Tusind tak
for alle jeres søde kommentarer og trøstende ord i forbindelse med min mors død. Både her på bloggen, på facebook, instagram og i det virkelige liv. Øj, for nogle dage det har været! Jeg forstår slet ikke, at der i min kalender figurerer begivenheden “Mors begravelse”, som var i lørdags. Jeg begriber ikke, at jeg stadig står på begge mine 2 ben efter den dag, som altid har ligget i min bevidsthed som noget af det, jeg har frygtet allermest i livet – at begrave en af mine elskede forældre. At jeg klarede at være med til at bære kisten og spille klaver til mindesamværet. Det står for mig som en gåde, at det lykkedes! Men vi havde faktisk – omstændighederne taget i betragtning – en god dag, som virkelig var i min mors ånd, og hvor der kom så mange vidunderlige mennesker for at tage afsked med min skønne mor og hylde et særdeles vellevet liv.
Som sagt har det altid været min nok største frygt i livet
at skulle begrave en af mine forældre. Jeg har altid været meget tæt på begge mine forældre. Jeg er en efternøler med 9½ år op til yngste storebror, så det meste af min barndom har jeg praktisk talt fungeret som enebarn. I hvert fald eneste hjemmeboende barn. Med forældre, der havde rundet de 40, var der også kommet meget mere ro på i min barndom, end der måske var, da mine søskende var små. Økonomien var bedre, familien mere veletableret osv. Der har derfor altid været enormt meget tid til mig. Og da min fars arbejde indbar mange rejser, tog han ofte min mor og mig med, når det var muligt. Så vi har haft mange spændende rejseoplevelser sammen med intenst samvær (i det omfang en teenager med sin yndlingsbog i hånden og discmannens ørepropper i ørerne kan indgå i intenst samvær!) og har i det hele taget bare været en meget tæt lille enhed. Mine ældre søskende kalder det let drillende forkælelse – hvilket jeg selvfølgelig er dybt uenig i! 😉
Samtidig med at relationen var meget tæt,
har jeg fra en meget tidlig alder også været meget bevidst om, at mine forældre var meget ældre end mine kammeraters forældre. Og jeg har siddet og talt på mine små, fede fingre, hvor gammel jeg mon ville være, hvis mine forældre døde i en alder af fx 80. Jeg fik det til omkring 40 år – og var rædselsslagen ved tanken. Sikke mange år jeg så skulle leve uden dem, hvis jeg også skulle blive 80! Det har vel været i de tidligste skoleklasser, at jeg begyndte at have de tanker. Og nu sidder jeg så i en alder af 32 og har mistet min mor – det blev lige ca. 10 år tidligere, end jeg havde regnet med. Og mindst 20 år tidligere, end jeg havde håbet på!
Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg havde forventet, at der ville ske, når min mor døde – at jeg selv ville falde om og besvime af chok, at verden ville holde op med at dreje rundt, eller at jeg ville gå fuldstændig op i sømmene ved begravelsen og ligge på gulvet og skrige i smerte. Men på en eller anden mærkelig måde drejer verden stadig rundt, jeg kom nogenlunde roligt gennem begravelsen og jeg fungerer stadig sådan nogenlunde, selvom jeg både er vildt ked af det og har tydelige stresssymptomer (dårlig hukommelse, manglende initiativ, koncentrationsbesvær, spontan gråd osv.).
Noget af det, som har hjulpet,
er først og fremmest min familie og vores tætte sammenhold. Vi har gjort næsten alt sammen i fht. at planlægge begravelsen og har haft mange, lange snakke om alt det, der er sket. Det er helt uvurdérligt!
Det har også hjulpet, at jeg faktisk så min mor, efter at hun var død. Jeg har altid tænkt, at det skulle jeg i hvert fald ikke – men min bror insisterede alligevel på, at jeg skulle gå med ind på stuen og sige farvel sidste mandag. Og det hjalp faktisk til at få hul på den skal af chok og følelsesmæssig lammelse, jeg var gået ind i, da jeg fik besked om, at min mor var død. Samtidig var min første tanke, da jeg trådte ind på stuen: “Det her er ikke min mor. ” Ikke at jeg benægtede, hvad der var sket – det var bare så tydeligt for mig, at det bare var hendes krop, og at hendes ånd var gået videre til et helt andet sted. Det gav mig en meget stærk trøst midt i sorgen og smerten.
Da bedemanden (som i øvrigt var en overordentlig sød, dygtig og reel dame!) foreslog, at vi kunne tage ud på hospitalets kapel og se min mor lagt i kisten i sit eget tøj, var min første reaktion også, at det skulle jeg bestemt ikke. Men jeg endte alligevel med at gøre det sammen med min far, min søster, svoger og bror. Og det var simpelthen en god beslutning også. Vi fik lov til at stå ligeså stille og græde og tage vores egen afsked. Vi lagde låget på kisten og bar den sammen ud til rustvognen. Det tog brodden af reaktionen på at se kisten i kirken og skulle bære den ud derfra. At bære en kiste har også været en af de ting, som jeg havde troet ville knække mig helt og aldeles. Men med alt det, vi allerede havde været igennem, viste det sig næsten at være det mindste af det hele. Uden dermed at sige, at det bare var nemt! Men det var ikke så slemt, som jeg havde frygtet, i forhold til alt det andet.
Jeg tror faktisk, at der var nogle, der undrede sig
over, at jeg ikke græd mere i kirken. Der var flere, som kiggede mig dybt i øjnene, når de hilste, og jeg kunne se forvirringen i deres øjne over ikke at møde den reaktion og de tårer, de forventede at se. Jeg er ellers sådan en, der altid hulker og græder højlydt til begravelser – også for folk, jeg dårligt kender. Jeg kan slet ikke håndtere mødet med dødens adskillelse af mennesker og den voldsomme sorg, det altid indebærer.
Det var bestemt heller ikke fordi, jeg ikke var dybt ulykkelig i lørdags. Men det var nærmest, som om vi havde holdt vores egen, lille begravelse for min mor ude i kapellet, hvor vi havde haft den voldsomme reaktion af gråd og chok. Jeg var meget ked af det til begravelsen og græd flere gange, men ikke den intense krampegråd, som jeg havde grædt på hospitalet og i kapellet – og i øvrigt herhjemme, hvor jeg virkelig også er gået igennem mange pakker Kleenex! Det er noget mærkeligt noget, at man pludselig står til sin mors begravelse og bekymrer sig om, at man måske ikke græder så meget, som folk forventer … Sorg er i det hele taget bare en mærkelig, uforudsigelig og udefinérbar størrelse, som ikke går frem efter en bestemt drejebog – det har jeg i hvert fald lært!
Jeg har været sygemeldt fra arbejde i den sidste uge,
men regner med ligeså stille at prøve at liste ind på kontoret i morgen og se, om ikke det går. Mine dage herhjemme er, udover at planlægge begravelse, gået med at lege “Peter Plys” – det går ud på kun at gøre det, man har lyst til. Hvis det har været at ligge på sofaen, spise chokolade og høre den samme sang på repeat 20 gange, har jeg gjort det. (Jeg har så lige taget hovedtelefoner på for naboerne skyld!) Hvis det har været at gå tur, lave mad eller læse bøger, har jeg gjort det. Det har været min måde at prøve at håndtere den voldsomme stressreaktion på, som jeg også er ramt af. Jeg har prøvet at være sygemeldt med stress før, og jeg kender kun alt for godt symptomerne og ved, hvad det kan føre til, hvis jeg ignorerer dem.
On the bright side,
så kender alle mine kolleger til situationen og er meget forstående, da de også kendte min mor. Hun kom nemlig, sammen med min far, i den kirke, hvor jeg arbejder. Bagsiden af den medalje er, at alting også minder mig om hende. Så jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå i morgen og i dagene fremover…
Nå, det var vist bare den lille update, jeg havde lyst til at give jer lige nu. Jeg kan afsløre, at der, mod al forventning, faktisk er en del opskrifter på vej i de nærmeste dage. Jeg har også en anmeldelse af Jane Faerbers nye bog undervejs. Så hæng på!
Kære Louise
Hvor beskriver du så flot den situation, som jeg selv for nu 20 år siden befandt mig i – bortset fra, at min mor bare blev 52 år – det er jeg selv nu, og mærker for alvor, HVOR for tidligt, det var at skulle herfra. Men uanset, hvis man har været tæt med sine forældre, så er det altid for tidligt at miste dem i dette liv. Min mor nåede ikke at møde mine børn, som jeg fik 6 og 8 år efter, at jeg havde mistet hende – jeg har virkelig manglet hende til at være den kærlige mormor, som jeg ved, at hun ville have været. Anyway, du har et stærkt familiesammenhold, det er guld værd og jeg ønsker dig ALT det bedste i den proces, du nu skal igennem. Tak fordi du deler med alle os, herude i cyber space. Kærlige kram til dig
Selv tak – og tak for alle dine søde kommentarer og opmuntringer, Lene! <3
Kh Louise
Det lyder til, at I har fået sagt et godt farvel til din mor, synes jeg. Som man nu kan med noget, der gør så ondt. Jeg oplevede selv min egen mors begravelse på en måde, der minder om din. Jeg havde snakket med min mor omkring det med begravelsen, og hun sagde, at det jo ikke var hende som sådan, der lå i kisten, men “bare” et hylster. På en eller anden måde var det en stor trøst, da begravelsen så kom. På den måde var jeg også afklaret og havde sagt farvel til hende, før vi var i kirken, hvilket gjorde det lidt mindre slemt. Den efterfølgende obligatoriske kaffestund med de efterladte var også helt i hendes ånd. Hun havde selv planlagt, hvad der skulle serveres, så vi ikke skulle tænke så meget over det. Det var rart nok, og man vidste, at det var noget, hun havde været en del af.
Jeg var 22 år, da jeg mistede min mor, som ikke blev en gammel dame heller, 45 år. Selvom du har vidst, at dine forældre var ældre end de flestes, er det jo ikke noget, man rigtigt kan indstille sig på, at man skal miste dem, før “man er klar” til det eller forventer det. For det bliver man aldrig, tror jeg. Man må bare holde fast i alle de dejlige stunder, man har haft med dem, og det lyder til, at I har haft rigtig mange dejlige oplevelser sammen. På et tidspunkt kommer de til at fylde mere end sorgen.
Håber, det kommer til at gå ok med opstarten på arbejde igen. Du må tage det stille og roligt og passe på dig selv. Mærk efter, hvad du kan holde til, og undgå at presse dig selv for hårdt. Kram herfra.
Du har ret, Christina – man bliver aldrig klar! Men 22, det var godt nok også enormt tidligt! Jeg glæder mig selv meget, til de gode minder og stunder kommer til at overskygge sorgen <3
Kh Louise
Det kommer de til med tiden. Det tager tid at komme fra fasen, hvor man er virkelig hårdt ramt af sorg og savn og over til der, hvor de gode minder fylder mest, og den tid må man bare lade gå. Det handler nok også om at skulle vænne sig til den nye verdensorden, tror jeg. At alting nu er så anderledes.
Det er i år 11 år siden, jeg mistede min mor, og det gør stadig rigtig ondt ind imellem. Men det fylder ikke alt, og jeg tænker også meget på de gode ting, vi havde sammen. Det er forskellen, tror jeg. At minderne kommer til at fylde mere, og det mere bliver på mindedage eller i særlige situationer, savnet bliver værst. Det kan være svært at tro på, at det overhovedet kan blive sådan, når man sidder i dyb sorg, men “tiden læger alle sår” er et godt mundheld. Især fordi der med sår ofte vil være et ar, og sådan er det også med tab. Sorgen og savnet vil altid være der i en eller anden grad, men bliver nemmere at leve med med tiden.
Det er i hvert fald godt at få bekræftet, at det bliver bedre med tiden, selvom det måske altid vil være svært til en vis grad. Tak i hvert fald for de opmuntrende og trøstende kommentarer! <3
Kh Louise