Om madlavningsprogrammer

Om madprogrammer – og hvorfor I ikke kommer til at se mig i Masterchef

Spoiler alert for dette indlæg: Sur dame kan forekomme – men i virkeligheden handler det om glæde, kærlighed og fællesskab. Så hæng på – jeg skal nok prøve ikke at hidse mig for meget op 🙂

Forleden så jeg et afsnit af Den Store Bagedyst. Den slags ser vi ellers ikke herhjemme. Af hensyn til husfreden og min mands mentale velbefindende er jeg gået med på Andreas’ dekret om, at alt fra Vild med Dans og X-Factor til De Unge Mødre, Masterchef og Den Store Bagedyst er helt og aldeles bandlyst i vores hjem. Jeg er egentlig sådan en, der godt kan hygge mig lidt med reality-tv (tilstået!), men Andreas bliver helt hvidglødende irritereret over, hvor elendigt det er, så vi nøjes med at holde os opdateret i Dybvaaaad hver mandag på Zulu (det ser vi så til gengæld helt religøist!).

Men forleden havde jeg en fridag, hvor jeg havde aftalt med mig selv, at jeg bare skulle sumpe igennem – og så virkede det simpelthen som det helt rigtige at nappe et afsnit af Den Store Bagedyst, bare fordi jeg kunne! Jeg synes jo, at det er ret inspirerende at se, hvad de finder på af sjove ting i det dér køkken, og tit lærer jeg faktisk noget, som jeg kan bruge i min egen madlavning. Så jeg lænede mig tilbage i sofaen og var klar til at blive underholdt – og så kom jeg ellers i tanker om, hvorfor jeg hader det program! For det første må nogen snart påtage sig at lære Mette Blomsterberg at holde op med at sige “strangens” og i det hele taget mestre det danske sprog bedre! For det andet er det bare et program, som dræber al glæde ved madlavning for mig!

Det handler jo seriøst ikke om at lave god mad og nyde den – det handler om ekstrem æstetik, om iscenesættelse og om at være original bare for at være det. I det program, jeg så, skulle de bage grovboller og gærbrød – et stort fremskridt i øvrigt, at de for en gangs skyld bagte og ikke bare dekorerede kager (hvilket jeg aldrig har forstået, når nu programmet hedder Den Store BAGEdyst og ikke Den Store Konditordyst).

Nå, men et par af damerne havde bagt nogle grovboller, som så afsindigt lækre ud – der var vist øl, ølandshvede, surdej, quinoa, gryn og andre lækre ting i, som man kan sidde og savle over midt i al sin fromme lchf. De lagde sindssygt meget energi, erfaring og kærlighed i deres bagning, præsenterede  nydelige resultater – og blev derefter affærdiget af dommerne med kortfattede kommentarer om, at de ikke havde udfordret sig selv nok, ikke havde tænkt nok ud af boksen, havde spillet for sikkert, brugt for lidt tid, eller hvad der nu var galt. Til en af dem sagde Blomsterberg noget i retning af: “Det smager jo dejligt – det er bare ærgerligt, at de ser så kedelige ud. Det er er jo bare boller med drys på.” (Ja, hvad havde du regnet med? Det er grovboller!). Deltageren erkendte efterfølgende med gråd i stemmen til kameraet, at det jo var rigtigt nok, og hvordan kunne hun da også have været så dum at tro, at det var godt nok. Farvel madglæde, entusiasme og fokus på den gode kvalitet – goddag til fokus på iscenesættelse og anretning. Det er vist ikke tilfældigt, at flere af dem, der har spist på Blomsterbergs café, hævder, at kagerne nok er smukke, men at de ikke smager af en pind.

Om madprogrammer_Den store bagedyst
De famøse granboller

Yndlingsen i udfordringen med grovbollerne var den unge (og i mine øjne lidt for irriterende hippie-agtige) fyr, som udover at cykle til Tyrkiet og backpacke rundt i Østen i sin fritid også havde fundet tid til at plukke friske granskud, som han blendede i sin boller, som derefter blev anrettet i et gammelt juletræ, han havde bygget om til en brødkurv. De smagte angiveligt udmærket, selvom i det mine ører lyder lidt skummelt – men det var vist mest konceptet med gran og juletræer, der vandt ham udfordringen, for det var jo virkelig originalt og innovativt, hvilket tilsyneladende er de vigtigste vurderingskriterier. Okay, ret skal være ret – han virker til at være meget dygtig, kunne sit kram, have masser af gode idéer, og så er han sikkert også en flink og rar fyr, som er sjov at drikke en øl med, hvis bare man ikke er sådan en sur dame som mig 😉

Men jeg bliver altså så træt af sådan noget. Det repræsenterer alt det, som madlavning ikke er for mig. Mad skal ikke være et kunstværk, der udstiller mig og mit ego, og som kunne udstilles på Louisiana – det skal være rammen for fællesskab, glæde og gode oplevelser. Når jeg ser en kurvfuld boller, vurderer jeg dem da ikke på, om de er 100% ensartede i størrelsen, eller om de er sprækket lidt under bagningen. Jeg indsnuser duften, glæder mig over den kærlighed, som folk har lagt i at bage til mig, og så er det faktisk et plus i min oplevelse med asymmetri, rustikt look og sprækker og revner i brødskorpen. Så giver jeg pokker i lchf og napper en bolle! Med tandsmør! I godt selskab!

Problemet er det samme i snart alle madprogrammer. Når jeg engang imellem ser Masterchef, er jeg ved at tude over alle de lækre råvarer og måltider, som bare går til spilde i det køkken. Deltagerne laver 8 portioner stegt fasan (eller whatever!) – dommerne tager 1 bid, konstaterer, at retten er for kedelig, for tør, for underkrydret, for uoriginal, eller hvad der nu er galt, og så ryger retten ud igen. Ofte er der ikke så meget som et ord til ros for dem kamp, deltagerne har kæmpet for at lave et lækkert måltid. Bare rå kritik af små, ligegyldige detaljer, som vi andre aldrig ville lægge mærke til, hvis vi fik serveret retten. Madspild extravaganza og en effektiv kvælning af madglæden for mig. Jeg håber virkelig ikke, at TV3 sender i Afrika eller andre steder, hvor folk sulter – det ville være så pinligt…

Derfor sagde jeg faktisk også nej tak, da jeg for nogle uger siden blev kontaktet af en venlig caster fra Metronome, som opfordrede mig til at gå til audition på næste runde af Masterchef. Jeg blev selvfølgelig smigret over at være blevet “scoutet” og vurderet god nok til programmet – men ikke om jeg vil kaste mig ind i den mølle, som er alt det modsatte af, hvad jeg står for som menneske og som blogger.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er nogle, som gerne vil konkurrere på madlavning – på det gode håndværk og de tekniske færdigheder. Det er også fint nok – men kunne vi ikke lige engang tage vurderingskriterierne op til revurdering? Kunne vi ikke bare præmiere den mest velsmagende grovbolle i stedet for den mest kunstfærdigt og originalt udformede?  Det ville generelt være lækkert i Danmark, hvis vi blev bedre til at fokusere på kvalitet og indlevelse over originalitet.  Det er fint med innovation, og det skal vi helt sikkert også have fokus på for at klare os som land – men det nytter altså ikke noget, hvis vi glemmer at have en ordentlig kvalitet og kærlighed til det gode håndværk som den platform, vi bygger på.

Så kom jeg lige op på de høje politiske nagler her til sidst, hva’? Jeg vælger i hvert fald madglæden, glæden ved godt køkkenhåndværk og mad serveret med kærlighed. Og så må I leve med, at I kun ser mig her på bloggen og ikke på Tv3 – det er nok også meget godt, at jeg kun har ét sted at skælde ud 😉

16 kommentarer til “Om madprogrammer – og hvorfor I ikke kommer til at se mig i MasterchefTilføj din

  1. Haha det er altid dejligt at komme af med en omgang vrede! Jeg er helt enig med dig, jeg synes også at der er virkelig ekstrem fokus på det æstetiske og det innovative og også for meget.
    Jeg kan sagtens forstå at det der bliver serveret også skal se indbydende ud, man skal jo helst have lyst til at spise det.

    Det ville også være temmelig kedeligt hvis alle sagerne var fyldt med de samme “almindelige” ingredienser for det med innovationen er jo med til at flytte på vores holdninger til hvad man kan og hvad man ikke kan. Men innovation for innovationens skyld holder ingen vegne i min optik. Smagen må trods alt være det aller vigtigste. Der er simpelthen ikke noget mere skuffende end at sætte tænderne i noget som ser sindssygt lækkert ud men som smager af nul og nix!
    Det med madspildet har jeg også tænkt meget over, det er virkelig heftige mængder. Når alt det er sagt så overvejede jeg det kraftigt da metronome damen ringede til mig – selvom jeg egentlig havde dømt det ude.
    Det føles alligevel ret smigrende at hun havde fundet frem til min lille bitte blog og besluttet sig for at kontakte mig – selvom jeg jo godt ved at det ikke var fordi at de helt vildt gerne ville have mig med 😉 Jeg sprang dog også over af flere forskellige årsager – men kan ikke udelukke at jeg kunne finde på det en anden gang, bare for at udfordre mig selv 😉

    1. Hej Sabrina
      Enig – 8 x grå standardgrovboller med rugmel og græskarkerner ville være ret kedeligt 🙂 Så var der ingen grund til at stille op til konkurrence. Men en god kombination af innovation og fokus på kvalitet ville klæde både Den Store Bagedyst og verden generelt.

      Ja, jeg overvejede det da også lige, om jeg skulle tage imod udfordingen fra Masterchef. Man kunne helt sikkert lære noget af de professionelle kokke i programmet og udbygge sin platform som blogger. Men jeg blev alligevel enig med mig selv om, at jeg hellere vil tage tingene i mit eget tempo og gøre det på min måde. Ting, der giver mig dårlig mavefornemmelse, skal jeg ikke tvinge mig selv ud i.

  2. Kan egentlig udmærket følge dig lidt, Louise selvom det fik mig til at tænke tilbage på en kagekonkurrence i Lucas´s børnehave, hvor jeg havde lavet den mest (synes jeg selv) kunstfærdige drage, lavet af lagkagebunde med creme og marcipan over (sikkert ikke den store smagsoplevelse), men jeg havde kæmpet med at få den flot. Skuffelsen ville dog ingen ende tage, da vinderen endte med at blive en hel almindelig bradepandekage, overstrøet med lidt krymmel… Her havde jeg da håbet de havde kigget på “looket” fremfor at smage sig frem til vinderen… Tror det simpelthen er en del af “gamet” i disse programmer at “looket” betyder alt… Hvilket vel også er derfor deltagerne i Paradise hotel, Robinson osv. er “babes”, “hanløver” osv. Vi er så visuelle at er der ikke noget der “behager øjet” så gider vi ikke se det. (Nu er det vel egentlig også svært at behage andet end øjet i et tv-program om mad, hvor vi jo ikke har mulighed for at få behaget smagsløgene).

    1. Det forstår jeg godt, Carla – lige dér havde jeg måske også været lidt skuffet over at tale til en helt almindelig bradepandekage. Så skulle den i hvert fald smage exceptionelt godt! 🙂 Du har nok ret i det med, at tv er et medie, hvor man er nødt til at fokusere på det visuelle, da vi andre jo hverken kan smage eller dufte kagerne. Så skulle man bare være ærlige omkring det og kalde det “den store kagedekoreringsdyst” 🙂
      Eller også skal jeg bare holde fast i at lade være med at se skidtet – så får jeg ikke ødelagt mit gode humør 😀

  3. Så rørende enig. Jeg blev også ringet op af casteren fra Metronome. Jeg kendte ikke programmet (vi ser stort set ikke fjernsyn hos os), men efter at have været på nettet for at kigge, bestemte jeg mig fluks til ikke at ville være med. Bare billedet af de der dommere fik mig til at gyse. Så hellere være knap så kendt, da 🙂
    vh/Karen

    1. Hej Karen
      Nej, jeg kunne også lige i ånden se mig selv stå dér med en ret, jeg havde svedt over, og som jeg VIDSTE smagte godt – og så få at vide, at den var for kedelig eller uopfindsom. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan tåle kritik – men det skal helst være i nogle ordentlige rammer og med nogle kriterier, jeg er nogenlunde enig i 🙂
      Så ja, lad os nøjes med at være ukendte sammen 🙂
      Vh Louise

  4. Super godt skrevet! Og jeg har faktisk aldrig set programmer med Mette Blomsterberg … arj, ok, måske har jeg set ét, men det er også det. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg ville egentlig gerne se mange flere madprogrammer, men jeg ender jo oftest med at bruge tid i køkkenet til selv at kaste mig over diverse eksperimenter. 🙂
    Jeg er nødt til at spørge: Hvad er det dog for et ord, hun udtaler “strangens”?
    Reality programmer … bvadr! Jeg kaster op over konceptet. Hvorfor skal vi udsættes for sådanne fordummende programmer?

    1. Hehe, Charlotte, det er såmænd “stringens”, hun prøver at sige, men hun udtaler det meget tydeligt med “a” i stedet for “i”, så det bliver “straaangens” – jeg får tics hver gang! 😉 Det er da i øvrigt også bedre selv at eksperimentere i køkkenet end at se andre gøre det i tv – det kommer der da noget mere konstruktivt ud af 🙂

  5. Vi ser det gerne herhjemme hver uge, endda med børnene. Og det er sååååh hyggeligt. Vi er helt enige med dig og det er børnene også. Det får vi nemlig i den grad snakket om undervejs i programmet. Det må da være helt uundgåeligt. Ligesom med x faktor, en platform at snakke udfra. Det er det reality kan. Men den britiske version den er værd, at se for sin anerkendende og hjertevarme tone. Og hvor er det bare fedt at høre børnene.

    Kh.
    Anne-Marie

    1. Hej Anne-Marie
      Dejligt at høre, at jeres børn reflekterer så fint over tingene og har fokus på den varme, gode tone! Det er en god bagage at have med i livet 🙂
      Kh Louise

  6. Rigtig godt skrevet. Og jeg kan godt følge dig i det du skriver angående”den store bagedyst”. Dog ser jeg det alligevel, er lidt sjovt at se, specielt når man bor sammen med en bager, der sommetider sidder og kommer med kommentar. Hvilke jeg jo selv gør når jeg ser Masterchef. Jeg ser det mest på grund af dommerne, synes de er 3 fantastiske dommer.
    Men når jeg ser sådan nogle programmer bliver min madglæde større. Jeg bliver inspireret af det. Det er også derfor jeg ELSKER at læse kogebøger.

    1. Hej Christina
      Ja, jeg elsker egentlig også inspirationen fra både programmer og madbøger. Det er nok også derfor, jeg ærgrer mig over, at madprogrammerne ikke er bedre, så jeg kunne glædes mere over at se dem i stedet for at blive irriteret 🙂

  7. Amen!
    Det er især madspildet, jeg slet ikke kan have.
    Jeg er helt med på, at det selvfølgelig er svært at lave et madprogram med mange seere, hvis man vinder på den gode smag – for den kan seerne jo ikke få, de kan kun se på udseendet. Jeg tror konkurrence hæver seertallet enormt meget, men det er lidt trist. Det, JEG ikke kan lide ved Blomsterberg er for det første hendes negle (ej, men det må da være helt vildt uhygiejnisk??) og det at hun siger “jeg tænker..” til alt. I Den Store Bagedyst for et år eller to siden, sagde hun til en deltager der var ved at smøre en kage op: “Jeg tænker.. du bruger en ske?!”. I det lå der selvfølgelig en kritik, men det eneste jeg tænkte var: “Du kan sgu da SE at hun bruger en ske!”. Altsåaltså. Men hun er dygtig til at pynte, ingen tvivl om det, og hendes kager SER lækre ud.
    Gylpgylp fra mig (;

    Maria.

    1. Hahaha Maria, tak fordi du sagde det, vi alle tænker! Jeg er helt enig. Klip de negle, og lær at formulere dig bedre, dame! 🙂

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *