Juletræ_om jul og sygdom

Om jul og sygdom

Juletræ_om jul og sygdom
Smukt juletræ hos min søster og svoger, hvor vi holdt vores allesammens nok mest syrede juleaften nogensinde, som dog formåede at blive hyggelig, trods alt.

Spoiler alert: det her indlæg bliver lidt mere personligt og emotionelt, end det normalt forekommer her på bloggen. Og så er der ikke engang noget mad at skylle ned med. Beklager meget, men sådan er det lige i dag!

Jeg sidder her i julelysenes skær

og fordøjer mad og indtryk fra nogle af de mest mærkelige og følelsesladede juledage i mit 32 år lange liv. Vi har holdt jul sammen med min familie, som jeg altid elsker at være sammen med. Men en person manglede. En særdeles vigtig person. Min mor blev indlagt på Herlev Hospital en lille uge inden juleaften. Det var der nu desværre ikke noget nyt i. Min mor har tilbragt det mest af efteråret på hospital og genoptræningscenter. Først med en blødning mellem to hjernenhinder. Så med feber. Så med en brækket hofte. Og nu igen med lungebetændelse og høj feber. Den bagvedliggende årsag til al denne elendighed er en sygdom, som de fleste af os nok kender og hader: kræft, nærmere bestemt leukæmi.

Min mor fik konstateret leukæmi for ca. 5 år siden.

Det fylder sindssygt meget i mit liv, men det er ikke noget, jeg skriver ret meget om her på bloggen. På en eller anden måde er det meget privat, og jeg har ikke lyst til at blande det sammen med opskrifter på julekonfekt og sommerdrinks. Min blog har indtil nu været sygdomsfrit domæne, så at sige. I de sidste 5 år har leukæmien bare ligget som en underliggende grundstemning af bekymring, som vi har lært at leve med i familien. Vi taler meget om det, men vi lægger også vægt på at hygge os og bare have det rart sammen. Det er man nødt til for selv at overleve. Og det er vores måde at håndtere situationen på.

Men i det sidste halve år har sygdommen trængt sig så insisterende meget på, at den bliver sværere og sværere at trænge i baggrunden. Og det bliver mere og mere akavet at lægge fine madbiller op og skrive inspirerende blogindlæg uden at nævne, at der altså er noget rivende galt bag kulisserne. Det gik op for mig med al (u)ønskelig tydelighed, da vi sad næsten hele familien på Herlev Hospital juleaften og prøvede at snøfte os igennem et par julesalmer sammen med min mor. Ikke lige den julegudstjeneste, som nogen af os havde tænkt os! Men det var dér, vi var, og det blev trods alt en stærk oplevelse, som betød meget for os allesammen. Min mor blev på hospitalet og hvilede sig resten af aftenen, mens vi andre tog videre til min søster og svoger (som bor 5 minutter fra hospitalet) og havde en rar aften sammen, trods tristhed og bekymring.

Jeg skriver ikke alt det her for at ødelægge nogens julestemning

– men meget apropos det indlæg, jeg skrev for noget tid siden om rosenrød selvfremstilling, er leukæmi simpelthen nødt til at blive en del af realiteterne også her på bloggen. Også selvom jeg i morgen sikkert lægger en ny opskrift op og begynder at komme med forslag til nytårsmenuer. Ting, der ikke har en pind med sygdom at gøre, og som det måske kan virke decideret upassende at beskæftige sig med, når ens mor ligger syg på hospitalet. Men samtidig med, at jeg forholder mig til sygdom og bekymring, er jeg nødt til at blive ved med at gøre ting, der gør mig glad, for at hænge sammen. Og det gør mig glad at blogge, ligesom det gør mig glad at gå på arbejde, synge i kor, og hvad jeg nu ellers går og laver. På den måde kan jeg balancere sorrig og glæde, som jo vandre til hobe, som man synger i salmen

I skrivende stund ligger min mor stadig indlagt,

og vi håber og ber om alt det bedste. I mellemtiden prøver vi at holde sammen på hinanden – ikke mindst på min far, som knokler derudaf i fast pendulfart mellem hjemmet og Herlev Hospital. Her til aften fik han Amager som et ekstra stop på ruten, hvor vi spiste noget aftensmad sammen og hyggede – med min mor med på telefon noget af tiden, direkte transmitteret fra Herlev. Det er rart med sådan nogle stunder, midt i al tristheden. På en eller anden måde er det også lykkedes os som familie både at have en rar juleaften sammen og også fejre min fars 71 års fødselsdag 1. juledag. Hvis der er én ting, der er værd at glæde sig over midt i det hele, så er det, at vi er en stor og fantastisk familie, som er gode til at holde sammen! Jeg glæder mig også over alle mine skønne venner og veninder, som er rigtig gode til lige at klemme et ord, en sms, et lille hjerte på facebook eller et kram ind på de rigtige tidspunkter – og som også kender mig godt nok til at vide, hvornår de ikke skal bore dybere ned i noget, men bare lade mig være stille eller tale om noget helt andet. Det er guld værd!

Vi slutter lige indlægget her

med et billede fra Amager Strand i høj frost, hvor Andreas og jeg gik den dejligste tur i dag og fik fordøjet indtryk, tanker og følelser sammen. Igen handler det om at lade batterierne op så godt som muligt, så man kan klare de prøvelser, som livet byder på, hvor man tænker, at det klarer man da aldrig – og så på en eller anden skør måde gør man alligevel … Det er måske en meget god overskrift for 2015, som vi tager hul på om ikke så længe!


Amager Strand_Om jul og sygdom

12 kommentarer til “Om jul og sygdomTilføj din

  1. Kære Louise,

    Tanker til dig og din familie, det er smukt at læse om, hvordan I som familie styrker hinanden i en svær tid.

    Kh a

  2. Smukt og trist at læse ❤️
    Mange kærlige tanker og gode ønsker for din kære mor og din far og dig og resten af familien ❤️
    Knus !!

  3. Kære Louise

    Sender dig, din familie og mor en masse tanker og håber på det bedste for Jer.
    Cancer er desværre en værre møg-sygdom.

    Jeg forstår godt at du helst vil være “fri” på bloggen. Forstår at den ikk skal omhandle sygdom og dårligdomme. At den skal være dit frirum.
    Sådan havde jeg det selv i starten, men pludselig en dag ændrede jeg kurs og begyndt at bruge bloggen til at skrive mig ud af nogle ting. Nu er det jo ikk cancer i mit tilfælde men en masse psykiske sygdom og vanskeligheder. Men det jeg vil fortælle med det her er, at det HAR hjulpet mig. Også at kunne læse tilbage og se hvordan tingene stod til på tidligere tidspunkter.

    Kram Låvise

    1. Tak Låvise! Ja, jeg kunne forestille mig, at det kan være en hjælp at kigge bagud på sin blog og se, hvad det egentlig er, man har været igennem. Det var en af grundene til, at jeg skrev dette indlæg – for det ville være for mærkeligt at kigge tilbage og IKKE læse noget om alt det, der foregår med min mors sygdom. Tak for tanker!
      Kh Louise

  4. Kære Louise.
    Det er vist første gang, jeg er forbi her, men jeg kunne ikke gå igen uden at lægge en kommentar til dit indlæg. Jeg er rigtig ked af at læse om jeres situation, men det er godt at læse, at I støtter op om hinanden i familien.

    Jeg synes, som Låvise, at det bestemt ikke gør noget, at der skrives om andet end kun opskrifter. Faktisk synes jeg, at det er med til at give en blog mere personlighed, at man ved lidt mere om personen bag og hvad der foregår i vedkommendes liv.
    Jeg bruger selv min blog til både at poste opskrifter, men også at få luft for nogle af de ting, der foregår i mit liv. Jeg er kronisk syg, og mine handicaps giver en del besværligheder. Det er rart at kunne vende tankerne omkring det, og jeg har fået positiv respons bl.a. fra folk, der selv står i en lignende situation. Gider man ikke læse den slags, kan man jo holde sig til opskrifterne. Det står folk frit for. Så brug endelig din blog, som du har lyst til og brug for 🙂

  5. Selvfølgelig skal du bruge din blog, som du vil. Jeg er overbevist om, at livets udfordringer skal i tale sættes (eller skrives). Det giver en lettelse, at få sat ord på. Og det er jo en sorg, at I ikke kan være sammen i julen og på samme måde som tidligere. At du så kan koble helt fra, er jo en sund mekanisme, der kan hjælpe dig igennem. Det skal du ikke have dårlig samvittighed over. Nogen gange tror man ikke, man kan klare mere, men når man så alligevel står i det, ja så kan man jo ikke gøre så meget andet, end at klare det. Sender dig de varmeste tanker.

    Kh.
    Anne-Marie

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *