Min madfilosofi_Fru Kofoeds Køkken

Min kostrejse

Work i progress – og lidt forhistorie

Min madfilosofi er først og fremmest et evigt “work in progress”. Som så mange andre kvinder (og mænd) har jeg i årevis kæmpet med vægten, og jeg har prøvet mange forskellige kostprogrammer, der skulle gøre mig både sund, slank og glad. Problemet var bare, at de aldrig rigtig virkede – i hvert fald ikke i længere tid ad gangen.

Der var de glade 90’ere og 00’ere, hvor sukker og kulhydrat ikke fedede, og hvor det bare handlede om at spise fedtfattigt, hvis man ville være tynd og glad. Anne Larsen skyllede det hakkede kød og lærte os at spise fromage frais.

Så rullede proteinbølgen ind over os alle, og pludselig skulle man høvle kød, æg, proteindrikke og hytteost i lange baner til alle måltider – så ville man være mæt og tynd i løbet af nul komma fem. Jeg prøvede at følge med – og i mine tidligere 20’ere lykkedes det mig da også at tabe 20 kg (jeg forstår slet ikke i dag, at det er rigtigt!) og nå meget tæt på min idealvægt med et højt proteinindtag, lav fedtprocent, mange grøntsager og et dagligt kalorieindtag på 1400 kcal. Og masser af motion! Virkelig meget motion! Vi taler 2 timer i fitnesscenter eller svømmehal 3-4 gange om ugen. Så det var hårdt arbejde. Og ikke specielt langtidsholdbart.

Efterhånden begyndte effekten af det høje proteinindtag (og motionen) at udligne sig selv, og jeg var dødtræt af kyllingebryst og laksefilet. Desuden havde jeg sat min appetitregulering helt ud af funktion. Jeg havde ingen tillid til min krop. Hvis jeg lyttede til den, ville jeg spise hvert minut, hver time, hver dag – hele tiden. Jeg havde haft et narkoman-lignende forhold til mad og især sukker, hvor jeg følte, at jeg var nødt til at spise hele tiden. Hvert måltid sluttede med en panikfølelse: “Hvornår skal jeg nu spise igen?”. Lad os bare afsløre, at de dér 20 kg ikke var kommet af ingenting. Nå, men derfor havde jeg lært jeg mig selv at spise på klokkeslæt og efter en helt fast kostplan, som jeg selv havde defineret. Jeg spiste ikke, fordi jeg var sulten, men fordi det var spisetid. Samtidig spiste jeg ikke, NÅR jeg var sulten, hvis det ikke var måltidstid. Det var benhård disciplin – og det blev sværere og sværere at holde fast i. Man kan måske sige, at den ene spiseforstyrrelse havde afløst den anden. Det blev helt umuligt, da jeg som 25-årig mødte min søde mand, som absolut ikke følte trang til at hoppe på den madvogn! Kiloene begyndte ligeså stille at snige sig på igen, mens han serverede dejlig spaghetti carbonara for mig og slik til aftenkaffen. Du godeste, hvor smagte mad pludselig godt igen!

Jeg røg på Slankedoktor – nu måtte der skrappere midler til, for jeg skulle til at passe en brudekjole! Jeg fik en diætist på, noterede slavisk al madindtag og fik det evalueret hver anden uge. Men noget skrækkeligt var sket – for pludselig var det ikke så ligetil at tabe sig som 5 år tidligere. Min krop havde ændret sig, og det, der havde virket tidligere, virkede ikke nu. Jeg var dybt fortvivlet og følte, at jeg kæmpede en kamp mod vindmøller. Jeg prøvede at spørge min diætist, om der var en smartere måde at sammensætte min kost på, så jeg fik størst mulig slankeeffekt ud af de dér 1200 daglige kcal, som jeg nu var nede på. Jeg fik det kontante svar, at “nej, der var ikke nogen short cuts eller nemme løsninger. Vægttab var meget enkelt: lavere kalorieintag end forbrænding var lig med vægttab, og sådan var det!” Efter det svar opgav jeg. Jeg havde kæmpet et halvt år og været konstant sulten. Jeg var træt til døden af gulerødder og tørstegt kylling, og jeg orkede ikke frustrationerne mere!

MUFA og GI

Men så skete der noget nyt og spændende i mit liv! Min søster, som altid har været god til at læse om alle mulige spændende ting på kostområdet, anbefalede mig bogen “Spis maven flad” af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell. Kort fortalt handler de 2 kloge damers kostprogram om en opprioritering MUFA (monumættede fedtsyrer) og protein og en nedprioritering af kulhydrater. Nødder (mandler, hasselnødder, cashewnødder, pecannødder og macadamianødder) kom på banen, ligesom olie (olivenolie og rapsolie), oliven og avocado. Kød, fisk, proteinrige mejeriprodukter og æg skulle man også have meget af, så der var stadig højt fokus på protein.

Til gengæld for det forhøjede fedtindtag skulle man spare på kulhydrater og primært vælge mad med lavt glykæmisk indeks (GI). Madvarers glykæmiske indeks  handler om, hvor hurtigt sukkeret bevæger sig ud i blodbanen og får blodsukkeret til at stige og insulin til at frigives. For at gøre en lang historie kort: jo mere stabilt man holder sit blodsukker, jo bedre har krop og vægt det. Det var en åbenbaring uden lige for mig at finde ud af, at opvarmede rodfrugter, som jeg havde spist i lange baner ud fra Slankedoktors anbefalinger, har et skyhøjt glykæmisk indeks på niveau med karamelsovs. Så kunne jeg bedre forstå, at min vægt ikke var dalet.

Jeg fik rigtig meget godt ud af “Spis maven flad”. Dog var bagsiden af medaljen, at der stadig skulle holdes et dagligt kalorieindtag på 1200-1400 kcal om dagen for at opnå vægttab. Og at mættet fedt skulle udgå for at gøre plads til det monoumættede. Altså masser af slankeoste, fedtfattige mælkeprodukter, fedtfattigt kød og blandingsprodukter på smørfronten. Jeg var stadig sulten det meste af tiden, og min mad var fuld af tilsætningsstoffer og indimellem meget ensformig og kedelig. Særligt husker jeg, at jeg spiste mange tørre fiberkiks med sukkerfri nutella, oliventapenade eller hønsesalat – det kan man virkelig blive træt af i længden!

LCHF – det fungerer for mig!

LCHF havde jeg hørt og læst om i længere tid, men været meget skeptisk overfor. At vælte sig uhæmmet i smør, bacon og creme fraiche – det kunne vel næppe være optimalt! Men i januar 2014 besluttede jeg alligevel at give det en chance. Du kan læse mere om min rejse med LCHF her. Kort fortalt er LCHF endt med at blive den første kostplan, som jeg for alvor føler fungerer for mig. Min vægt har det godt, min appetitregulering er normal for første gang i måske 30 år, jeg sover godt om natten, og jeg nyder min mad i fulde drag!

Min kost består først og fremmest af masser af grøntsager, som jeg rent faktisk orker at spise, fordi de er flankeret af gode olier, ost, fede mejeriprodukter, kød i moderate mængder (ikke noget med at skulle tvinge sig til at indtage 100 g kød til morgenmad!) og så ellers de små svinkeærinder, som jeg sommetider lige får lyst til. Frugt er blevet en luksusvare – noget, som jeg nyder på linje med slik, og apropos slik, så rører jeg ikke længere vingummier eller lakridser, som ellers tidligere har været min største akilleshæl. Raffineret sukker styrer jeg også helt uden om i min daglige kost – men til gengæld nyder jeg gerne en tern god mørk chokolade til kaffen. Det er der nemlig plads til, for på lchf tæller jeg ikke kalorier. Jeg vejer mig heller ikke. Jeg er ved at få styr på min naturlige appetidregulering og genskabe tilliden til min egen krop. Jeg tror nemlig, at det er en langt mere langtidsholdbar tilgang til kost og vægt end alle mulige kontrolsystemer og den dårlige samvittighed, der følger, når man har fået 200 kcal for meget eller har taget ½ kg på.

Her på bloggen vil du både finde lchf-opskrifter og, hvis du går længere tilbage i arkiverne, også opskrifter med sukker og opskrifter, der har fokus på MUFA osv. Det er fordi, bloggen afspejler min egen rejse i fht. min kost. Via de små tags ude i siden kan du navigere lidt rundt i de forskellige opskrifters fokus. Fx har lchf-venlige opskrifter altid tagget “LCHF”.

Skriv gerne, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til det her med kostfilosofi – eller hvis du kan genkende dig selv i nogle af mine erfaringer!

11 kommentarer til “Min kostrejseTilføj din

  1. Interessant blog du har dig her. Jeg arbejder meget efter de samme principper, højt fiberindhold, færre kulhydrater, sukkerfrit osv.

    Hvis du er interesseret i hvordan maden påvirker dit blodsukker skal du tage et kig på Glycemic Load. Den tager også mængden af kulhydrater med i beregningen så den giver et bedre billede af hvad der giver blodsukkerstigninger.

    F.eks. vandmelon har et højt GI, men da der ikke er så meget kulhydrat pr. gram (og der med ikke så høj blodsukkerpåvirkning) er GL’et lavt for vandmelon.

    Læs f.eks. her for en sammenligning af GI og GL 🙂

    Mvh.

    Sune aka Foodgeek

  2. Hej Sune
    Tak for din kommentar. Jeg har faktisk gået og rodet lidt med, hvad nu forskellen egentlig var på GI og GL, så fint med en artikel, der forklarer det lidt 🙂 Vigtigt at huske er nok også, at ingen af de 2 er eksakte videnskaber. Det vil være forskelligt fra person til person, hvordan madvarer helt præcist påvirker blodsukkeret – ikke mindst afhængig af den samlede kombination af madvarer. Ens sunde fornuft er nok altid et godt kompas at navigere efter, når man bliver i tvivl 🙂
    Superfin blog du har også, i øvrigt! Må prøve at lave dit tomatpulver en af dagene 🙂
    Vh Louise

  3. Hej Louise 🙂
    Ja, som jeg også skrev på Instagram, så kan jeg SÅ godt relatere! Jeg har også været godt rundt omkring, og aldrig rigtig fundet min hylde. Og hvad jeg ikke har været på af såkaldte Crash-diets; Nupo, suppekur, smoothiekur osv. Puha! Aldrig mere.
    LCHF fungerer jeg jo SÅ godt på, men min psoriasis trives desværre også lidt for godt, så noget tyder på, at heller ikke dette er min hylde. Uanset hvad så mener jeg, at det vigtigste er rigtig mad! Efter at have læst ‘Den hemmelige kok’ kan ingen i hvert fald nogensinde argumentere for sundhed i eksempelvis et rugbrød fra supermarkedet over for mig længere 😉 Så rigtig mad lavet fra bunden er mit mantra, og det er kommet for at blive!
    Hvordan sammensætningen så præcis skal være, det må tiden vise.

    1. Hej Vikki
      Ja, jeg kan godt se på din blog, at du kæmper lidt med den dér psoreasis. Virkelig belastende også at have den ekstra faktor inde over! Jeg tror bestemt, du har en pointe i det dér med at spise rigtig mad, lavet fra bunden af rigtige ingredienser. Det kan man nok aldrig gå helt galt af 🙂

  4. Hey søster – ja jeg kan da virkelig genkende din rejse. Og hvor er det dog skønt, at vi har kunne tage store dele af vores “kost-rejse” sammen. Tænk, jeg havde næsten glemt perioden med Slankedoktor…. Men på det tidspunkt var det for mig et skridt i den rigtige retning. Næste skridt var “Spis maven flad”. Så for mig har det været et skridt ad gangen til her, hvor jeg er nu.
    For mig føles det også som det helt rigtige med LCHF-kost.
    Og hvor er det dog heldigt både for os – og ikke mindst for vores familie, at vi følger samme kostprincipper på samme tidspunkt. Sikke et cirkus vi kunne have, hvis vi mad-nørder skulle argumentere for hver vores teori, hver gang vi var sammen 🙂

    En lille ting, der fortsat kan undre mig, det er andres menneskers holdning til, hvordan jeg vælger at sammensætte min mad. Ofte synes jeg, at de, der ikke selv følger LCHF, kan virke direkte irettesættende overfor mig – og komme med indvendinger som eksempelvis “Jeg har læst en artikel om, at det er meget skadeligt at at spise fedt”.
    Jeg er for lang tid siden holdt op med at belære andre om, hvad jeg mener er rigtig og forkert kostmæssigt. For jeg synes ikke selv at kunne finde helt evident viden for, hvad der er det rigtige. Nogle forskere peger i én retning – og andre i en anden. Jeg “vover det ene øje” og følger det, der fungerer for mig.

    1. Ja, det er da rigtigt – hvis nogen skulle genkende den rejse, skulle da da være dig, søster! 🙂 Der var også flere af de små skridt og forhindringer på vejen, som jeg havde glemt – det var helt sjovt at sidde og tænke det hele igennem og få det ud på skrift. Næsten terapeutisk! Jeg tror også, vi er nødt til at fortsætte med at spise det samme – ellers bliver det for besværligt for alle andre! 🙂
      Jeg oplever også mange, der gerne vil være skeptiske over for, hvordan jeg spiser. Nogle vil også gerne kæde det sammen med min kost, hver gang der er et eller andet galt – hvis jeg fx har hovedpine eller bliver syg. Så er der mange, der gerne vil benytte chancen til at sige, at det nok også er det dér lchf (for nej da, jeg var jo aldrig syg eller havde hovedpine, før jeg begyndte på det!). Det kan da også godt være, at lchf ikke er “toppen af pyramiden”, og at jeg om nogle år vil være endnu klogere på, hvad der er godt og sundt. Men lige nu og her må jeg bare konstatere, at det er den kostsammensætning, som fungerer bedst for mig, og derfor fortsætter jeg glad og gerne med det 🙂

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *