Om at være god nok

“At være god nok”

– det er noget, der fylder rigtig meget i mine tanker for tiden. Det er gået op for mig for nylig, at tendensen til ikke at tro, at jeg er god nok, er noget, jeg har fået i arv fra min mor,  som vi, som nogle af jer ved, desværre mistede til leukæmi i januar. Og jeg tror, at det er noget, jeg skal sætte fokus på nu, hvis jeg ikke vil kæmpe med det resten af mit liv. Det bliver lidt langt – så er I advaret på forhånd. Find en kop kaffe, og læs så langt, du gider 🙂

Jeg har arvet rigtig mange gode egenskaber fra min mor. Musikalitet, omsorgsfuldhed,  kreativitet, analytisk sans, intelligens, følsomhed – både åndelig og almen empatisk, snarrådighed, stædighed og alsidighed er bare et par gode egenskaber, som jeg på stående fod kan ryste ud af ærmet. Og så en mærkelig, indgroet selvtillid, som på mystisk vis går hånd i hånd med en mindst ligeså indgroet tro på, at det aldrig er godt nok, det jeg gør, og det jeg er. Jeg løser mine opgaver med sikker hånd og ingen slinger i valsen – og så bruger jeg bagefter en evighed på at sidde og second-guesse alle mine valg, ord og strategier. Og på at forestille mig alt det, som andre sikkert ikke synes var godt nok. Fuldstændig som min mor altid gjorde.

Det gik op for mig, at den var gal,

da jeg i februar var på en uges gospelhøjskole. Jeg havde bl.a. et undervisningsmodul, hvor vi skulle arbejde med at synge en solo, som betød noget for os, og som kom fra hjertet. Jeg har virkelig (som i virkelig!) mange komplekser over min egen sangstemme, på trods af at jeg bruger den professionelt indtil flere gange om ugen. Men jeg fik stablet mig op til at synge en sang, og det gik faktisk egentlig rigtig fint. Bagefter fik jeg den mest overvældende feedback fra søde mennesker, som kom og fortalte mig, hvor fantastisk det havde været, hvor smuk og unik en stemme jeg havde, og hvor berørt de havde været af min sang. Jeg fik det endda på skrift på små, søde postkort fra folk. Som datter af en klaverlærer har jeg selvfølgelig lært at tage imod ros for mine musikalske præstationer, så jeg smiler pænt og siger: “Tusind tak” – men inden i tænker jeg altid: “Jaja, det ved vi jo begge 2 godt, at du ikke mener – men det er meget sødt af dig at sige det.” Hvor sygt er det egentlig lige? Og jeg gør det bare altid! Men hvorfor skulle op mod 20 mennesker dog uopfordret komme og skamrose noget, som de i virkeligheden syntes havde været elendigt eller bare middelmådigt? Det måtte jeg tage en alvorlig snak med mig selv om.

Til frokosten talte jeg med søde Belinda fra mit kor, og det gik under samtalen pludselig op for mig, at jeg var godt i gang med at gentage min mors evige mønster med dårligt selvværd. Jeg forstod det bare ikke – min mor har jo altid gjort alt for at modvirke, at hendes egne børn skulle lide under de komplekser, hun selv led under. Hun har altid skamrost os og opmuntret os i alt, hvad vi gjorde. Så hvorfor havde det ikke virket? Så var det, at Belinda sagde de kloge ord: “Børn gør jo ikke det, de hører, men det, de ser.” Så faldt 10-øren! Jeg har ganske vist fået al den ros og opmuntring, et barn kunne ønske sig – men jeg har samtidig set min søde mor kæmpe gennem hele livet for at tro på, at det, hun kunne og var, var godt nok.

Når min mor

serverede 3-retters menu for 170 personer med perfekt rosastegt oksemørbrad og 4-5 salater til hovedret, kaviarrand til forret med ikke så meget som en eneste streng i husblassen og is med 2-3 hjemmelavede sovser til dessert – en middag, som alle priste til skyerne – så kunne hun stadig sidde bagefter og være i tvivl, om det nu var godt nok, spændende nok, fint nok udført. Når hun spillede komplicerede klassiske stykker og krævende akkompagnementer på flyglet, slog hun det hen med, at det ikke var noget særligt og i øvrigt slet ikke på niveau med pianister, der var bedre end hende. Ej heller var hendes vanvittige evne til at tackle vanskelige problemstillinger, store datamængder og adskillige fremmedsprog noget, hun for alvor turde tro på, var godt nok. Når hun lavede de smukkeste smykker med hjemmestøbt sølv, perler og ultramoderne lædersnører, forærede hun dem væk med bævende læber og et hav af undskyldninger parat til, hvis det nu ikke faldt i modtagerens smag. Ikke var godt nok.

Når jeg sidder ved min mors grav, sidder jeg tit og hvisker: “Det var godt nok, mor!” Og så ved jeg samtidig, at det jo er mig selv, jeg skal hviske det til.

Det er godt nok,

at jeg kan spille klaver, lede band og synge på samme tid. (Og måske når jeg en dag til at tro på, at det faktisk også lyder godt, som folk påstår.) Det er godt nok, at jeg har en blog med over 10.000 månedlige besøgende (Indskudt: jeg får stadig angstanfald, når folk fortæller, at de har lavet mine opskrifter – tænk, hvis det nu ikke var godt nok!). Det er godt nok, at jeg snart må overveje at oprette ventelister til mine 2 ugentlige babyrytmikhold, hvor det vælter ind med folk. Det er godt nok, at jeg både kan skrive gode tekster, tage flotte billeder, arbejde med hjemmesider, lave grafikopgaver og 117 andre ting på arbejde – også selvom der er mange, der er bedre til de enkelte opgaver end mig. Min bredde og alsidighed skal man faktisk lede længe efter, hvis jeg lige skal klappe mig selv på skulderen. Det er godt nok, at jeg har formået at holde mig i en størrelse 38 de sidste par år takket være et fornuftigt fokus på kost og fysisk aktivitet. Og det er godt nok, at jeg er lykkeligt gift på 7. år, og at vi har formået sammen at stable et hjem og en god tilværelse sammen trods store økonomiske udfordringer i de første år (3 x arbejdsløshedsperioder og et tab på 400.000 på en lejlighed købt før finanskrisen).

Jeg har lovet mig selv,

at jeg skal blive bedre til at tro på, at jeg er god nok. At jeg skal tale pænt til mig selv, rose mig selv og tro på det, når andre roser mig. Måske skal jeg skrive det på min hånd, så jeg kan huske det?

Det, som så er en lillebitte udfordring,

er, at jeg har et job, hvor jeg hele tiden er på, og hvor min egen personlighed er omdrejningspunktet for noget nær 75% af mine arbejdsopgaver. Babyrytmik, børnegospelkor, rytmisk band til gudstjenester – alt sammen funktioner, hvor jeg står i centrum for ting, og hvor jeg ikke kan gemme mig bag noget. Hvor jeg ikke bare skal trække på evner og kompetencer, men bringe min egen personlighed i spil for at binde aktiviteten sammen – eller i hvert fald de dele af min egen personlighed, som jeg vælger at vise frem. Hvor hver eneste fejl, jeg begår, står lysende klart frem – og har øjeblikkelige konsekvenser. Hvor jeg indimellem får gjort folk vrede, når jeg træffer en hurtig beslutning – og hvor der er kontant afregning! Enten i form af direkte skideballer fra voksne mennesker eller sure miner fra trætte børn, som ikke lige var med på min plan for onsdagens korøvelse. Og hvor det er svært ikke at vende det indad, når fremmødet daler, eller niveauet af begejstring ikke er så højt, som det plejer.

Tag ikke fejl

-jeg har arbejdet som kassedame i Kvickly i mine unge dage. Jeg har taget imod masser af tæsk og skældud fra sure mennesker, der havde en dårlig dag. Det var heller ikke sjovt. Men det var noget andet, for jeg havde ikke mig selv investeret i, om folk nu fik deres 2 agurker til 9,95 eller 11.95. Så jeg kunne lægge det fra mig, når jeg gik hjem. Der er en anden følsomhed og sårbarhed, når man laver noget med musik eller anden kreativitet. Især når man i forvejen har issues med at tro på, at man er god nok.

Engang imellem ønsker jeg mig tilbage til et job,

hvor jeg sidder trygt bag en computerskærm og kan gemme mig bag en printer eller en kaffemaskine på dårlige dage. Men jeg ved også godt, at det ikke duer – jeg elsker jo også mit job. Jeg skal bare blive bedre til at huske at tage det tykke sæt hud på om morgenen. Og til inden under det tykke sæt hud at have en fast tro på, at jeg er god nok.

Det blev en lang snak. Og jeg har ikke engang serveret en bid mad eller kage for jer undervejs! Det skal jeg forsøge at råde bod på snarest – ellers risikerer vi jo bare at det ikke er godt nok 😉