lænke

Om at vænne sig til tossede ting…


life-poster-quote_8273-4


I dag skal det handle lidt om at vænne sig til tossede ting i sit liv. En masse tanker, som har kørt i mit hoved de sidste par måneder – og som nok egentlig passer rigtig godt ind her i fastetiden (som vi jo i følge kirkeåret befinder os i mellem Fastelelavns Søndag og påsken. Jow jow, man arbejder vel i Folkekirken… 😉 ) Fasten handler bl.a. om at sortere ud i dårlige vaner, forenkle og fokusere.

Anyways…

Astmaanfaldet

Som jeg har nævnt før her på bloggen, var jeg en tur omkring skadestuen i juleferien. Jeg havde været igennem en ordentlig gang forkølelse, som havde sat sig på mine i forvejen astma-plagede luftveje, og 30/12 nåede jeg dertil, hvor jeg næsten ikke kunne trække vejret. Det foregik i hvert fald med gispen og rallen og skuldrene helt oppe om ørene. Total Darth Vader! Efter en træls samtale med en sygeplejerske på 1813, som mente, at hvis ikke jeg havde feber eller var dårlig, så var der ingen hjælp at hente (jeg synes ellers selv, at evnen til at trække vejret i sig selv var værd at investere lidt i, men okay…), kom jeg til sidst ind til en konsultation hos en vagtlæge, der var overraskende dygtig.

astma_darth vader

Han gennemskuede hurtigt, at vi hverken var ude i kold lungebetændelse eller andre dårligdomme, som jeg selv havde gættet på – men at det ganske enkelt var et astmaanfald. Astmaanfald? Jamen sådan nogle har jeg jo ikke! Min astma er meget mild og helt uproblematisk… Eller… Det var den i hvert fald, da jeg sidst talte med min læge om den… Hvilket var… for 8-10 år siden… Da vi blev enige om, at sætte dosis ned til et sug astmaspray (Pulmicort) om dagen i stedet for 2… Fordi det gik så godt… Dengang… For 8-10 år siden…

Hmm…

Tankerne begyndte at køre i mit hoved, allerede mens jeg sad inde ved vagtlægen. Jeg har jo faktisk i mindst 1 års tid gået og gispet lidt efter vejret. Ikke sådan voldsomt. Jeg har bare været irriteret over, at min vejrtrækning ikke var helt optimal. Ikke mindst fordi jeg jo arbejder med kor, band og sang, hvor det at trække vejret jo er en ret basal forudsætning for god sangteknik.

Efter en god cykeltur/rulleskøjtetur/gåtur er min vejrtækning helt perfekt, og jeg har fortalt mig selv, at min dårlige åndedrætsfunktion har skyldtes, at jeg motionerede for lidt. Fyh, slemme Louise – kan du så tage dig sammen!

Efter vores flytning til Vanløse har det været helt tosset. Jeg tænkte, at det var også meget naturligt, når man var stresset, at vejrtrækningen blev lidt stram. Stress har altid været udløsningsfaktor nr. 1 i fht. min astma. Mens jeg sad inde ved vagtlægen, måtte jeg indrømme over for mig selv, at jeg faktisk i 3 måneder havde taget anfaldsmedicin 1-2 gange om dagen.

Nu begynder vi at nærme os det dér med at vænne sig til tossede ting. Jeg havde simpelthen langsomt vænnet mig til, at min åndedrætsfunktion var helt nede på omkring 70-80% af, hvad den burde være. Det var ikke kommet fra den ene dag til den anden, men langsomt kommet snigende. Nu, hvor jeg har været gennem en heftig binyrebarkhormon-kur og et gået op på fuld dosis astmamedicin igen, kan jeg tydeligt mærke, hvordan det er at være oppe på 100% – også på dage, hvor jeg ikke lige får motioneret så meget.  Men inden da havde jeg langsomt glemt, hvordan det var ikke at pruste og stønne hele tiden.

“En stor pige”

Kender i den situation, hvor man ser en svært overvægtig person og siger: “Hvordan er det dog kommet så vidt for den stakkels person? Har han/hun aldrig kigget sig i spejlet og sagt: Nej, nu kan det være nok!?”

stay safe eat cake

Jeg bliver altid lidt irriteret over den ordveksling. For det er jo ikke sådan, det fungerer, når man bliver overvægtig. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, så man pludselig kan sige “Nej, du godeste – hvor kom dog de 100 kg fra?!” Det kommer snigende. Og man vænner sig til først at være en str. 40, så 42, så 44 – så holder man op med at købe tøj i en periode, fordi det føles lidt deprimerende. Bukserne i str. 44 udvider sig, og man bilder sig ind, at man stadig er den størrelse. Og når man går i Vero Moda, skælder man ud over, at de har gjort størrelserne mindre – “For jeg plejer at bruge str. 44, og den kan jeg ikke passe længere!”.

Lyder det meget virkelighedstro? Det er fordi, det er historien om mit eget liv, da jeg var i starten af 20’erne. Jeg holdt op med at veje mig, da vægten viste 80 kg. Bildte mig ind, at jeg var 10 kg overvægtig – for 70 kg var nok min idealvægt. Jeg havde nemlig glemt, hvad vægten viste, sidst jeg var normalvægtig. Jeg var godt klar over, at jeg var overvægtig – men jeg havde ikke erkendt, hvor galt det stod til.

Jeg kan huske, at jeg en aften var ude at spise med en mandlig bekendt. (Det lyder måske lidt skummelt, men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive vores relation. Vi var ikke nære venner, og vi datede ikke. Han havde en kæreste hjemme i Jylland. Vi hang bare ud og havde en lille biografklub, fordi vi delte en fælles filmsmag. Det var meget hyggeligt og uskyldigt.)

Nå, men en aften, hvor vi sad og spiste på en café, spørger han pludselig helt henkastet: “Har du egentlig altid været en stor pige?”. Jeg har sådan en lidt uhyggelig evne til at maskere mine følelser meget godt, når jeg bliver chokeret. Min indbyggede autorefleks passer meget godt med Pingvinerne fra Madagascars “Just smile and wave, boys!” – så jeg hørte mig selv tale høfligt og smilende videre med ham om, hvordan jeg havde kæmpet mod overvægt siden min tidlige barndom, og alle de udfordringer det kan medføre at være overvægtig. Mens jeg inden skreg noget i retning af: “EN STOR PIGE???! WTF???! HVAD ER DET DOG FOR NOGET AT SPØRGE OM???!”

Just smile and wave

Jeg havde faktisk et ok selvværd, trods min kampvægt på 80 kg og havde ikke kategoriseret mig selv som “en stor pige”. Ikke mindst fordi det harmonerer så dårligt med at være 1,59 høj 😉 Men det gik pludselig op for mig, at det var sådan, verden så mig. Og at de dér 10 kgs overvægt måske var lidt lavt sat…

Gik jeg så hjem og tænkte: “Nej, nu skal det være nok med al den overvægt!” Tja, måske… Jeg husker det ikke. Det var i hvert fald ikke noget, der rykkede noget.  Jeg havde haft den erkendelse mange gange, at nu måtte jeg også tabe mig. Så gik jeg på sultekur i 1 uge, gav op, overspiste og tog mere på. Det rykkede ikke noget.

Ironisk nok var det faktisk en madforgiftning, der satte gang i mit første store vægttab for godt 10 år siden. 3-4 dage, hvor det stod ud af begge ender (beklager – ved godt, at det ikke er særligt ladylike, men hvordan skal jeg ellers beskrive det?!) førte til, at jeg tabte over 5 kg. Og så var jeg lissom i gang, kan man sige. 😉

Lad mig med det samme understrege, at det her ikke en opfordring til anorexi eller noget med at kaste op/fremskynde diarré for at tabe sig. Det er bare historien om, hvordan jeg tilfældigvis kom i gang med mit vægttab.

Pointen

Pointen er, at både dårlig vejrtrækning og overvægt er noget, man vænner sig gradvist til at acceptere i sit liv. Det samme gælder i øvrigt søvnunderskud, stor sukkertrang, dårlig kondi, stress og masser af andre områder. Man vænner sig til at sidde og gabe hele eftermiddagen, fordi man kun får 6 timers søvn i stedet for 8 hver nat. Vænner sig til, at man lige skal have den dér pose slik med hjem i toget. Vænner sig til dårligt arbejdsmiljø eller andre stressfaktorer. Og man begynder at tænke på det som normaltilstanden i sit liv. Noget, man ikke kan gøre noget ved, men bare må leve med. Et af mine egne store problemer er også, at jeg i perioder vænner mig til at have hovedpine og æde iprener flere gange om ugen.

Don't need medication

Det kan også strække sig ind i mere følsomme områder af livet: man vænner sig til at underprioritere sin ægtefælle, og til at éns forhold derfor er dødkedeligt og uinspirerende; Vænner sig til at have mistet kontakten med en god veninde; vænner sig til at sidde sanseløst foran fjernsynet/computerskærmen og sumpe hver aften i stedet for at gå ud og få nogle gode oplevelser.

marriage

Sommetider skal der en voldsom oplevelse til  (et astmaanfald, en madforgiftning, en stresssygemelding, en skilsmisse, et biluheld fordi man er faldet i søvn bag rattet, en sukkersygedianose -find selv på flere!), før at man får ændret på tingene. Andre gange kan man godt nå det dér med at kigge sig selv i spejlet og sige: “Nu ændrer jeg lige kurs, før det er for sent.”

Det kunne være, at man rejste sig fra sofaen og sagde: “Nu går jeg en tur, selvom jeg ikke gider.” Eller: “Nu går jeg til lægen og får lavet et helbredstjek.” Eller at  man lagde telefonen/ tabletten/ computeren væk,  slukkede tv’et og spurgte sin kæreste/ægtefælle: “Hvordan har din dag egentlig været” – og holdt øjenkontakten og koncentrationen under hele samtalen i stedet for at rumstere rundt med 117 andre gøremål og bare svare: “Mmm” og “Nåååå” til alting 😉 Eller at man ringede til den dér veninde, man var i gang med at miste kontakten til.

Så får de dårlige vaner ikke lov til at blive lænker om vores liv. God fortsat fastetid 🙂

chains of habit

5 kommentarer til “Om at vænne sig til tossede ting…Tilføj din

      1. Nå ja, det er da klart! Jeg må vist øve mig lidt mere … Der er bare ikke så meget street over at bo i en lille by i Nordjylland! 😀

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *