Oliventapenade er super både som snack eller som mellemmåltid, fx på fiberkiks eller knækbrød. Jeg bruger de billigste sorte oliven, som koster 8 kr. for et stort glas i mit lokale supermarked. I sig selv smager de ikke supergodt, men når de alligevel skal blendes med lækre ting, gør det ikke så meget.
Oliventapenade er noget af det mest MUFA-venlige, man kan indtage: både oliven, mandler og olie indeholder masser af sundt, monoumættet fedt, som er godt for kroppen. Godt, hvis man har fokus på at holde vægten nede og blodsukkeret i balance.
1 portion oliventapenade
- 1 glas sorte oliven
- 1 spsk kapers
- 1 lille håndfuld hakket mandel (uden skal)
- 1 fed hvidløg, grofthakket
- 3 soltørrede tomater i olie
- Peber (evt. ganske lidt salt, men oliven er meget salte i sig selv)
- Olivenolie
- Citronsaft
Det er meget nemt – det hele skal bare ned i en minihakker og blendes, til det har den konsistens, man kan lide. Tilsæt olien lidt ad gangen, og brug den mængde, du selv har lyst til. Oliventapenaden er super som dip til gulerodsstave og andre snacks. Den holder sig fint i køleskabet i op til flere dage.
1 comment on “Oliventapenade med kapers og soltørrede tomater”Tilføj din