Nytårsforret_ Tunmousse med dild, råmarineret fennikel og ristet rugbrød

Fancy nytårsforret for fattigrøve: Tunmousse med råmarineret fennikel og ristet rugbrød

Nytårsforret_ Tunmousse med dild, råmarineret fennikel og ristet rugbrød


I dag får du mit bud på en lækker nytårsforret, som er tæskelækker og ovenikøbet billig at lave: Tunmousse med dild på smørristet rugbrød, toppet med råmarineret fennikel.

Jeg synes hurtigt, det kan blive lidt opskruet til nytår. Det hele skal være så fancy, og vi skal allesammen ind til Torvehallerne og købe østers, trøfler og andre vilde råvarer til skyhøje priser for at servere den mest blærede menu. Det er selvfølgelig også meget sjovt – men hvad er der nu egentlig i vejen med en god, gammeldags tunmousse? Den har været lækker lige siden syttenhundredehvidkål – og det er den stadig! Og der er jo ingen, der forlanger, at den skal anrettes som i 1975. Lad os få tunmoussen tilbage på bordet! Hvem er med mig?!

Nytårsforret_ Tunmousse med dild, råmarineret fennikel og ristet rugbrød

Her er mit bud på, hvordan du kan gejle en tunmousse op, så den ser indbydende ud og har lidt af den dér wow-effekt, som man gerne vil have på en nytårsaften. Det, som får dine gæster til at nyde en forret, handler nemlig ikke altid bare om dyre eller sjældne råvarer. Det handler ganske enkelt om rigtig sammensætning af råvarer, god tilsmagning og pæn anretning. Og så kan en stylet tunmousse altså godt være med. Jeg har formet tunmoussen i anretterringe, sat den på smørristet rugbrød og toppet med den mest himmelske råmarinede fennikel, som smager syrligsødt og er knasende sprød.

Altsammen er lavet med enkle, billige råvarer, som kan fås i almindelige supermarkeder til priser, som alle kan være med på. Studerende og andre fattigrøve skal vel også have lov til at fejre nytår med manér! 😉

Nytårsforret_ Tunmousse med dild, råmarineret fennikel og ristet rugbrød

Har du fået set mine forslag til nytårsdessert og nytårssalater? Ellers kan du finde dem her:

Nytårsdessert: isbombe med kirsebæris og småkagebund
2 x nytårssalat: Bagte gulerødder med estragon og bitre salater med grillede blommer

Nytårsforret_ Tunmousse med dild, råmarineret fennikel og ristet rugbrød


Tunmousse med dild, ristet rugbrød og råmarineret fennikel

  • 1 dåse tun i vand (drænet vægt: 140 g)
  • 100 g smeltet smør
  • ½ dl cremefraiche 18%
  • 2 tsk kapers
  • Frisk dild – et stort bundt (eller 2 af de dér små potter, de har i Netto)
  • Citronsaft
  • Salt og peber
  • ½ fennikel
  • 1 dl sukker
  • 1 dl eddike
  • 1 dl vand
  • 1 tsk salt
  • 2 skiver rugbrød
  • Mere smør
  • Brøndkarse (kan udelades eller erstattes af mere dild)
  • Citronskal i fine strimler

Dagen inden:

  1. Dræn tunen for vand. Bland den med smeltet smør, creme fraiche, grofthakkede kapers og lidt friskhakket dild, og rør det godt sammen, så tunen bliver helt findelt.
  2. Smag tunmoussen til med citronsaft, salt og peber.
  3. Tunmoussen er nu ret flydende i konsistensen. Det er helt ok. Sæt den på køl ½ times tid, så den kan sætte sig lidt.
  4. Fordel nu tunmoussen i 4 smurte anretterringe (se mål nederst i indlægget), og sæt på køl mindst 3 timer – gerne natten over. Jeg satte mine anretterringe på et stykke bagepapir i et lille fad og dækkede hele herligheden med film.
  5. Lav nu den råsyltede fennikel: Kom sukker, eddike, vand og salt i en lille gryde. Kog det op til en lage, og lad det køle af.
  6. Skær fenniklen fint på et mandolinjern (se link længere nede) eller med en meget skarp kniv. Kom den i den afkølede marinade.
  7. Lad fenniklen marinere i køleskab i mindst et døgn.

Ved servering:

  1. Tag tunmoussen forsigtigt ud af anretterringene. Jeg tog en lille kniv til hjælp.
  2. Rul dem forsigtigt i friskhakket dild.
  3. Stik cirkler ud af rugbrødet med de samme anretterringe, du brugte til tunen. Rist rugbrødscirklerne sprøde i smør på en pande.
  4. Anret tunmoussetårnene oven på det smørristede rugbrød. Top med råmarineret fennikel og fintstrimlet citronskal. Pynt evt. tallerkenen med brøndkarse.
  5. Hvis du har lyst, kan du servere tunmoussen med blancerede grønne asparges til.

Tip: Rist resterne af rugbrødsskiverne, og servér sammen med forretten som rugbrødschips. Sæt også resten af den råmarinerede fennikel på bordet, så folk selv kan toppe deres tunmousse op med mere.

Grej: (adlinks til KopK.dk)

OXO Mandolinjern Stål/Plast 
Anretterringe, Ø5 cm, H: 5 cm – fx disse: Blomsterberg Kagering 5,0 cm Ø5 cm

Har du ikke et mandolinjern, bruger du en skarp kniv. Har du ingen anretterringe, kan en silikonemuffinform også fungere.

Nytårsforret_ Tunmousse med dild, råmarineret fennikel og ristet rugbrød

 

Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.

0 comments on “Fancy nytårsforret for fattigrøve: Tunmousse med råmarineret fennikel og ristet rugbrødTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: