Madbloggerudfordringen 4: nordiske fishcakes med jordskokker

Madbloggerudfordringen 4: Nordiske fishcakes med jordskokker serveret med æble-grønkålssalsa og dildmayo med kapers

Madbloggerudfordringen 4: nordiske fishcakes med jordskokker


I onsdags modtog jeg en kasse fine, friske torskefileter fra Skagenfood. Jeg har nemlig sagt ja til endnu en omgang af Madbloggerudfordringen, og denne gang er overskriften FISK! En spændende udfordring for mig, som helt ærligt er for dårlig til at få købt og tilberedt fisk i hverdagen. Og endnu mere spændende, at Skagenfood gik ind i legen og udfordrede os madbloggere med forskellige slags fisk.

Jeg måtte lægge de små grå i blød, da jeg åbnede kassen og så, at det var torsk, jeg skulle arbejde med. Jeg elsker torsk, og der er masser af lækre måder at tilberede torsk på – men nu skulle jeg jo netop prøve at finde på min egen opskrift og ikke bare servere torsken kogt med sennepssovs. Det er faktisk lidt svært at finde på noget nyt med lige præcis torsk, som er så udbredt. Heldigvis kom flere af jer mig til hjælp med inspiration og forslag på facebook og Instagram – tak for det! Jeg har lyst til at lave alle de ting, I foreslog! Og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg nok kommer til at poste 2 torskeopskrifter. Der var nemlig så meget fisk i kassen (750 g), at jeg både kunne lave de her lækre nordiske fishcakes med jordskokker og lægge 2 fine torskebøffer i fryseren. Dem skal jeg lave noget lækkert med i morgen eller mandag.

Madbloggerudfordringen 4: nordiske fishcakes med jordskokker

Idéen til de nordiske fishcakes (som måske bare er et fancy ord for fiskefrikadeller!) kom af, at jeg havde siddet og kigget på nogle vanvittig lækre opskrifter på sprøde, deep-fried thai-fishcakes med limeblade, fishsauce osv., som ofte serveres med en form for dip og måske noget salsa. Jeg besluttede, at måtte være noget, man kunne omsætte til nordiske råvarer, som er i sæson lige nu: jordskokker havde jeg allerede lyst til at bruge i min ret, og så er der jo grønkål og æbler alle steder til ingen penge lige nu. Jeg synes, det er lidt sjovt, at jeg har puttet jordskokkerne i fishcakes’ene i stedet for at servere dem som tilbehør – og så giver de altså et vidunderligt kick til fiskefarsen, som kun kan anbefales! (Husk evt. lige ved servering at forklare folk, at det altså ikke er store løgstykker, men bare jordskokker).

Dildmayo’en med kapers fortjener lige at blive fremhævet som mit måske mest genialt indspark til denne opskrift – den smager simpelthen så svinsk godt! Andreas’ eneste kritikpunkt til retten her var, at der ikke var nok af den 🙂

Madbloggerudfordringen 4: nordiske fishcakes med jordskokker


Nordiske fishcakes med jordskokker (10-12 stk)

  • 200 g jordskokker
  • Ca. 1 tsk reven citronskal
  • Salt, peber og timian
  • 450 g torsk eller anden hvid fisk (prioritér gerne at bruge halestykker – fileter kan gemmes til bøffer)
  • 1 løg, ml. str.
  • ½ lille knold fennikel (ca. 100 g)
  • 2 æg
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk peber
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 knivspids sennepspulver (kan udelades)
  • 1 spsk Pofibre
  • Ghee til stegning (eller en blanding af smør og olie)

Skræl jordskokkerne, skær dem i helt fine tern, og steg dem på en hed pande i gavmilde mængder rapsolie eller ghee. Krydr med salt, peber og timian undervejs. Når jordskokkerne er møre, vendes de med citronskal og gerne lidt hakket fennikeltop også. Stil til afkøling.

Skær fisken i grove stykker, og findel den i en foodprocessor sammen med salt. Snit løg og fennikel fint, og kør dem hurtigt sammen med fisken. Tilsæt æg, peber, bagepulver, sennepspulver og Pofibre, og rør farsen sej med en gaffel (jeg anbefaler ikke at bruge foodprocessoren her – så bliver farsen for løs, synes jeg).

Rør de afkølede jordskoktern i farsen, og lad den trække 1 kvarters tid. Imens kan du lave dildmayo’en og æble-grønkålssalsaen.

Varm en pande op, tilsæt rigelige mængder af ghee, form mellemstore fiskedeller med en ske, og steg dem ved middelhøj varme i ca. 5 minutter på hver side. Tryk dem evt. lidt flade undervejs, så de bliver stegt mere jævnt. De skal gerne blive rigtig sprøde og lækre. Sæt dine “nordiske fishcakes” over på fedtsugende papir, fx køkkenrulle.

Servér med dildmayo med kapers til at dyppe i og æble-grønkålssalsa til.


Æble-grønkålssalsa

  • 1 blad grønkål
  • 1 lille æble
  • 2 spsk æbleeddike
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 tsk honning
  • Salt og peber

Rens og rib grønkålsbladet, hak det fint, og kram det en enkelt gang med hænderne, inden du kommer det i en skål. Snit æblet i fine tern, rør dressingen af æbleeddike, rapsolie, honning, salt og peber, og vend det hele sammen. Lad det gerne trække et par minutter inden servering.


Dildmayo med kapers:

  • ca. 100 g mayonnaise, hjemmelavet (se fx her) eller købt af god kvalitet (jeg brugte for en gangs skyld Hellmann’s, som faktisk er rigtig god.)
  • 1 lille bdt. dild
  • 1-2 tsk kapers

Kom hele herligheden i en lille foodprocessor eller minihakker, og kør det til en jævn konsistens.

Madbloggerudfordringen 4: nordiske fishcakes med jordskokker

 

3 comments on “Madbloggerudfordringen 4: Nordiske fishcakes med jordskokker serveret med æble-grønkålssalsa og dildmayo med kapersTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: