Det sidste stykke tid har jeg gået og tænkt meget over det her med selvfremstilling på de sociale medier – særligt det billede, man maler af sig selv som madblogger på sin egen blog og de sociale medier, man har knyttet op på den. Vi kender jo nok allesammen det dér med, at vi fremstiller os selv i et lidt mere flatterende lys på facebook, end virkeligheden sommetider kan følge med til. Det er fair nok, bare det ikke tager overhånd.
Det gør det lidt i blogland sommetider, for her maler man med en lidt større pensel, end når man bare skriver en enkelt statusopdatering på facebook. Man maler et billede af en hel person, og dem, der læser med, kender ikke nødvendigvis personen In Real Life. Hvis billederne af danske madbloggere talte sandt, så ville ikke herske nogen tvivl om, at alle mennesker burde få en madblog nu og her! Så kunne vi afskaffe lykkepiller, depressioner osv. – for hvis man har en madblog, så har man det perfekte liv og er 100% lykkelig! Man er altid glad og fuld af overskud; man serverer smukt anrettet og vel gennemtænkt, sund mad hver dag; hvis man har børn, er de knuselskeligt dejlige, smukke, artige og finurlige på den fede måde; man serverer kagebord for veninderne mindst en gang om ugen og danser generelt gennem livet på en lyserød sky af fine blomster, kunstfærdigt dekoreret café latte og brunchaftaler på fancy caféer, som kan ses på Instagram med croissanter og frugtanretninger fotograferet fra den mest gavmilde vinkel.
Helt ærligt – er det ikke bare en gang imellem lidt til at kaste op over?
Jeg kan i hvert fald selv mærke, hvordan det pæne bloggerimage hænger mig ud af halsen nogle dage. Fx når jeg er ude, og folk serverer mad for mig med den største ærbødighed og undskyldninger for, at det sikkert ikke er ligeså godt som det, jeg ville have lavet. Jeg oplever også, at der er folk, som ikke “tør” ringe til mig, fordi de tror, at jeg har så travlt med mit glamourøse og vigtige liv, at jeg nok ikke har tid til at tale med dem. Trust me – intet kunne være længere fra virkeligheden!!
Sandheden er, at jeg er frygtelig dårlig til at se mine venner og veninder, fordi jeg er sådan én, der har enormt meget brug for alenetid, især da jeg har et så udadvendt job, som jeg har. Så min fritidskalender er ofte gabende tom. Der er dage, hvor min aftensmad kikser totalt og Andreas bare sidder og kigger på mig med sit mest forsigtige blik og høfligt prøver at forklare mig, at hans kylling altså er uspiselig. Det er så ikke lige den opskrift, jeg lægger på bloggen, men i stedet noget fra en dag, hvor min mad blev mere vellykket. Jeg render heller ikke rundt og lægger billeder af vores lejlighed på Instagram de dage, hvor alt roder, og kattene har forsøgt at indrette hele vores hjem til én stor kattebakke. Ved I, hvorfor I aldrig ser billeder taget ud af vores vinduer? Fordi de ikke er blevet pudset i ½ år! Men når så Andreas kommer hjem med blomster til mig, så tager jeg straks et billede af dem og lægger på IG – og så ligner det jo lidt, at jeg er sådan en, der bor i et tjekket hjem, hvor der altid er friske blomster.
Don’t get me wrong – jeg elsker mit liv, og jeg ville ikke ændre det for noget i verden! Men jeg får det sommetider lidt dårligt over, at vi allesammen går og gejler hinanden op til, hvor perfekte liv, vi skal leve op til hos hinanden. Den generelle tendens til overglamourøs, finpudset og rosenrød selvfremstilling med “Valencia-filter” (Red: Instragram-feature) spænder over hele blogland, og den kan bare gå mig på nerverne. Hvornår er der en blogger, som lægger et billede op af sit barn, der flipper skråt ud kl. 17 i Netto, i stedet for de evindelige billeder af lyshårede piger i blomstrede kjoler med is eller blomster i hånden, stående i et gyldent skær? Eller et billede af en helt almindelig grydefuld gullash, som kan ses på almindelige menneskers middagsbord, i stedet for den kunstfærdige præsentation af 1 skefuld gullash anrettet præcist i bunden af en kæmpe dyb tallerken med en enkelt kvist timian på og en skål grøn salat on the side, som lige har fået lidt ekstra vibrering på farven i Photoshop, så den fanger øjet i stedet for den brune, kedelige gullash?
Okay, jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke duer med dødsyge aftensmadsbilleder på en seriøs madblog. Det gider jeg heller ikke selv hverken udgive eller se på (selvom de billeder dog findes nogle steder på min blog!). Som madblogger sælger man en stemning, en følelse, en historie og et image, som folk har lyst til at spejle sig i, mere end man sælger egentlige opskrifter. Lige præcis på min blog er jeg positivt overrasket over at høre, hvor mange af jer, der faktisk bruger mine opskrifter – tak for det! Men det, som en blog ellers kan, er jo at give overordnet inspiration og lyst til at lave mad og lege med råvarer, anretning osv. Sådan bruger jeg i hvert fald selv madblogs. Det er lidt det samme som damebladene. Vi glor på de smukke (og nogle gange knapt så smukke) modeller i Elle og Cosmopolitan, når vi er ved frisøren, og så drømmer vi om at ligne dem, selvom vi godt ved, at det aldrig kommer til at ske. Men bare drømmen og det at få lov til at spejle sig i det perfekte og velpolerede, kan nogle gange være det, der lige hæver niveauet i hverdagen for os almindelige dødelige.
Forskellen på dameblade og (mad)blogge er bare, at mens vi godt ved, at redaktionen på Woman er en maskine, der sælger os forestillingen om det perfekte liv, så er der rigtige mennesker af kød og blod bag de mange blogs, både mad-, mode-, livsstils- osv. Og her kan det være svært at trække en grænse, både som blogger og som læser. Som blogger sælger man ikke et blad – man sælger sig selv og sit eget liv – inklusive sin familie – som sit brand. For at beskytte sig selv, er man nødt til at konstruere en “persona” – en maske, man kan gemme sig lidt bag. Og den persona bliver sommetider lidt mere perfekt, end man egentlig er. Man skriver ikke om sygdom i den nære familie (jeg gør i hvert fald ikke), selvom den måske er til stede. For familien har ikke indvilliget i at blive udstillet på bloggen. Man skriver ikke om småskænderier med ægtefællen – for ægtefællen er også et rigtigt menneske, som ikke har lyst til at se sig selv udstillet i cyberspace. Har man børn, fremstiller man dem selvfølgelig kun positivt. Man skriver ikke om nedtrykthed og dårligt selvværd – og hvis man gør, prøver man i hvert fald at give et et “perky twist” og et “men jeg er okay nu, hvor jeg er gået i gang med at bage denne her lækre kage!”. En undtagelse er her Sabrina, som på sin nye blog En Synders Bekendelser faktisk er hudløst ærlig på en virkelig forfriskende måde! Jeg kan godt anbefale at læse med derovre.
Hvad er så konklusionen på alt det her? Jeg ved faktisk ikke, om der er en konklusion. Jeg havde bare lyst til at dele de her tanker med jer og i hvert fald undertstrege, at hvis du engang imellem føler dig lidt utilstrækkelig, kikset eller utjekket, så er du ikke alene! Og du skal ikke tro på alt, hvad du læser på facebook eller Instagram 🙂 Jeg vil stadig gøre alt, hvad jeg kan, for at tage lækre og inspirerende billeder her på bloggen og på Instagram – men husk lige, at for hver smuk kage er der mindst 3 dødkedelige hakkebøffer og optøede grønne bønner i hvid Margrethe-skål. Og for hver blomsterbuket er der mindst 10 kg nullermænd under sofaen, også hjemme hos mig! 🙂
Hvor er du bare helt vildt sød Louise! Her sad jeg og læste dit virkelig gode indlæg og nikkede for mig selv, for jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger og lige pludselig er jeg nævnt med den nye biks! TAK! for det 😀
Det er pisse svært det der med hvordan man skal fremstille sig selv på nettet og i særdeleshed på en blog – jeg kæmper også med det på på den nye og på den gamle. På en madblog vil man jo fx helst have en vis troværdighed – så folk rent faktisk tror at man kan lave mad og derfor er det lidt svært at ligge billeder op når det kikser fuldstændig – for det gør det jo en gang imellem. På andre blogs, som fx min nye – er det lidt nemmere at slippe facaden, men stadig skal man finde en eller anden form for grænse. Som du selv siger har folk omkring en jo ikke valgt at have en blog og de skal selvfølgelig ikke udstilles (for meget ihvertfald). Det er fandeme en svær balancegang! Men for fanden hvor er det lige præcis til at kaste op over alt det rosenrøde og perfekt opstillede en gang imellem!
Tak Sabrina! Jeg er meget glad for din nye biks, så den må gerne blive fremhævet lidt her 🙂 Så må vi se, om vi ved fælles hjælp kan navigere os frem til en nogenlunde fornuftig balance mellem det rosenrøde og det hverdagsgrå!
Åh det er bare virkelig rigtigt. Og vigtigt at få sagt. Jeg synes egentlig godt, at jeg tør (og gør) skrive om de ting bag facaden, der ikke altid spiller, men jeg kan mærke, at jeg ikke gør det i samme omfang som tidligere. Det handler ikke om at ville formidle et glansbillede, men om at det simpelthen er så hårdt, at flere hundrede mennesker pludselig har en holdning til en og ens liv, og derfor bliver det lidt vigtigere at beskytte sig (mig) selv.
Men point taken og flere indlæg bag facaden coming up! 🙂
Tusind tak for kommentaren Jane! Jeg synes faktisk, du er ret god til indimellem at gå bag facaden, og jeg beundrer dig for at gøre det, netop fordi der er så mange mennesker, der læser med og pludselig har en mening om alt i dit liv (helt ned til, om du har spist en liberal gulerod!). Så der kan være god mening i at gemme sig bag en persona – jeg har bare engang i mellem behov for at italesætte, at det dér det, der sker, så vi ikke allesammen får givet hinanden stress og dårligt selvværd over vores perfekte liv 😉
Dejligt indlæg, tak 🙂
Der findes så mange perfekte madblogs, så man selvfølgelig indimellem ikke kan undgå, at få en lettere depression, og (lige præcis) dårlig samvittighed over, ikke at have de rette politiske holdninger m.m.
Man skal lige huske, at vi er bare mennesker som bruger tid og energi på, at videregive gode opskrifter og oplevelser, som vil glæde andre, så der er ingen der fortjener at få en sviner eller nedladende (anonyme) kommentarer 🙂
Har du da oplevet det, Lykke?
Ja det har jeg desværre, og jeg er jo ikke den eneste.
Anyway, godt skrevet 🙂
Det er trist, at det skal være sådan. Anonyme kommentarer af grov karakter tillader jeg mig at undlade at publicere her på bloggen. Det privilegium har man da heldigvis som blogger 🙂
Nøj, et dejligt indlæg – jeg sir det bare. (:
Det er så rigtigt – og det er jo med alt, ikke bare madbloggere!
Maria.
Tak Maria! Ja , det er en generel tendens i vores samfund, at alt helst skal være lidt pænere, end det i virkeligheden er!
Hej Louise.
Et rigtigt fint indlæg du har skrevet på din blog. Ja der er blogs som er så rosenrødt at det gøre helt ondt. Jeg følger et par blogs (læser dem ikke hverdag, så kunne jeg ikke bestille andet) men det er simpelthen for at få noget inspiration eller feedback. Instagram…ja jeg lægger da billeder af min mad, ikke skønheds billeder men det er jo bare sådan jeg og min bedre halvdel spiser. Jeg har aldrig billeder af mit hjem (ikke at jeg er flov over det eller der er total rodet, det har bare ikke faldet mig ind at gør det.) Men derfor elsker jeg at følge/se hvordan andre bor eller har indrettet sig.
Men vi er blevet mere åbne og knap så private som før Facebook, Instagram og andre former for medier er kommet til.
Jeg synes din blog er rigtigt god og læser den med stor fornøjelse.
Ha’ en god dag. Hilsen Christina
Tusind tak for din søde kommentar Christina! Jeg håber, du bliver ved med at hænge på – rosenrødt blogfnidder eller ej 😉
Kære fru Kofoed,
Jeg har for ganske nylig valgt ikke længere at følge de blogs der enten dyrker det ene eller det andet – med det mener jeg de der konstant maler et lyserødt billede af deres familieliv, og efterhånden har flere billeder af børnene, fra en tur i parken og what not, i stedet for reelle opskrifter. Og så den modsatte grøft der bruger bloggen som en ventil, eller måske snarere en slags selv-terapi.
For jeg orker simpelthen ikke at læse det. For mig er det grænseoverskridende at læse om “fremmede” menneskers private problemer. Og ja, jeg ved udmærket at der kan dannes en fællesskabsfølelse mellem skriveren, og de der evt kæmper med noget af det samme. Det står dem helt frit for at bruge bloggen til enten at male et guldaldermaleri, eller sådan helt Ditlevsensk, og det skønne er jo at man kan vælge til og fra som læser.
Men når det så er sagt, så er det jo nok sådan at vi alle sammen holder mest af skønhed, og jeg tager da også mig selv i at tænke “adrbvadr” om nogle af de mad-billeder jeg ser rundt omkring på sociale medier. Ligesom jeg forventer at en model har make up på, og at fotoet er noget stylet i det dameblad jeg køber. Derfor tror jeg mange falder i det med at gøre det måske endnu smukkere end det i virkeligheden er. Jeg selv inklusive.
I forhold til at gøre det modsatte, så har jeg været bevidst om fra starten ikke at udlevere mig selv, netop fordi tusinder af mennesker læser med. Jeg er ikke en der værner om mit privatliv når man kender mig, og de mennesker der betyder noget for mig for da også ofte den utilslørede sandhed. Men dem stoler jeg jo også på.
Hvad vil jeg sige med alt det sniksnak? Jo, jeg tror det er lettere at pakke tingene ind i floffy lyserøde skyer, for så beskytter man også sig selv. Giver det mening?
Tak for et interessant indlæg!
Kh fra hende der delte et billede af sin opvask på Instagram forleden, La Cucina NADA
Hej Nada
Jamen jeg er jo i virkeligheden enormt enig med dig! 🙂 Jeg synes netop gerne, at man må værne om sit privatliv og beskytte sig selv som blogger – sommetider har jeg bare lige brug for at punktere den lyserøde boble og minde folk om, at det altså ér en boble. Fx med et billede af en opvask 🙂 Giver det lidt mening?
Kh Louise
@Sabrina, du var den første jeg tænkte på som viser virkeligt stort mod ved at stå frem som du er. Du er seriøst min helt. Jeg håber jeg kan lære noget af at se en person der tør være så ærlig i offentligheden lys
@Louise, jeg er enig at nogen måske viser sig selv i et flatterende lys, men jeg tror måske også at det er det som folk kommer efter. Der er vel også en grund til at vi læser bøger om ting som heller ikke sker i virkeligheden?
Personligt på min blog giver jeg ikke så meget af den private Sune. Ham kan man få lov at lære at kende hvis man har lyst til at snakke med mig 1 on 1 🙂
Hold da op, det var helt sindssygt pænt sagt Sune! Tak!
Det er simpelthen så svært det med at finde en balance i forhold til hvad man vil og ikke vil dele og det er også noget jeg tænker en del over og det er langt fra alt jeg har lyst til at dele. Hver gang jeg har skrevet et meget ærligt indlæg og folk jeg kender kommenterer det næste gang vi snakker sammen bliver jeg altid lidt utilpas – så kommer det alligevel lidt tæt på. “Heldigvis” er min blog eller blogs stadig så små, så der ikke er ikke en milliard der læser med og har en holdning til det jeg skriver og det kan jeg godt mærke gør en forskel på mig, på den nye har det været lidt trygt at der ikke var ret mange der læste med, at den så på rekord tid er blevet større end den gamle er så en anden sag og jeg har heller ikke lagt den på facebook og den slags, derfor er det lidt mindre angstprovokerende at dele alverdens særheder med verden. Som Nada så rigtigt skriver så er det udelukkende at vise de gode sider også en måde at beskytte sig selv på, jeg har bare lige nu truffet en beslutning om at den måde skal jeg ikke beskytte mig selv på lige nu 😉
Der er fordele og ulemper ved det hele, men jeg forstår især godt at folk der har så mange læsere som fx Jane ikke deler ud af alt – der får man simpelthen for mange hug.
Sune, det tror jeg, du har ret i. Blogs er bare et lidt tricky medie, fordi det hverken er faktion eller fiktion, men et skørt sted inde midt i mellem, hvor det indimellem kan være svært at trække grænsen mellem bloggerens persona og den virkelig person inde bag. Og her tager jeg mest afsæt i, at jeg selv kan føle, at jeg halser lidt bagefter på nogle af de blogs, jeg følger, hvor livet ser meget rosenrødt ud, og hvor man bare sommetider sidder og tænker: “Undskyld, men er det bare mig, der har fejlet fuldstændig her i livet, fordi min hverdag ikke er så idyllisk eller perfekt?” (og jeg ville i øvrigt sikkert hade sådan en hverdag! 😉 )
Nå, men dén følelse har jeg i hvert fald ikke lyst til at folk skal sidde med på min blog. Det betyder ikke, at jeg vil udlevere mig selv totalt eller lægge grimme billeder og dårlige opskrifter op – men jeg kan fx godt finde på at skrive, når jeg har kvajet mig i køkkenet med en opskrift, som jeg efterfølgende har fået rettet op på. Også fordi det er sådan noget, jeg selv kan savne i mange opskrifter – hvordan redder jeg denne her ret, hvis det hele kikser fuldstændigt? Det synes jeg selv er noget af det, som madblogs kan i fht. kogebøger.
Det er i virkeligheden grundlæggende en vildt interessant diskussion, det dér med en blogs væsen og formål – det burde der skrives mange flere spændende indlæg om! 🙂
God weekend!
Hej Louise
Jeg laver aldrig mad (det gør min mand) og kender ikke din blog, men det her indlæg er rigtig godt og som du også skriver relevant i alle dele af blogland. Tak for det 🙂
Hilsen fra Lisbet