Nøddetærte med flødekaramel

Nøddetærte med flødekaramel

Nøddetærte med flødekaramel - Fru Kofoeds Køkken

I en Claus Meyer-kogebog stødte jeg på denne henrivende opskrift på nøddetærte med karamel. Dybt begejstret kastede jeg mig straks ud i at bage den til vores Lillemortensaften i lørdags (se madplanen for uge 45). Undervejs i tilberedningen stødte jeg dog på et par problemer, som krævede lidt husmoderlig fintuning (ja, det er godt, at jeg sådan kan komme og redde Claus Meyers opskrifter – hvad ved han også om bagning? 😉 ).

Først var der mørdejen, som både var undersødet og desuden baseret på rent hvedemel. Hvis der er én ting, jeg har lært af alle de dér endeløse bageprogrammer på tv, så er det, at det er den sværeste type mørdej at arbejde med. Det at blande hvedemelet med nogle andre meltyper gør både, at dejen bliver lettere at rulle ud, men også at den ikke falder ned ad kanterne under bagningen. Jeg blandede lidt mandelmel i min mørdej til nøddetærten og er rigtig godt tilfreds med resultatet. Den fik også lidt mere sukker end den oprindelige opskrift foreskrev – der skal altså være forskel på madtærter og desserttærter.

På nøddefronten har jeg valgt at bruge 4 slags nødder: valnødder, hasselnødder, mandler og pecannødder. De passer rigtig godt sammen smagsmæssigt, og så ser det bare rigtig smukt ud med de forskellige nødder i tærten.

Claus Meyers karamelmasse var fantastisk, men da jeg skulle til at hælde den ud over tærten, var der simpelthen for lidt af den. En ting, jeg ikke gider servere, er altså bagt mørdej med nødder på – der skal masser af dejlig karamel til at binde det hele sammen. Gode dyr var dog, som man siger, rådne – for jeg stod og havde hældt en god sjat af den varme karamel ud over min skrøbelige mørdej, som ville begynde at smelte og flyde ud, hvis jeg ikke hurtigt fik den i ovnen. Jeg greb straks ud efter en dåse kondenseret mælk, som jeg  havde købt for længe siden og aldrig fået brugt. Jeg har læst flere steder på nettet, at den søde, kondenserede mælk faktisk bliver til karamel, når man bager den. Nogle gode, gavmilde skefulde af den blev straks hældt ud over nøddekaramellen, og så var det ellers bare at smide tærten i ovnen og krydse fingre for, at min feberredning virkede. Og det gjorde den. Det blev til en nøddetærte med masser af superlækker flødekaramel, nødder og sprød mørdej i skøn og syndig forening. Jeg tror helt sikkert, at jeg vil inkorporere den kondenserede mælk og bruge den helt bevidst i denne tærte fremover, for den er virkelig med til at fremme den cremede flødekaramelsmag.

Nøddetærte med flødekaramel

Til en tærteform med diameter på 26 cm (opskriften er rigeligt til mindst 10 personer):

Mørdej:

  • 110 g koldt smør
  • 175 g hvedemel
  • Ca. 20 g mandelmel
  • 2 spsk sukker
  • 1 knivspids salt
  • 1 æg
  • Evt. 1 spsk koldt vand

Jeg laver altid mørdej i foodprocessoren: blend mel, smør, sukker og salt, så det først bliver findelt og derefter begynder at klumpe lidt. Tilsæt ægget (og evt. vand), og blend, til det samler sig til en sammenhængende dej. Lad mørdejen hvile i køleskabet en lille times tid. Rul den ud – evt. ud mellem 2 stykker film, hvis du som jeg bare ikke duer til at rulle mørdej ud – og læg den forsigtigt i tærteformen. Dette bliver også lettere, hvis man bruger film under udrulningen – pil filmen af den ene side, læg dejen i formen med filmsiden opad, glat dejen ud, pres den godt ned i kanterne, og lad så filmen blive på, mens du stiller tærteformen med mørdej i køleskabet nogle minutter og forbereder karamelfyldet.

Fyld:

  • 100 g valnødder
  • 100 g hasselnødder
  • 50 g mandler
  • 50 g pecannødder
  • ½ dl piskefløde
  • 40 g smør
  • 2 spsk honning
  • 75 g rørsukker
  • 1 spsk hvedemel
  • ca. 1 dl kondenseret mælk

Varm piskefløde, smør, honning, rørsukker og hvedemel op i en gryde. Kog det sammen under omrøring til en sammenhængende karamelmasse. Rør den kondenserede mælk i. Tag tærteformen med mørdejen ud af køleskabet, og pil filmen af. Fordel først nødderne udover bunden, og hæld derefter karamellen udover. Bag nøddetærten i 25 minutter på 180 grader. Lad den stå og sætte sig, inden den serveres, fx med en klat vaniljeis og lidt råsyltede brombær.

(Nøddetærten kan sagtens tilberedes, dagen inden den skal serveres).

Nøddetærte med flødekaramel - Fru Kofoeds Køkken

0 comments on “Nøddetærte med flødekaramelTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: