Jeg har brugt mandelmælk til en del ting her på det seneste. Bl.a. 3 x chia chokolademousse, køleskabsgrød nr. 1 og 2 og de sunde pandekager med chiafrø og mandler. “Hvor får man det dér mandelmælk fra?” spørger den opmærksomme læser – det laver man da selv! “Er det svært?” Nej, det er faktisk både nemt og hurtigt. Der findes en hel del opskrifter rundt omkring på nettet. Jeg har også selv tidligere lagt en ud i forbindelse med mit eksperiment med LCHF-is. Den forbedrede opskrift på mandelmælk, jeg bruger nu, udmærker sig dog ved at være meget nemmere og væsentlig mindre tidskrævende, og så giver den en fyldig og meget smagfuld mælk.
Nogle opskrifter foreskriver, at man skal smutte mandlerne først. Det er jeg gået væk fra. Det fungerer fint at bruge hele mandler med skal – om noget får man faktisk en mere smagfuld mandelmælk ud af det, og den får også en smukkere mørk farve. Nogle sier mælken gennem et ostelærred, inden de hælder den på flaske. Jeg har fundet ud af, at det fungerer fint bare at bruge en finmasket si. Så slipper man for ekstra vasketøj. Man får lidt ekstra “pulp” med, men det generer ikke mig. Tværtimod synes jeg, det er fint med en lidt mere fyldig mandelmælk.
Mandelmælk er godt til alle de ovenstående ting – dessert, grød, kager og is. Men det er også fantastisk bare at komme i kaffen i stedet for almindelig komælk – jeg er nærmest blevet helt afhængig af mandelmælk i min formiddagskaffe, og jeg har også med stor succes brugt det til chai-latte. Mandelmælk er desuden godt til smoothies og milkshakes.
Udover at smage fantastisk er mandelmælk også spækket med sunde MUFA-fedtsyrer (monoumættet fedt), som er godt for kroppen – især hvis man forsøge at holde maven flad. Så hvis du ikke allerede har mandelmælk i huset, er det bare med at komme i gang med produktionen!
Her får du min nemme opskrift på mandelmælk
- 100 g mandler
- Vand til iblødsætning
- Vand til at blende med mandlerne – 1 dl udblødte mandler til 2 dl vand
- Et lille nip salt
Sæt mandlerne i blød i rigeligt vand, og lad dem stå i 6-8 timer. De hårde nødder skal blødes lidt op, så din blender ikke dør, når de skal blendes.
Kasser iblødsætningsvandet, og mål mandlerne i et decilitermål – de fylder ca. 2 dl. Det vil sige, at vi skal bruge 4 dl vand til at blende dem med. Jeg har fundet ud af, at det fungerer godt, hvis jeg først blender mandlerne med vandet i min foodprocessor og derefter giver dem en tur med stavblenderen. Så får man virkelig presset al saft og kraft ud af dem. En kraftig blender kan også fungere fint. Prøv dig lidt frem, og hvis dit grej ikke er solidt nok, så blend mandlerne lidt ad gangen – det duer ikke, at køkkenudstyret brænder sammen.
Når mandlerne er helt blendet ud i vandet, skal “pulpen” sies fra. Her bruger jeg som sagt bare en finmasket si, men hvis du vil have en hel fin mandelmælk, så brug et viskestykke, ostelærred el.lign. Mandelmælken har hverken salt eller sødme, så giv den lige et nip salt for at trække smagsnuancerne frem. Jeg søder ikke min mandelmælk, da jeg altid bruger den sammen med andre søde og/eller smagsrige ingredienser, men hvis man bare vil drikke den rent, kan det være en idé at give den et skud honning, Stevia el.lign.
Mandelmælken holder sig fint i køleskabet i 4-5 dage.
(Indlægget indeholder affiliate-links)
7 comments on “Nem opskrift på mandelmælk”Tilføj din