Det er sjovt, det med at være madblogger. Nogle dage er jeg fuld af inspiration og idéer. Andre dage tænker jeg, at nu findes der simpelthen ikke flere nye opskrifter i verden, som jeg kan skrive om – og så 10 minutter efter står jeg med en kage/en salat eller en tallerkenfuld mad, som jeg ikke havde tænkt på før. Ofte spiser jeg det bare og deler måske bare et billede på Instagram – men det når måske ikke lige at komme på bloggen. Denne her uge har jeg dog lyst til at dele nogle af de eksempler på nem hverdagsmad med jer, som spontant havner på middags- eller frokostbordet herhjemme.
Denne her gulerodspasta med pesto er et godt eksempel på et måltid, der hoppede op på min tallerken, mens jeg stod og følte mig idéforladt i køkkenet. Jeg havde en hakkebøf og lidt mozarella til overs fra dagen før, lidt pesto og gulerødder i køleskabet. Min spiralizer kom frem, og så var der pludselig lækker frokost i løbet af få minutter. Hakkebøffen kan selvfølgelig erstattes af en hvilken som helst form for kød, ligesom mozarellaen kan erstattes af anden ost, og man kan bruge squash i stedet for gulerod som “pasta”.
Resultatet var et lækkert, mættende og indbydende måltid, som samtidig var rigtig god stop spild af mad-stil! 🙂
Nem hverdagsmad: Gulerodspasta med pesto
- 2 store gulerødder
- 1-2 spsk god pesto
- ½ kugle mozarella
- ½ hakkebøf
- Evt. lidt frisk purløg eller anden krydderurt
Skræl gulerødderne, og kør dem til pasta på en spiralizer. Kom dem i en skål, og overhæld med letsaltet, kogende vand. Lad dem stå et par minutter, inden du hælder vandet fra.
Vend gulerodspastaen med pesto. Skær hakkebøf og mozarella i tern, og vend dem med gulerodspastaen. Du kan evt. varme kødet på en pande, inden du vender det i – jeg har ikk noget imod, at det er koldt (+ jeg gad ikke vaske en pande op!). Pynt evt. med frisk purløg, basilikum el.lign. og servér.
0 comments on “Nem hverdagsmad: Gulerodspasta med pesto”Tilføj din