Nem forret: Hapser med stenbiderrogn

Nem forret: hapser med stenbiderrogn

Nem forret: Hapser med stenbiderrogn


Glædelig Valentines Day – eller som vi kalder det herhjemme: Glædelig bryllupsdag! I dag er det nemlig 6 år siden, at jeg blev gift med det eneste menneske i verden, som jeg har lyst til at vågne op ved siden af hver morgen 🙂 Og nu har jeg så faktisk måttet undvære ham en hel uge, mens jeg har været på gospelhøjskole – så i dag skal der hygges, fejres, spises god mad og alt muligt andet. Vi ved faktisk endnu ikke helt, hvad dagen skal bringe – lidt foruroligende, taget i betragtning, at klokken snart er 2! Men som man siger, så er det vigtigste ikke, hvad man laver, men hvem man er sammen med – og jeg synes faktisk altid, at vi har de hyggeligste mærkedage, når vi ingen planer har, men bare improviserer og laver lige præcis det, vi har lyst til!

Hvis vi skulle lave mad herhjemme i aften, kunne jeg godt finde på at lave denne her forret igen: stenbiderrogn på sprøde rugbrødshapser med hvidløgsost, rødløg, og dild. Superlækker lille, nem forret, som er perfekt på en dag, hvor man bare skal hygge, fordi den kun tager 5 minutter at tilberede og kan spises med fingrene på hyggeligste tapas-manér.

Stenbiderrogn er i sæson lige nu, så det er bare med at komme ned til fiskemanden og købe en god portion. Stenbiderrogn smager ikke af så meget i sig selv, men i selskab med hvidløgsost, dild osv. er det virkelig en delikat spise.

Rugbrød – ja, det er normalt ikke noget, vi gør så meget i herhjemme. Det smager bare så utroligt godt lige præcis i denne her sammenhæng, Men du kan også sagtens bruge stenalderbrød for en mere low-carb, glutenfri version.

Nem forret: Hapser med stenbiderrogn


Hapser med stenbiderrogn

(rigeligt til 3 personer)

  • 100 g stenbiderrogn (renset og ordnet)
  • 5 skiver rugbrød (eller stenalderbrød)
  • Ca. ½ glas hvidløgsost (jeg brugte den fra Tholstrup)
  • ½ rødløg
  • 1-2 kviste dild
  • 1-2 spsk citronsaft
  • Salt og peber

Rist brødet hårdt på en brødrister. Lad det køle lidt ned, inden du smører med hvidløgsost.

Rør stenbiderrognen med finthakket rødløg og dild, citronsaft, salt og peber.

Fordel stenbiderrogn på de smurte rugbrødshapsere. Pynt med lidt ekstra dild, og servér straks som en lækker, nem forret.

0 kommentarer til “Nem forret: hapser med stenbiderrognTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *