Halløj derude! Er det liv i interwebs’et stadigvæk? Den opmærksomme læser vil måske have bemærket, at her har været meget stille i et par måneder. Og jeg der ellers kan knævre side op og side ned dag efter dag…
Men jeg har simpelthen ikke haft noget på hjerte
de sidste par måneder. Hver anden dag har jeg tænkt: “Ej, nu smider du altså noget på dén blog!” – men på en eller anden måde har jeg bare ikke haft noget at sige. Kender I det?
Det er ikke fordi, der er noget galt – overhovedet. Jeg er glad og veltilpas og har hænderne fulde med alt muligt – som altid. Arbejde, videreuddannelse, koncerter, familiehygge, vennetid, madlavning, katte og alt det andet, jeg elsker i mit liv. Jeg har simpelthen bare ikke haft lyst til at blogge. Og fordi jeg er sådan et total lyst-drevet menneske (det lød mere skummelt, end det egentlig var!), så kan jeg simpelthen ikke bedrive nogetsomhelst, når jeg ikke er motiveret.
Jeg tror, min manglende motivation har rod i noget,
der har banet sig vej frem i mine tanker på det seneste. Nemlig et behov for, at mad skal være mad – og ikke underholdning. Pludselig følte jeg bare, at det stod mig langt op i halsen, at der er mad alle vegne: TV-programmer, madblogs, madbilleder på Instagram, kogebøger og ikke mindst de dér “So yummy-videoer”, som er overalt på facebook, hvor man ser folk blande Oreos, jordbær og vanilieis sammen på den mest sirlige og mundvandsfremkaldende måde. Ingen følger nogensinde opskrifterne, og det er heller ikke meningen – det er ren madporno. Og så har vi slet ikke talt om den allestedsnærværende snackfood-industri, som faldbyder snacks, ingen har brug for, alle steder, hvor man går.
Det blev simpelthen for meget for mig. Og jeg fik et behov for i en periode bare at lave mad herhjemme for, at det skulle smage godt og gøre os mætte. Ikke for, at det skulle gøre sig godt på Instagram eller laves til en ny og spændende blogopskrift.
I perioder føler jeg lidt, at alle madbloggere konkurrerer om at variere den samme spidskålssalat
og overgå hinanden i at tage fotogene billeder af den. Ej men helt ærligt, I har lagt mærke til det, ikke? Jeg er selv en del af det – det indrømmer jeg blankt. Som madblogger bringer man jo oftest bare det mad, man selv spiser. Og det er måske sommetider bare spidskålssalat 5 dage i træk. Og som læser af madblogs handler det måske sommetider mere om at blive inspireret end om at få en decideret ny og banebrydende opskrift. Måske kan bare det at se en spidskålssalat give en lyst til at købe et spidskål – og så er det jo fint. Så har indlægget tjent det formål at motivere nogen til at spise flere grøntsager. Job well done!
Og der er jo egentlig ikke noget galt med det. Jeg fik simpelthen bare nok. Måske fordi jeg kom til at tænke på de steder i verden, hvor folk sulter – og så den voldsomme kontrast til vores samfund, hvor vi ikke bare spiser kager uden egentlig at være sultne, men også konkurrerer om at lave den mest spændende og nyskabende kage. Det er da lidt absurd.
I min barndom fik vi frikadeller sådan cirka 1 gang om ugen.
Nøjagtig de samme frikadeller, hver gang. Med sovs, kartofler, gulerødder og porrer til. Og rødkål fra Beauvais. Min mor fulgte nøjagtig den samme opskrift hver gang – ikke noget med at “Nu må vi hellere finde på en ny frikadelleopskrift”. Der ville også have lydt højlydte protester, hvis hun havde gjort det. Jeg husker, at hun én gang prøvede at slippe afsted med at skippe sovsen. Det skal vi ikke tale mere om… Traumer, I ved… Til fødselsdage blev der bagt brunsviger-kagemand, pyntet med Matadormix og lakridssnører. Same precedure as every year, James. Og ved I hvad? Der var ingen, der led nogen nød af den grund! Tværtimod faktisk. Det var verdens bedste frikadeller og verdens bedste kagemand. Jeg ville slå ihjel for en bid af hver i dag! (Det er der så flere grunde til…)
Flash forward til 2018, hvor mødre nærmest skal vinde Den Store Bagedyst, hver gang junior har fødselsdag. Der skal gang i fondanten og stjernetyllerne, og kagen skal helst forestille Anna og Elsa fra Frost eller Brøndby Stadion. Og hvis man serverer frikadeller til aftensmad, skal det helst være i en ny og spændende version med spidskommen og gurkemeje. Og hey – fred med det! Og respekt til de dygtige konditormødre (Jeg er også bare misundelig, fordi jeg selv har 10 tommelfingre og tålmodighed som en 5-årig, når det kommer til foodstyling!). Men kunne vi måske slappe af et øjeblik og lade mad være mad og ikke et selvrealiseringsprojekt, eller hvad det nu ender med at blive sommetider?
Det er jo lidt tosset at sidde og sige for en blogger med over 700 opskrifter bag sig. Meget apropos, så har jeg faktisk mindst 6 spidskålssalater, så vidt jeg kan se. Og sindssygt mange kager. Så jeg er jo total gået i min egen fælde her.
Har jeg så tænkt mig at holde op med at blogge?
Jeg overvejede det faktisk for en kort stund. Men så begyndte jeg at få henvendelser fra trofaste læsere, som mindede mig om, at de savnede den regelmæssige inspiration her fra bloggen til at spise sundt og godt. Og jeg kom i tanker om, at jeg jo egentlig godt kan lide at dele den inspiration. Og jeg synes jo – trods alt, hvad jeg har skrevet her – at det er vigtigt at dele personlige erfaringer omkring, hvordan man kan spise sundt.
Så sent som i dag har jeg deltaget i et interview omkring, hvor jeg henter inspiration fra til at leve sundt: de officielle sundhedsmyndigheder, venner, bøger, blogs eller andre steder. Og mit svar var, at det er her på nettet blandt dygtige bloggerkolleger, at jeg finder troværdige, ærlige og autentiske bud på, hvordan man kan leve sundt, være mæt, holde vægten osv. Jeg kan langt bedre bruge “rigtige menneskers” personlige erfaringer, end jeg kan bruge Sundhedsstyrelsens 10 kostråd, der sommetider kan blive lidt verdensfjerne og forældede for mig. Jeg vil også gerne selv være en af de stemmer for de mennesker, som kan have glæde af at høre på mig.
De sidste par uger er jeg så småt begyndt at instagramme lidt om mad igen, og det føles faktisk okay godt. Så mon ikke også snart, jeg får mod på at dele nogle madopskrifter her på bloggen igen?
Kan I genkende de her tanker om, at mad bliver for meget til underholdning? Eller er det bare mig, der er sær?
Godt at høre fra dig igen, Louise – jeg har også savnet den inspiration, du kommer med.
Tak, dejligt at høre Bente! 🙂
Jeg tænker efter dit indlæg, at det gør sig gældende på mange områder. Det er godt at stoppe op af og til og lige sige”Hvorfor”?. Vi kan spørge os selv også, når vi tager billeder i en given situation – er det nødvendigt, hvorfor tager jeg det her billede. Egentlig noget med bare lige at være til stede hvad enten det handler om at lave mad fordi vi skal have noget at spise, eller nu er vi sammen og det er ikke for at lægge billeder ud på nettet, men for at nyde hinandens selskab. Et godt og tankevækkende indlæg. Og kom ENDELIG igen, det er dejligt med inspiration til maden i hverdagen.
Helt enig! Jeg øver mig i at være mere til stede i nuet og glemme kameraet. Det er skønt, når alting ikke behøver dokumenteres og publiceres for at have en værdi 🙂
ja, det er fuldkommen genkendeligt – er totalt overfodret (!) med, at det bare ikke er politisk korrekt “kun” at servere boller og en eller anden kage til fx en børnefødselsdag., nej, der skal meget mere til for at være godt nok…det er nærmest endt i et evigt madsnobberi og en konkurrence om, hvem der kan komme med de vildeste kager osv…måske for at promovere sig selv s
om virkelig overskudsagtig? Har intet imod at folk er dygtige osv, men synes ikke om, at at mad bliver brugt som en ny målestok for, hvordan folk iscenesætter sig selv. Mad skal bringe sundhed, mæthed og glæde – ikke bruges som imponeringsfaktor på daglig basis.
Det er da også helt frygteligt, hvis det er sådan Helle! Tænk, jeg kan slet ikke huske, at nogen interesserede sig synderligt for maden, når vi gik til fødselsdage i min barndom. Det handlede meget mere om at lege og hygge sig 🙂
Hej, jeg er helt ny på dit site, jeg ledte efter opskrifter med græskar og haps su har lige det jeg ledte efter både med butternut og spaghetti græskar. Fedt de bliver lavet her i weekenden. Mht. bloggeriet så er det faktisk sjovt at læse dette indlæg, personligt er jeg blevet træt af bloggere – jeg har faktisk unfollowed rigtig mange af dem fordi det blev for meget reklame og for meget indenfor områder der egentlig ikke havde noget at gøre med deres oprindelige “ekspert” område. Men jeg vil til gengæld meget hellere finde opskrifter på blogs end i kogebøger (jeg er også træt af bloggere der udgiver kogebøger) jeg synes det er mere dynamisk og ofte har opskrifterne nogle kommentarer med, det kan jeg rigtig godt lide. Så det er også noget med at kende sine bloggere lidt – altså hvem er go to i forskellige situationer, det kan jeg sagtens bruge blogs til – og nu vil jeg rigtig gerne udforske din blog lidt mere – men jeg kommer ikke til at følge dig på insta eller andet, nu ved jeg bare at du også findes når jeg har brug for god hverdagsmad. Rigtig god weekend. Kh Pernille
Tusind tak for en dejlig og opmuntrende kommentar, Pernille! Dejligt at du kan finde inspiration på min blog 🙂
Kh Louise