Nu siger jeg det bare: jeg bryder mig faktisk ikke om at dyrke motion. Det er ikke særligt tjekket at indrømme, det ved jeg godt, men nu er det sagt. Man skal helst være sådan én, der elsker sin morgenløbetur, nyder at se musklerne vokse og strammes op til styrketræning, melder sig til motionsløb og alt muligt andet. Sådan er jeg bare ikke.
Når jeg bekender over for venner og bekendte, at jeg i virkeligheden ikke gider at træne, siger folk ofte sådan noget som: “Du skulle tage og melde dig til et motionsløb – så har du noget at træne op til!” eller: “Hvad med at sætte dig et mål om, at du om et halvt år vil kunne tage 100 armbøjninger? Kunne det ikke være fedt?!”
“Du skulle tage og melde dig til et motionsløb – så har du noget at træne op til!”
Hmm, tja… Njah… Egentlig ikke! Det siger mig virkelig ikke noget, om jeg kan løbe 5 km på 20 minutter, tage en armbøjning, eller hvad man nu skal kunne. Det er der mange mennesker, der har svært ved at begribe. Det provokerer de hærdede atleter i omgangskredsen endnu mere, når jeg siger, at jeg ikke bryder mig om, at ting gør ondt. Jeg tager gerne et par armbøjninger eller lunges – men når det begynder at gøre ondt, stopper jeg. “No pain no gain” bider slet ikke på mig i den sammenhæng.
Nu er det jo ikke fordi,
jeg slænger mig i sofaen hele dagen og aldrig bevæger mig. Jeg cykler til arbejde hver dag (2×8 km), bor på 2. sal uden elevator, har et ret aktivt arbejde med meget bevægelse og elsker at gå ture.
Og så svømmer jeg. Svømning er undtagelsen fra reglen om, at jeg ikke kan lide motion. Jeg kan godt lide at svømme. Og jeg er ovenikøbet rimelig god til det. Jeg er også vokset op med pool i baghaven og har gået til svømning som barn, så mine forudsætninger for at blive en god svømmer har været ret gode 🙂
Grundformen fra barndommen
En god veninde, som dengang var medicinstuderende, fortalte mig engang, at hun havde læst i en artikel, at den grundform, man havde som teenager, var den grundform, man ville have resten af livet. Det gjorde stort indtryk på mig. Jeg har også i en anden kontekst hørt, at de muskler, du har opbygget, når du er 12, kan du altid træne op igen til samme niveau. Om det er sandt, ved jeg ikke, men det virker sandsynligt ud fra mine egne erfaringer.
“…de muskler, du har opbygget, når du er 12, kan du altid træne op igen til samme niveau.”
Jeg havde et meget forkvaklet forhold til motion som barn. Som sagt kunne jeg godt lide at svømme, gå tur, lege ude og alt sådan noget – men når vi 1 gang om året blev jaget ud på Skolernes Motionsløb, var jeg grædefærdig. Jeg kunne ikke løbe. Muligvis har min astma, (som blev diagnosticeret, da jeg var 21,) allerede dengang været på spil. Muligvis har løb bare aldrig været mit “game”. Jeg kunne i hvert fald ikke løbe mere end et par skridt, så havde jeg blodsmag i munden og en brændende følelse i lungerne. Det startede altid godt med, at jeg aftalte med en gruppe veninder, at vi bare ville gå de 5 km sammen – men efter et par km blev de som regel alligevel enige om at løbe resten af turen. Og så tullede lille Louise alene rundt i Dyrehaven og blev enig med sig selv om, at hun var dårlig til motion. Jeg var også altid hende, der blev valgt sidst til hold i gymnastik – det var virkelig ynkeligt! Længe leve gymnastikundervisningen i 80’erne og 90’erne.
Til svømning var det til gengæld noget andet. Der var jeg som en fisk i vandet og var ovenikøbet sommetider hende, der skulle vise de andre, hvordan man gjorde.
I dag, som 34-årig,
kan jeg til hver en tid kaste mig i vandet og svømme 1 km på under ½ time. Uanset hvor længe siden det er, at jeg har dyrket motion. Det er kodet ind i min hjerne, at “selvfølgelig kan jeg det”. Til gengæld brugte jeg for nogle år tilbage en del tid på at træne mig op til at kunne løbe 7 km uden pauser. Jeg havde faktisk nogle gode løbeture, hvor jeg følte mig godt tilpas. Men inden hver tur kørte pladen på repeat i mit hoved: “Du kan jo ikke løbe – det ved du godt…” Og til sidst overgav jeg mig til at tro på det og opgav at løbe. Det var simpelthen for udmattende rent mentalt at skulle have den indvendige diskussion med mig selv hver evig eneste gang.
Men inden hver tur kørte pladen på repeat i mit hoved: “Du kan jo ikke løbe – det ved du godt…”
Til genæld kender jeg mange mennesker, som efter adskillige års inaktivitet og manglende motion snører løbeskoene og lige løber de 5 km, som var deres grundform som teenagere. Andre igen er så uheldigt stillede, at de slet ikke har været gode til nogen form for sport som teenagere – så de kæmper med enhver form for aktivitet som voksne. Her føler jeg mig trods alt priviligeret, at jeg altid har svømning og lange gåture at falde tilbage på.
Der kan simpelthen ikke gøres nok for at give børn et godt og sundt forhold til motion så tidligt som muligt. Kode succesoplevelser og positive følelser ind i dem i forbindelse med sport – og ikke tvinge dem til ting, der ikke falder dem naturligt.
At finde den rigtige motivation
En af mine sejeste veninder er for tiden i gang med et større vægttab, og vi sad for noget tid siden og talte om samspillet mellem kost og motion i den forbindelse. Hun er så vild, at hun træner fitness stort set hver dag – en bedrift, jeg aldrig har kunnet leve op til. Til gengæld gav hun udtryk for, at det var en lidt større udfordring at holde kosten stabil.
Min søde veninde sagde en ting, som gjorde indryk på mig: nemlig at hun kunne lide at dyrke motion, fordi hun følte sig stærk og handlekraftig, når hun trænede. Hun kunne tage afstand fra en tidligere følelse af at være svag og hjælpeløs – og det var en stærk motivationsfaktor for at komme afsted til træning hver dag. Med maden handlede det til gengæld meget om, at det var en vej til at nå et mål om vægttab. Og da den endelige målstreg lå lidt ude i fremtiden, var det svært at være motiveret for at træffe de sunde valg her i nutiden, hvor andre ting (chokolade, junkfood osv.) kunne føles bedre.
Motion føltes altså godt nu og her. Madens positive effekter lå længere ude i fremtiden og fungerede derfor ikke optimalt som motivation nu og her. Sådan tolkede jeg det i hvert fald 🙂
Motion føltes altså godt nu og her. Madens positive effekter lå længere ude i fremtiden og fungerede derfor ikke optimalt som motivation nu og her.
Og det sjove er, at for mig er det helt omvendt. Det at spise sund mad er forbundet med velvære nu og her. Mæthedsfølelse, ro i kroppen, energi og glæde ved velsmagen. Motion er derimod forbundet med et mål ude i fremtiden om vægttab og helse.
De her tanker har faktisk været en hjælp for mig
til at prøve at finde den rigtige motivation for at dyrke motion. Svømning føles egentlig rart nu og her. Det er afslappende og behageligt at være i vandet – ikke mindst om sommeren, når man har det varmt. og så er det fedt, fordi jeg er god til det og kan lide at pløje den ene bane efter den anden i det skønne 50-meter bassin i Bellahøj. Så jazzer’ jeg også luksuseffekten lidt ekstra op ved at købe nogle lækre kropsplejeprodukter, som jeg “må” bruge efter svømning (i modsætning til hverdagens fornuftige, parfumefri løsninger). På den måde er det lykkedes mig at kode svømning ind i min hjerne som noget rart nu og her.
Jeg bryder mig som sagt ikke så meget om at løbe. Men jeg kan godt lidt konceptet i at bevæge mig uden for i aftenluften. Og i Grøndalsparken har de en træningsstation, hvor man kan lave forskellige øvelser for arme, ben, ryg osv. Og det synes jeg egentlig er ret sjovt. Så jeg tager en kort løbe/gåtur for at blive varmet op og træner derefter på træningsstationen. Gerne sammen med Andreas.
Endelig kan jeg rigtig godt lide at løbe på rulleskøjter – selvom jeg er ekstremt dårlig til det (læs: Bambi på isen!). Så det er heldigvis muligt for mig at finde motionsformer, jeg har lyst til at bruge tid på. Jeg kan ikke piske mig selv ud og motionere ved målsætninger om at skulle tabe mig, løbe langt eller blive god til at tage armbøjninger. Men jeg kan dreje motion over i retning af nogle ting, som jeg godt kan lide og dermed finde gejsten til at komme op af sofaen og ud af døren.
“Jeg kan ikke piske mig selv ud og motionere ved målsætninger om at skulle tabe mig, løbe langt eller blive god til at tage armbøjninger. Men jeg kan dreje motion over i retning af nogle ting, som jeg godt kan lide og dermed finde gejsten til at komme op af sofaen og ud af døren.”
Hvis man bliver motiveret
af at sætte sig mål om at løbe marathon, lave Ironman og alt sådan noget, så skal man selvfølgelig bare dyrke det, alt det man kan! Men min pointe er, at man måske godt kan finde en motivation for at dyrke motion, selvom den slags ikke fungerer for én. Jeg har i hvert fald klaret at svømme mindst 1 gang om ugen det sidste halve år, og det er jeg stolt af.
Hvad er dit forhold til motion? Jeg synes, det kunne være smadderspændende at høre nogle tilbagemeldinger! Er det nogen, der kan genkende det med barndommens grundform? Eller andet af det, jeg skriver? Hvad motiverer dig til at dyrke motion? Eller hvad afholder dig fra at dyrke motion?
Hvor er det fantastisk læsning det her, så ærligt, og jeg forstår det rigtig godt, for mange af tankerne/følelserne går igen hos mig! Jeg har i min barndom altid været helt forfærdelig til al slags sport undtagen rytme gymnastik, som jeg elskede og som jeg gik til i min fritid. Jeg havde knæ-problemer hele min barndom, noget som lægerne sagde ville gå væk når jeg ikke var teenager mere eller når jeg blev gravid, så derfor (plus jeg bare ikke kan håndtere bolde) hadede jeg idræts-timerne, for rytmegymnastik var ligesom aldrig en del af det. Da jeg var 21 var mine knæ-problemer næsten væk, men da blev jeg så desværre kørt ned og fik smadret mit ene knæ. Blev opereret for brudene men måtte ikke så meget som støtte på det i 2 måneder. Genoptræningen efter den operation var hård, og min mengrad 1år senere var på 20%. Efter min genoptræning af knæet begyndte en veninde og jeg tage nogle styrketræningshold i fitnesscenteret, og vi prøvede at træne os selv op til at kunne løbe 5km hurtigere og hurtigere. Begge dele synes vi dog var forfærdelig kedeligt, og løbet gjorde bare ondt i mit knæ selvom jeg kom i bedre og bedre form. Men en dag opdagede vi stepfit i træningscenteret, som jo egentlig er rytmegymnastik bare inkl. en stepbænk. Jeg elsker det, og jeg er helt høj af glæde både under og efter sådan en time, og under timen kigger jeg så godt som aldrig på uret for at se hvornår timen er slut! 😉 Det er virkelig hårdt, men jeg mærker hverken at det er hårdt eller at mit knæ gør ondt. Jeg overvejer ofte at begynde på noget styrketræning eller løb igen, men jeg hader det jo, så hvorfor dog gøre det?! Derimod cykler jeg overalt, dyrker ofte yoga og går og cykler lange ture i den natur, vi har omkring, hvor vi bor. Folk siger tit til mig “åh jeg skal også snart til at begynde at løbe igen…det er bare så hårdt”, og til dem siger jeg altid, at de må prøve at finde “deres” sportsgren, for løb er tydeligvis ikke “deres” sportsgren. Den dag i dag gør mit knæ så godt som aldrig ondt under stepfit men hvis jeg begyndte at løbe, tror jeg, jeg ville få ondt hver gang, og det er derfor jeg tænker, at man virkelig kun skal vælge en sportsgren, man synes er sjov, og hvor man glemmer tiden fuldstændig 🙂 Puha det blev en lang smøre, og jeg plejer aldrig at komentere på blogindlæg, men dette ramte mig bare helt vildt, så tak for det 🙂
Godt at høre, at det ramte noget hos dig! Og fedt at du stoppede op og kommenterede. Din vinkel på det og din historie giver supermeget mening for mig. Selvom det da et træls, at du har skullet bøvle så meget med de knæ! Godt at du så har fundet en motionsform, ser fungerer for dig 🙂
Jeg synes du rammer plet. Jeg har altid haft svært ved at finde min sport fordi jeg får skader. Men hverdagsbevægelse elsker jeg. Cykle til og fra arbejde dengang jeg kunne det. Gåture i naturen. Det er sjovt nok det samme jeg gjorde i teenageårene, altså af det der ikke gav mig skader. Og nu hvor jeg ikke kan arbejde mere savner jeg at få bygget noget motion ind i min hverdag igen. Det giver bare mest mening for mig at cykle et sted hen fordi jeg skal noget der.
Hvem er det også, der har bestemt, af motion skal være noget ubehageligt og kedeligt – i stedet for noget, man nyder og har det sjovt med? 🙂
Vil det så sige at hvis man som teenager var i P…. dårlig form så vil man aldrig ku komme i god form? Eller forstår jeg det forkert?
Hihi, det lyder ret deprimerende, når man siger det sådan! 😉 Men måske mere, at hvis man var i megadårlig form som teenager, så vil det være en kamp at komme i god form som voksen. Giver det mening – eller oplever du det helt anderledes?
Tror aldrig jeg har følt mig i topform, men dengang jeg uden problemer løb 5 km uden pause, følte jeg mig da bare lidt i form. Nu er jeg igen i gang med løbeprogram og føler godt nok server hårdere end da jeg allerførste gang begyndte… Er egentlig blevet mere bekymret for om det er det at fylde 30 der gør forskellen (selvom det efterhånden er nogle år siden jeg gjorde det ?). Men føler nu også jeg skal yde en del ekstra for at tabe mig end jeg sku i 20’erne… Mega tarveligt synes jeg… ?
Det kender jeg alt for godt!