Olie-eddike-dressing

Min yndlingsdressing: olie-eddike på 117 måder!

Olie-eddike-dressing


Jeg har længe truet med at lave et indlæg om, hvordan jeg mixer olie-eddike-dressing til salater. Og her kommer det så 🙂

Det er ikke rakatvidenskab. Jeg har bare lige lyst til at dele med jer, hvordan jeg laver en simpel olie-eddike-dressing, som kan være helt enkel eller “spiffes op” på masser af forskellige måder.

Jeg har altid en flaske stående i køkkenet med færdigblandet dressing. Den står på mit køkkenbord ved stuetemperatur og er altid klar til lige at blive rystet godt sammen (den deler sig nemlig lidt, når den bare står) og hældt over en hvilkensomhelst salat.

Grønkålssalat med pære og hvidløgsristede valnødder
Det kunne fx være denne grønkålssalat med pære og hvidløgsristede valnødder, som dressingen blev hældt over.

Helt “basic”, så består en olie-eddike-dressing af 2/3 olie og 1/3 eddike. “Olie som en krøsus, eddike som en gnier”, sagde min mor. Hvis du bruger en god olivenolie og en god balsamico, behøver du faktisk ikke mere end de 2 ting for at lave en skøn dressing. Hvis du giver din salat salt og peber sammen med dressingen, bliver den altså helt fin bare på denne  enkle måde.

Men her har jeg samlet en liste over ting, jeg enten bytter olivenolien og balsamicoen ud med eller supplerer dressingen med, når jeg vil variere smagen og gøre den dybere/mere spændende:

Olie-eddike-dressing

Olier:

  • Macadamianøddeolie eller andre nøddeolier fremhæver smagen på en skøn måde i en en salat med nøddedrys
  • Rapsolie bruger jeg ikke så ofte i dressinger, men sommetider gør jeg, hvis jeg gerne vil have en mild smag. Jeg bruger gerne rapsolie i kombination med æbleeddike – så bliver det sådan lidt “nordisk”, bilder jeg mig ind 😉
  • Citronolie er en af mine favoritter i dressinger. Det er bare en olivenolie, der er blevet “infused” med citronsmag, men det er bare sådan en nem genvej til en meget lækker dressing, der kræver en minimal indsats.
  • Man kan jo i  øvrigt få mange forskellige olivenolie – både med mild og kraftig olivensmag. Prøv dig frem, og find din favorit.

Eddiker:

  • Balsamicoen kan være lys eller rød. Jeg bruger ofte rød balsamico, når det er til fx tomatsalater, og hvid balsamico, når det skal være lidt lettere – fx en sprød spidskålssalat.
  • Balsamico med smag – fx granatæblebalsamico/skovbærbalsamico osv. Ligesom citronolien en god genvej til mere smag i din dressing. Der er et utal af muligheder – tjek bare gerne lige, at det hele ikke består af sukkersirup, men at det rent faktisk ER balsamico 🙂
  • Æbleeddike: Jeg er meget glad for at bruge æbleeddike i dressinger. Gerne sammen med rapsolie og hældt over en salat, der indeholder æble.

Ekstra “zing” til din dressing:

  • Citronsaft er nemt, enkelt og meget effektivt til at give en frisk og lækker dressing. Jeg bruger det gerne sammen med citronolie, så jeg får masser af frisk citronsmag! Du kan også bruge limesaft, men jeg synes personligt, citronsaft er bedre til dressinger. Skal det gå rigtig vildt for sig, ryger der også lidt citronskal med.
  • Sennep: jeg bruger næsten altid grovkornet sennep i mine dressinger. Jeg elsker den lidt skarpe og ret fyldige smag i min salat. Og så gør det også dressingen lidt tykkere, så den klæber bedre til salaten.
  • Honning: man skal bestemt ikke undervurdere det søde element i en dressing. Det gør bare en salat meget lækrere at spise, hvis der er en mild sødme i dressingen. Særligt, hvis der også er citron i – så bliver det supervelbalanceret! Du kan også bruge agavesirup, yaconsirup, sødemiddel eller andre sukkerfrie alternativer.
  • Hvidløg: et presset fed hvidløg er toppen i en salatdressing, synes jeg! Jeg bruger det dog ikke så ofte – både af hensyn til hvidløgsånde, men mest fordi det ikke fungerer så godt i en dressing, der skal stå en uge eller længere. Det bliver simpelthen for skarpt og lidt harskt!
  • Tahin: tahin er genialt, hvis du vil have en lidt skarp og eksotisk smag til din salat. Vær opmærksom på, at det kan være en god idé lige at røre det ud i lidt vand eller citronsaft først, da det klumper meget.
  • Peanutbutter: peanutbutter er overraskende godt i salatdressinger, men også ret markant. Brug det med omhu og kun i salater, hvor det passer ind. Ligesom tahin skal det lige røres ud i lidt væde først.

Hvis jeg fx tilsætter citronsaft til en dressing, så tager jeg lidt mindre eddike i fht. olien. Så passer pengene nogenlunde i blandingsforholdet.

Broccolicouscous med æble og tamaristegte mandler
En god olie-eddike-dressing kan også hjælpe til at forvandle et kedeligt broccoli til en skøn broccolicouscous med masser af smag.

Husk at ryste/piske din dressing godt sammen, så den emulgerer – altså bliver tyk og sammenhængende. Det dér med bare at hælde olie og eddike over salaten hver for sig, det er altså synd efter min mening. Man får ikke den helt optimale smag ud af nogen af delene, og det meste ender med at ligge på bunden af salatskålen. Så gør lige den ekstra umage.

Ting, jeg ALDRIG bruger:

  • Vindruekerneolie/majsolie/solsikkekerneolie. Industrielle olier af lav kvalitet med dårlig smag og højt indhold af Omega6 og potentiale til at danne transfedtsyrer – nej tak! Ikke i mit køkken. Altid kun olier af god kvalitet.

Ting, jeg aldrig gør:

  • Opbevarer olie i køleskab. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor nogen gør det? Den bliver jo tyk og umulig at få ud af flasken…

Der er sikkert masser af andre gode tips til at lave en god dressing. Hvordan laver du dressing?

0 kommentarer til “Min yndlingsdressing: olie-eddike på 117 måder!Tilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *