“Er man ikke lidt hysterisk helsefanatiker, hvis man ikke kan spise en pizza eller et stykke brød?” Sådan nogle spørgsmål får man ofte, når man ude i det pulserende liv skal forklare, hvorfor man takker nej til nogle ting på bordet, fx brød, kage og slik. Når man forklarer, at man spiser lchf, får folk sådan et opgivende blik i øjnene (“Åh nej, endnu en helsefanatiker, der spiser noget med en forkortelse”) – og nogle siger trøstende: “Jamen du behøver da ikke at tabe dig,” eller “der sker vel ikke noget ved, at du spiser et enkelt stykke brød.”
Kender I den slags samtaler, eller er det bare mig?
Jeg er så trænet i at fornemme, når den slags samtaler er på vej, at jeg efterhånden kan afværge dem, før de opstår. Jeg er sindssygt god til at skifte emne MEGET hurtigt 😉 For jeg er så træt at at skulle retfærdiggøre og forklare de valg, jeg træffer i min kost. Jeg vil gerne tale med folk, der oprigtigt interesserer sig for mine og andres kostvalg – men jeg gider ikke de dér samtaler, som tager udgangspunkt i folks fordomme om mine kostvalg.
Og de sidste par dage har jeg netop gået og reflekteret over de her fordomme. Og de mange misforståelser, der ligger bag.
Sagen er, at vi midt i vores flytterod simpelthen ikke har haft overskud – mentalt eller fysisk – til at tænke ret meget over mad. Vi har kørt det indenbords, der kom forbi – chokolade, burgere, durum-ruller, rugbrødsmadder, chips og andre mærkelige ting. Ikke fordi, de smager bedre eller er mere tillokkende end den mad, vi normalt spiser herhjemme – men simpelthen fordi, det er det, der er tilgængeligt i convenience-genren i Vanløse og omegn. Og nej, der sker intetsomhelst ved, at vi spiser en rugbrødsmad til frokost og en burger til aftensmad. Vægten stiger ikke – den falder faktisk, fordi vi arbejder så hårdt med det dér køkkenprojekt og spæner op og ned af trapper hele dagen. Og ingen af os lider af decideret glutenallergi, så vi dør bestemt ikke af at spise noget brød.
Det, der sker, er til gengæld, at jeg pludselig bliver mindet om, hvordan det er at være sulten hele tiden. Jeg har selv i løbet af de sidste par år på lchf lykkeligt glemt, hvor sindssygt aggressivt arrig og irritabel, jeg kan blive, når kroppen kører på kulhydrater, og jeg ikke får dem i en lind strøm hele tiden. Jeg bliver så gal og irritabel, hvis jeg ikke får mad præcis hver anden time, at jeg nærmest ikke tåler, at folk taler til mig – og jeg får lyst til at sparke til ting og slå på folk omkring mig. Det ikke for ingenting, at min ven og gamle kontormakker, Emil, kunne kigge henover bordet kl. 10 om formiddagen, dengang vi delte kontor, og forsigtigt spørge, om ikke det var på tide, at jeg fandt et mellemmåltid. Manden havde sit liv og gode helbred kært…
Så når jeg nægter at spise pizza til aftensmad, handler det ikke om, at jeg er bange for at tage 1 kg på i vægt. Og når jeg vælger glutenfrit brød, handler det ikke om, at jeg er en af dem, der har udnævnt mig selv til glutenallergiker for at være interessant. Det handler om noget helt andet.
Og her kommer de dér fordomme og misforståelser netop ind i billedet: Når man vælger at spise en anderledes kost – lchf, palæo, low fodmap, raw el.lign. – så må det jo være fordi, man gerne vil tabe sig, fordi man har en fødevareallergi, eller fordi man gerne vil være interessant og med på moden. Det må være en kur, man er på, og som man vil droppe igen, så snart man når drømmevægten, eller når man bliver træt af den, eller når der kommer en ny modekur. Det er den slags fordomme, der afsløres, når folk siger: “Du kan vel godt tillade dig et enkelt stykke kage, uden at der sker noget ved det?”
Jeg har selv levet størstedelen af mit liv med min vægt som min primære motivation for at spise sundt og træffe sunde valg i min kost. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var megadårlig til det! Jeg har rygrad som en regnorm, og når jeg står over for at stykke lækker kage, er det ligemeget, hvor lange moralprædikener og peptalks, jeg har holdt for mig selv om, at nu skal jeg også tabe mig. Så æder jeg kagen og beslutter, at jeg kan vente med at blive tynd til i morgen – eller at jeg kan løbe en tur (yeah right!) og forbrænde den senere (som om!).
Det, som har vendt og og ned på alt i mit forhold til kost, er, at jeg har fået en anden motivation. Jeg har lært at mærke efter, hvad der er rart for min krop. Og her er et stabilt blodsukker og en rolig mæthedsfølelse i kroppen det højeste mål af alle. Så når jeg står over for et stykke kage, handler det ikke om, hvorvidt jeg vil tage på af at spise den, men om, hvordan jeg vil have det resten af dagen, efter at jeg har spist den. Og her ved jeg, hvor sukkerkrævende, sulten og irritabel, jeg vil blive – og det overgår langt glæden ved at spise kagen. Mit mål er så at sige rykket tættere på. Det er ikke noget med, at jeg skal tabe 5 kg i løbet af de næste par måneder, men noget med, at jeg skal have det rart de næste 5 minutter og 5 timer. Det kan min hjerne og krop langt bedre arbejde med.
Inden for de rammer siger min erfaring så til gengæld, at jeg sagtes kan tillade mig at skeje ud med en stor is, en frappucino eller et stykke god chokolade og stadig have det rart i kroppen – bare hovedvægten af min kost består af ordentlig mad: grøntsager, lidt kød og gode fedtkilder. Jeg kan sagtens spise et eller flere stykker brød, når jeg er ude, uden at det provokerer min mæthedsfølelse – men det skal være med et ordentligt lag smør. Her må jeg så lige tænke helse, vægt og hjerte-kar-sygdomme et øjeblik, for hurtige kulhydrater og mættet fedt et trods alt ikke den heldigste kombination. Så det sker meget sjældent. Jeg ved til gengæld, at rent sukkerslik (vingummi, lakrids osv.) er totalt no go. Og at kage fungerer dårligere for mig end is – af en eller anden mærkelig årsag. Så det går jeg altid udenom.
Jeg købte min første pizza i over 2 år forleden, da jeg havde vandret desperat, træt og forfrossen rundt i Vanløse i en halv time og ledt efter et takeaway-sted, der havde andet end burgere og durum-ruller at byde på. (For jeg er MEGET træt af durum-ruller og burgere for tiden!) Det var virkelig et low-point! Jeg vidste allerede, mens jeg stod og ventede på den, hvor elendigt et valg det var. Og ganske rigtigt endte jeg med at gå glubende sulten og smådeprimeret i seng den aften. Jeg har også været småsyg og haft det skidt i kroppen den sidste uge – en kombination af en forkølelse, elendig ernæring og dårlig søvn (eller mangel på samme).
Så nej, jeg føler det bestemt ikke som en straf eller noget negativt at give afkald på junkfood og kulhydrater – jeg føler det som en gave, jeg giver mig selv. En luksus og en velvære-ting bare at have det rart i min egen krop hele tiden. Og i øvrigt spise ting, jeg godt kan lide, og som smager langt bedre end junkfood!
Dagen efter pizza-nedturen tog jeg konsekvensen og købte en ordentlig stak Quest-barer nede i Matas. Rigtig mad er det selvfølgelig ikke, men når jeg når desperationspunktet midt i byggerodet, vil jeg hellere holde mig kørende på en af dem, end jeg vil ende nede ved pizzamanden. Jeg har også sørget for at spise en ordentlig skudefuld æg og grønkålssalat de sidste par morgener. Og de sidste par aftener har vi fået rigtig mad til aftensmad – i går hos min søster og svoger, i aften takeaway fra Bones (steg og salat). Nøj, hvor det gør en forskel i humør, helbred og energiniveau!
Fru Kofoeds Nye Køkken har det i øvrigt rimeligt godt. Væggene er nu helt rå, spartlet ud, glatte og klar til at få filt og maling på. Der skal lige fjernes nogle gasrør og ordnes noget el – så er vi forhåbentlig klar engang i slutningen af næste uge til at begynde at sætte elementer ind. Nøj, hvor jeg glæder mig, til det bliver færdigt, og vi så småt kan begynde at få et normalt liv igen. Ikke mindst glæder vores 3 katte sig vist til at få vores fulde opmærksomhed igen 😉 Følg med på Instagram, hvis I vil se, hvordan projektet skrider frem – og hvordan vi overlever rent madmæssigt!
0 comments on “Min motivation for at spise sundt”Tilføj din