De fleste mennesker vil gerne være gode værter, når de holder fest eller inviterer på middag. De laver god mad, trækker god vin op og gør pænt rent, inden gæsterne kommer. Men hvor mange tænker over at være gode gæster? At være veloplagte og dannede? At interessere sig for værternes andre venner og gøre sig umage for at lære dem at kende? At udfylde de festlige rammer med god stemning og betænksomhed? At være med til at bære selskabet?
Endnu engang er jeg ude i en refleksion over, hvor meget jeg savner Emma Gad. Og i dag er det særligt god gammeldags belevenhed, jeg efterlyser!
Belevenhed: “det at udvise høflig og taktfuld opmærksomhed over for andre”
“Vær nu lidt beleven,”
sagde mine forældre ofte til mig, da jeg var en introvert og små-cranky teenager. Det betød noget i retning af: “Læg din bog fra dig, smil, vær interesseret, og tal begavet med de andre i selskabet.” Ordet er måske knapt så brugt i dagens Danmark, og det er lidt synd, for belevenhed er faktisk en god og vigtig dyd. I følge “Den Store Danske” betyder belevenhed: “det at udvise høflig og taktfuld opmærksomhed over for andre”. Og nøj, hvor jeg synes, vi sommetider savner det her i social media-tidsalderen, hvor bedre underholdning end den person, man står over for, altid kun er et klik væk. Og hvor folks første ord til en fest ofte er: “Øv, hvor er jeg træt i dag.” Efterfulgt af et gab.
“Jeg hader smalltalk.”
Det er blevet sådan en populær ting at sige. Det signalerer, at du er en dyb og interessant person, som ikke gider spilde din eller andres tid på at tale om vejret. Men hey, hvad nu hvis det faktisk var et udtryk for god dannelse at være i stand til at smalltalke på en begavet og interessant måde?
Når jeg er til fest med folk fra mine forældres generation og deromkring, så noterer jeg mig ofte, hvor gode de er til at konversere – og ikke mindst holde en samtale i gang, også med folk de ikke kender godt. De spørger interesseret ind til éns interesser, fortæller om bøger, de har læst, og hvad de nu ellers kan finde på – kort sagt: de er belevne! Flash forward til min generation, hvor folk står med ét øje på mobiltelefonen, taler med dem, de kender, om indforståede ting og forlader selskabet, ligeså snart folk ikke er underholdende længere. Gider de prøve at interessere sig for folk, de ikke kender, og som måske umiddelbart er lidt generte? Not so much…
Okay, okay, det er måske lidt hårdt skitseret – men altså, overdrivelse fremmer forståelsen, ikke? Jeg synes altså bare generelt, jeg oplever virkelig meget dårlig stil og meget dårlige manerer, når jeg er til selskaber med folk fra min egen generation.
Her kommer et eksempel fra det virkelige liv:
“Ih, hvor er jeg træt af denne her fest! Hver gang jeg stiller mig et sted, så er alle pludselig forsvundet efter et par sekunder.”
Sådan sagde min nevø til mig til et (i øvrigt smukt!) bryllup vi var til tidligere på måneden. Og med det samme genkendte jeg den situation, han beskrev. Jeg har bare aldrig turdet italesætte den så direkte, som min modige nevø – nok af frygt for at lyde total kikset! 😉
Nå, men måske kender du det også: Man er til en fest, hvor man måske ikke lige følges med en oplagt gruppe eller kender så mange. Man prøver at gå hen til en gruppe mennesker, som ser ud til at have det sjovt, og stiller sig i deres cirkel/sætter sig ved deres bord og forsøger at joine samtalen. Men det lykkes ikke rigtigt. Så forlader først en eller to personer cirklen og stiller sig et andet sted hen. Så skrider den næste. Og i løbet af få minutter er hele selskabet sevet hen til den første person eller til et andet sted. Og man står tilbage og tjekker desperat armhulerne og den dårlige ånde. Man forsøger måske at stille sig derhen, hvor flokken nu står. Og minsandten om det så ikke sker igen.
Jeg har oplevet det selv, og jeg har set det ske for andre til fester – og jeg bliver altid så forarget over, hvor dårlig stil det er. Det er ikke at vise sine medmennesker høflig og taktfuld opmærksomhed. Det er det stik modsatte faktisk. Høflig og taktfuld opmærksomhed ville være at involvere den nytilkomne i samtalen og finde nogle fælles interesser at tale om. Få vedkommende til at føle sig velkommen og godt tilpas. Om ikke andet så fordi den person er dine værters gæst og dermed har betydning for dem. Også selvom vedkommende måske ikke umiddelbart siger dig noget ved første øjekast.
Andre irriterende festsituationer er fx dér, hvor du fx bliver placeret ved siden af en bordherre, som ignorerer dig hele aftenen; eller dér hvor du sidder ved et bord, hvor alle sidder og glor ned i deres mobiler. Hands up, hvis du har prøvet det!
Jeg tror egentlig ikke, det skyldes decideret ond vilje fra folks side. Jeg tror mere, det er dovenskab (det er for besværligt at interessere sig for en ny person; det er meget lettere bare at tale med dem, man kender) og simpelthen slet og ret dårlig dannelse: manglende viden om, hvordan man egentlig bør gebærde sig til et selskab. Hvad éns pligter er som god gæst til en fest. Og her kommer Emma Gad ind i billedet – for måske kunne vi godt bruge hende i dag til at minde os om, hvordan være kan være gode, dannede og belevne gæster.
Hvad siger fru Gad:
“At faa begyndt er jo altid det sværeste, især hvis man er lidt genert af sig. Man bør ikke begynde en Samtale med at tale om Vejret. Man skal helst indlede med en for den anden Part behagelig ting som f. Eks.: Jeg har med Glæde set, at Deres Søn – o. s. v. Man gør paa den Maade et gunstigt Indtryk i Starten.”
Emma Gad”
Bum, så fik vi lige en guide til smalltalk! Emma Gad har desuden en særlig opmærksomhed på generte personer, som jeg finder enormt sympatisk:
“At komme ind i en Selskabssal er for generte Mennesker en sand Gru, en Følelse af Ubehag, som Nogle dækker med en friskfyragtig Frejdighed, mens Andre kommer ind med en sky og kejtet Mine. Vært og Værtinde bør helst holde sig i Nærheden af Døren og ikke fordybe sig saa stærkt i samtalende Grupper, at de ikke straks kan modtage de Indtrædende med Venlighed, saa de straks befinder sig vel.
…
Man bør med Venlighed hjælpe forlegne Mennesker. Medfødt Forlegenhed er en saadan Kval i Omgangslivet, især for de Unge og Uøvede, at lidt Bistand til at komme paa Gled føles som en varmende Solstraale.
Emma Gad
Generte/forlegne mennesker er nok det, vi i dag også kalder introverte mennesker. Og jeg skulle hilse og sige, at det ganske rigtigt ER en gru at komme ind i et større selskab som sådan en type. Og apropos det med at ankomme til et selskab, så er der også regler for, hvordan man gør det, og hvordan man præsenterer sig:
Den Nyankomne hilser først paa Husets Frue og dernæst paa de Tilstedeværende efter deres Placering i Rummet, dog med noget Hensyn til at hilse først paa særlig fremragende Tilstedeværende.
…Det er heldigst at være forestillet for Alle, da enhver Gæst i et Selskab af almindelig Størrelse helst maa have talt med alle Tilstedeværende, selv om det kun er nogle Ord i en fælles Samtale.”
Emma Gad
Hvornår har du i øvrigt sidst været til en fest, hvor du talte med ALLE tilstedeværende? Riiimelig ambitiøs dame, hende Emma Gad… Jeg er i øvrigt vild med tanken om, at man først skal hilse på “særlig fremragende Tilstedeværende”! 🙂 Jeg er også vild med dette her lille råd:
“Raader man i sin Kreds over smukke og elegante Damer, bør man være klar over, at de gør en næsten ligesaa blændende Virkning som Berømtheder, og man bør ubetinget anvende dem som Dekorationsgenstande.”
Jeg tror da lige, jeg vil udfærdige en liste over mine mest blændende smukke veninder og huske at invitere dem som “dekorationsgenstande” til fester fremover! 😉 Mon det også gælder for smukke mænd?
Det her råd er jeg også stor fan af:
“Naar De skal have en afgørende Samtale, stiv Dem da ikke af med stimulerende Drikke. Vær heller ikke for mæt. Det skærper ikke Intelligensen.”
Den lader vi lige så et øjeblik… 😉
Nå, spøg til side. Emma Gad siger i hvert fald noget om at smalltalke på en begavet måde, vise omsorg og betænksomhed over for sine medgæster (jeg elsker idéen om at være “solstråler”) og hilse både på vært og gæster ved ankomst. Det lyder da faktisk som ret fornuftige ting at praktisere, ikke?
I vores vennekreds er der mange skønne mennesker.
Men nogle skiller sig ud ved at være exceptionelt gode at invitere til fester. Det er sådan nogle, som kan tale med alle. Uanset om de bliver sat sammen med folk, de aldrig har mødt, og som dårligt kender hinanden, så går der få sekunder, før der lyder høje latterbrøl fra deres bord. Og når de går hjem, ved de alt om dem, de har delt bord med. Og folk husker dem som skønt selskab. Man ved, at man kan sætte festens stille pige, som ikke kender nogen, og som måske er lidt genert, sammen med dem – og man kan være helt rolig og forvisset om, at hun nok skal få en god aften. For de er belevne! De udviser høflig og taktfuld interesse over for dem, de er til fest med.
Den slags mennesker er virkelig et forbillede for mig. Jeg vil gerne være sådan, når jeg går til fest. En, der gør festen fed for andre og får dem til at føle sig godt tilpas. Som ser den person, der måske ikke lige har fundet nogen at tale med, og giver sig til at tale med vedkommende i stedet for at stille mig et andet sted hen. Som viser mine værter, at jeg interesserer mig for de mennesker, de har valgt at invitere mig sammen med.
Det er ikke altid, det lykkes specielt godt for mig, det skal jeg gerne indrømme. Det er hårdt arbejde at være beleven, når man i bund og grund er en lidt små-introvert type med ekstremt stort behov for alenetid og et meget levende indre liv. Men jeg prøver i hvert fald!
Hvordan agerer du til en fest? Og hvordan er de fester, du går til? Er de fyldt med belevne medgæster og gode manerer? Eller oplever du indimellem også dårlig stil hos dine medgæster?
Jeg er rigtig enig – du kan sætte alle de fine rammer op for en fest, men stemningen kan du ikke planlægge – det er gæsternes vært/værtindegave! Og så er den traditionelle vært/værtindegave i form af blomster el lignende jo ligegyldig hvis gæsterne egentlig hellere havde været fri for at komme….i mine 20’ere og 30’ere var der virkelig gang i festerne. Jeg blev altid placeret sammen med “svære” personer, fordi jeg kunne tale med alle – og det har både været sjovt og hårdt, men under linjen tænker jeg, at det var et kompliment fra værternes side at se, at jeg godt kunne få extremt indadvente mennesker lidt i tale. Jeg prøver altid helt bevidst at gå hen til et par folk, som jeg ikke kender, og tale lidt med dem – ikke altid at det lykkes, for det sker at dette bliver set som “påtrængende” og “hvad vil hun egentlig” som om der var en skjult agenda. Men det siger jo ikke så meget om mig, men mere om hvordan den sociale norm har ændret sig, tænker jeg. Men hvor bliver jeg også selv glad ved at opleve god stil og interesse – er det ikke bare noget vi alle synes godt om og husker længe efter vi har glemt hvor flot borddækningen var/maden/vinen osv – det er stemningen jeg husker..
Jeg er helt enig! God stemning er den allerbedste værtindegave, man kan komme med som gæst! Jeg tror også, man skal se det som en stor kompliment, når man får den rolle i et selskab, som du har haft. Og jeg synes helt bestemt, du skal holde fast i din indstilling – uanset om nogle synes, det er underligt 😉 Livet bliver da meget sjovere, når vi interesserer os for hinanden!
Jeg savner også belevenhed – og ikke kun ved fester. I det hele taget når vi mødes i forskellige fællesskaber.
Naturligvis skal man kunne være tilstede med hele sig selv – men uanset hvor er der ikke noget mere nedslående end at møde et menneske som siger “Ih, hvor er jeg træt, jeg orkede nærmest ikke komme af sted i dag” – og det er uanset om det er til en fest, på job eller i kirken. Jeg bliver så frygtelig ked af det, fordi jeg efterlades med følelsen “nå, du gad ikke være sammen med mig i dag – og du føler tilmed behov for at fortælle mig det som det første når vi ses?!”
Jeg overvejer hvor længe brokke-kulturen har været “moderne” i DK? Siden Emma Gad følte det nødvendigt at undervise i belevenhed på sin tid allerede?
Prøv i øvrigt at læse hendes afsnit om telefon-adfærd. Det handler ganske vist om de fastnet telefoner, der begyndte at vinde frem på hendes tid – men jeg synes virkelig man kan lære noget af den i forhold til mobiltelefon-adfærd også:
TELEFONERING.
Hvor man i gamle Dage sendte et Bud med en Skrivelse, telefonerer man nu, og selv den mest forbenede Tilhænger af Fortidens Liv i Modsætning til vor moderne Tilværelse, undlader ikke at benytte sig af dette tyranniske men uundværlige Hjælpemidlet i Samkvemmet.
Sammen med en Opfindelse, der breder sig hurtigt i Befolkningen, opstaar der Former for dens Brug, som først lidt efter lidt vinder Indpas og derfor trænger til stadig at indskærpes. Blandt disse nyopstaaede Former er Telefonhøflighed noget af det vigtigste, men hvad der næsten er endnu vigtigere, er den Telefonerendes Opfattelse af Pligterne mod andre Tilstedeværende. Dette Hensyn forsømmes som oftest slemt.
Lad Dem ikke helt beherske af Deres Telefon, men sæt den ud af Virksomhed under et Maaltid sammen med Gæster og under en vigtig Samtale. Kun altfor ofte sker det, at man lader betydningsfulde Forhandlinger afbrydes, og deres Traad tabes, maaske for bestandig, for at modtage en ganske ligegyldig Forespørgsel i Telefonen.
Naar De har Besøg, og De under dette ringes op, forsøm da ikke at rette en Undskyldning til Deres Besøgende.
Det er uhøfligt mod en Besøgende, ikke, hvis man ringes op, at gøre den telefoniske Samtale saa kortfattet som muligt. I Stedet for at drøfte Bagateller i en Ventendes Paahør, bør De sige: “Undskyld, jeg har Besøg. Ring venligst op senere.” Det sker sjældent.
En Læge, Tandlæge, Præst el. lign. bør have en Anden til at passe sin Telefon under sin Modtagelsestid. Det virker mere end stødende, naar f. Eks. en Patient hører Lægen, under Drøftelsen af Lidelserne, i Telefonen veksle Repliker angaaende en paatænkt Skovtur eller Bridgeaften.
Vær høflig i en Telefon. Først mod Damen. Dernæst mod Den, De skal snakke med. Hvis De siger noget uvenligt til ham, saa husk, at han ikke kan se paa Deres Ansigt, at De ikke mener det saa slemt.
Naar man telefonerer, begynder man med at spørge: “Er det hos Grosserer N. N.?” Efter Svaret nævner man sit Navn og beder om at maatte tale med den Person af Husstanden, der ønskes. Det korrekte Svar herpaa er: “Et Øjeblik, jeg skal se, om Vedkommende er hjemme”, idet der således er Lejlighed til at undgaa Samtalen.
Stol ikke paa at kende Stemmen. Mange er faldet frygteligt i Vandet derpaa.
Selv om en Samtale er En nok saa er det højst uhøfligt at hænge Røret paa uden at have afsluttet eller sagt Farvel.
Naar der bliver ringet, og Vedkommende ikke er hjemme, bør der skriftligt optages Besked, helst med Angivelse af Numer.
Hvis man bliver afbrudt, hvad kun altfor ofte sker, er det Den, der har indledet Samtalen, der maa ringe op paa ny. Naar Samtalen praktisk talt er afsluttet, er det ganske urimeligt at ringe op igen blot for at sige: “Vi blev nok afbrudt – saa er der nok ellers ikke mere”.
Stræb efter ikke at gøre Telefonsamtaler for lange, da Andre maaske ønsker at ringe til et af de to Apparater og ustandselig faar det irriterende Svar: “Optaget”.
Naar Den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved med smaa Mellemrum at trykke let paa Gaflen, momentvis afbryde Strømmen. Man siger saa: “Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok J. Uorden! Naa, ja, vi var jo for Resten færdige. Farvel og paa Gensyn”.
Jeg æææælsker afsnittet om telefonadfærd!! Ikke mindst den sidste paragraf 😀 Hun er skøn, hende Emma Gad!
Og i øvrigt også fuldstændig enig i det med brokkekulturen – det er simpelthen så drænende at være sammen med mennesker, der kun kan brokke og fortælle om, hvor trætte de er!