Dip er en fantastisk opfindelse og den mest effektive måde at få klemt en masse (rå) grøntsager ned på. I hvert fald i min verden! Noget af det, jeg elsker mest ved lchf, er, at der er plads til god, fed og fyldig dip på mine måltidstallerkener. Og pludselig er det ikke noget problem at spise både 100, 200 og 300 g grønt ad gangen.
I torsdags havde vi besøg af nogle gode venner, og vi var landet på et lidt mexicansk tema med chili con carne (som herhjemme altid laves af Andreas – det smager helt forkert, når jeg prøver at lave det!) til hovedret med alt, hvad der sig dertil hører af guacamule, cheddar, creme fraiche, koriander, blomkålsris osv. Som en lille “forret” havde jeg lavet en masse grøntsagsstave – agurk, gulerod, peberfrugt og radiser – som kunne dyppes i noget pico de gallo (tomatsalsa – foodfanatic har verdens bedste opskrift!) og guacamole. Men jeg syntes, der manglede noget – en god, fed creme fraiche-dip med en “mexicansk-agtig” smag. Jeg rodede lidt rundt på nettet, rystede hovedet lidt og blev inspireret til denne her dip, hvor creme fraiche går i skøn symbiose med revet cheddar, sambal oelek, hvidløg og andre gode sager.
Forbered dig på at snitte virkelig mange grøntsager, hvis du laver denne her dip, for de ryger lige end i løgnhalsen, som man siger. Særligt var radiserne et hit – de plejer ellers ikke ligefrem at ligge i Top5 herhjemme. Jeg køber som regel faktisk kun radiser, fordi de er så pæne, men de smagte virkelig godt med en god slat dip på.
Målene i opskriften er vejledende – jeg lavede det mest på slump. Smag dig frem til den styrke og konsistens, du gerne vil have i din dip.
Mexicansk dip
- 2 dl creme fraiche
- 1 dl (løst mål) revet cheddar
- 1 fed hvidløg
- 1 tsk sambal oelek
- 1 drys løgpulver og 1 lille drys cayennepeber
- Salt og peber
Riv cheddarosten, og rører den sammen med creme fraiche og sambal oelek. Pres hvidløget i, og smag til med krydderrier og løgpulver, som runder smagen godt af.
Lad gerne dippen groft stå og trække i køleskabet et par timer inden servering. Servér med gavmilde mængder af klargjorte grøntsager og måske en lille caipirinha? Så har du en god start på en festlig aften!
0 comments on “Mexicansk dip”Tilføj din