Mangodessert med granatæble og mynte

Mangodessert med granatæble og mynte

Mangodessert med granatæble og mynteJeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: her om sommeren får jeg virkelig meget lyst til enkle og friske ting med relativt få ingredienser. Denne dessert består primært af frugt – mango og granatæble pyntet med mynte og hakkede pistacienødder. Nemt, sommerligt og smukt!

Min mangodessert fik en god slat råcreme farvet lyserød med grantæblesaft (okay, jeg snød også lidt med lidt rød frugtfarve!). Hvis du vil køre helt low key, kunne desserten faktisk også snildt klare sig uden råcremen, bare med den dejlige, friske frugt og aromatiske mynte. Som nogle måske har set på min Instagram, kan man også smide hele herligheden oven i en chokopandekage. Det smager herligt – også til morgenmad!

En enkel, frisk, sommerlig og dekorativ dessert, som kan nydes med god samvittighed på en aften, hvor det skal være lidt ekstra hyggeligt. Så i enkelhedens navn – ikke flere ord, bare en helt enkel opskrift:

Mangodessert med granatæble og lyserød råcreme

  • Ca. ½ moden mango
  • ½ granatæble (deles i kerner og saft)
  • 1 lille håndfuld pistacienødder
  • 1 kvist mynte

Lyserød råcreme:

  • Ca. 1/4 dl fløde
  • 1 æggeblomme
  • Saft af granatæblet
  • 1 pænt nip vanilje
  • 1 tsk rismaltsirup/honning eller andet sødemiddel
  • Et skvæt frisk limesaft
  • (Evt. 1-2 dråber rød frugtfarve, hvis det skal være rigtig lyserødt!)

Skær mangoen i tynde skiver, og fordel dem på en tallerken.

Sæt en si over en skål, og bank granatæblekernerne ud i sien, så saften drypper ned i skålen.

Hak pistacienødder og mynteblade, og fordel dem over mangoskiverne sammen med granatæblekernerne.

Så mangler vi bare råcremen: Drik lidt af granatæblesaften, og pisk resten (et par spiseskefulde) med ægggeblomme og rismaltsirup. Pisk fløden med vanilje, og vend den i den røde æggesnaps. Smag til med limesaft, og giv den evt. lidt rød frugtfarve. Det bliver en lidt tynd råcreme pga. granatæblesaften, men det gør ikke så meget, synes jeg.

Servér råcremen i en skål ved siden af frugttallerkenen, eller giv tallerkenen nogle gode, lyserøde strejf.

Mangodessert med granatæble og mynte Mangodessert med granatæble og mynte

0 comments on “Mangodessert med granatæble og mynteTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: