Mandelmel

Mandelmel: hjemmelavet, købt eller fedtreduceret?

Mandelmel


Et af de spørgsmål, jeg får oftest her på bloggen, drejer sig om mandelmel. Når jeg har brugt mandelmel i en opskrift, er der meget ofte nogen, der spørger: “Er det almindeligt mandelmel eller fedtreduceret?”. Og det er superfint, at I spørger – det er jo det, kommentarfeltet (blandt andet) er til på en blog!

Men nu tænkte jeg i dag, at jeg én gang for alle ville prøve at kaste lidt klarhed over sagen. For jeg forstår godt, at folk er lidt forvirrede – især med alle de specialingredienser, man ofte skal forholde sig til i lchf-køkkenet. Jeg arbejder faktisk, på opfordring, på et lille indlæg om de ingredienser, jeg har i mine skabe, og som gør hverdagen lidt sjovere herhjemme. Mere om det senere…

Nå – til sagen:

I min verden er der 3 slags mandelmel. Jeg skal ikke kunne sige, om der findes en eller flere slags, som jeg ikke kender til, men de 3 slags mandelmel, som jeg bruger, er:

  1. Hjemmelavet mandelmel
  2. Almindeligt købemandelmel
  3. Fedtreduceret mandelmel

Mandelmel


1 – Hjemmelavet mandelmel:

Hjemmelavet mandelmel laves oftest i en foodprocessor eller minihakker. Man tager en håndfuld mandler (med eller uden skal) og kører dem med den store kniv, til de er omdannet til fint smulder. Meget nemt og enkelt.

Ulempen ved denne metode er dog, at mandelmelet ikke bliver så luftigt som det, man køber. Hvordan kan det være? Jeg er ikke ekspert eller noget, men her er, hvordan jeg har forstået og erfaret det: når du blender mandlerne, driver du samtidig olierne ud af dem. Prøv selv at fortsætte et par minutter ekstra med foodprocessoren – så har du, ganske rigtigt, mandelsmør. (Som i øvrigt smager rigtig lækkert! Ikke et ondt ord om det.) Når olierne presses ud i mandelsmulderet, bliver det tungt og fugtigt, og det giver derfor et klægt bagværk – og ikke den lette, luftige konsistens, man måske ønskede. Til nogle formål kan det grove, blendede mandelmel være meget lækkert – men ofte vil man gerne have mere luftigt og let bagværk.

De kloge siger, at man skal rive sine mandler, hvis man selv vil lave mandelmel. Jeg har testet, og det kan faktisk godt lade sig gøre i min Bamix Slicesy foodprocessor (adlink) med den lille rivejernsindsats. Det siges også, at man kan bruge et Microplane-rivejern med slæde til formålet. Sådan et har jeg desværre ikke – endnu! 😉

Når du river mandlerne, kommer de kun i kontakt med rivejernet én gang – i modsætning til i minihakkeren, hvor hele portionen ligger og roder rundt og bliver ramt af kniven mange gange. Du får derfor med revet mandelmel den lette og luftige konsistens, som man kender fra det mandelmel, man kan købe i butikkerne. Og ikke det tunge, fugtige mandelmel.

Mandelmel

Nu er det så, at det bliver meget upædagogisk. For de 3 slags mandelmel på billederne her i indlægget er faktisk ikke de 3, jeg beskriver i indlægget. Det er derimod 2 slags hjemmelavet mandelmel (fra venstre først revet, så hakket) og så den købte, almindelige mandelmel. Jeg ville også gerne have haft et glas med den fedtreducerede mandelmel – men helt ærligt, jeg har det nærmest aldrig i huset. Mere om det længere nede. Jeg overvejede at snyde og bruge fedtreduceret sesammel, som jeg tilfældigvis har lige nu – men helt ærligt, jeg kan jo ikke lyve for jer, vel? 😉

Jeg synes i hvert fald, det er tydeligt at se forskel på de 3 slags mandelmel. Og når man mærker efter med fingrene, (det kan I desværre ikke på billederne – jeg har endnu ikke fundet det WordPress-plugin, som kan levere konsistens, smag, duft osv. !), kan man også tydeligt mærke forskel. Det grove og fugtige mandelmel i midten er meget forskelligt både fra det lette og luftige revne mandelmel. Den købte er helt fin og let – og så har den en fin farve, fordi den er lavet på blancherede, afskallede mandler. Man kunne sagtens selv smutte sin mandler og tørre dem let, inden man rev dem, og dermed få den fine, hvide farve. I dag var det bare ikke så vigtigt for mig.

2 – Almindelig købemandelmel

Helt almindeligt mandelmel har man altid kunnet købe i supermarkederne. Du kan også finde det her hos LCHF-butikken (adlink). Ikke noget mystisk, helsekostagtigt eller nyt der. Det eneste nye er nok, at man nu kan købe det i større poser, fordi der er flere, der bager glutenfrit og low(er) carb. I gamle dage købte man bare sådan nogle små 50-grams poser til julesmåkagerne. I dag kan man købe 1 kg ad gangen, hvilket er rigtig skønt, når man godt kan lide at bage med mandelmel.

Det helt almindelige købemandelmel er bare mandler, der er afskallet og malet/revet til fint og luftigt mel jf. ovenstående. Jeg ved ikke, hvordan de rent praktisk klarer den ude på industrimaskinerne – om de river eller hakker det – men jeg kan i hvert fald konstatere, at det mandelmel, jeg køber i butikkerne, er let, luftigt og giver et lækkert resultat i bagværk. Det er det, jeg bruger i 90% af mine opskrifter.

3 – Fedtreduceret mandelmel

Fedtreduceret? Hvorfor nu det? Handler det dér lchf ikke om at høvle så meget fedt som muligt, nat og dag?! Arh måske ikke helt… 😉

Men pointen med det fedtreducerede mandelmel (adlink) handler ikke om sundhedsværdi eller næringsstoffer. Det handler om at gøre mandelmelet mere tørt, så det kan absorbere mere væske og give et mere fast stykke bagværk. Det opnår man ved at fjerne noget af fedtet fra melet. Det samme gælder i øvrigt for de andre typer fedtreduceret nøddemel – sesam, peanut, kokos, og hvad man ellers kan finde.

Jeg tror måske også, jeg engang har hørt, at nogle af de fedtstoffer, de fjerner i det fedtreducerede nøddemel, hører til de mere ustabile – altså dem, der ikke reagerer lige godt på opvarmning. Det skulle gøre dem sundere og bedre at bruge. Men her er vi ude over mit kompetence- og vidensniveau, så hæng mig ikke op på det. Det er ikke noget, jeg går voldsomt meget op i med de mængder, jeg bager.

Jeg bruger sjældent det fedtreducerede nøddemel. Jeg foretrækker at bruge blanding af almindeligt købemandelmel (eller hasselnøddemel) og så supplere op med
pofiber (adlink), som giver nogenlunde samme resultat som det fedtreducerede nøddemel. Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor jeg ikke gider bruge det fedtreducerede nøddemel. Det handler nok til dels om vane; dels om at jeg har haft lidt kedelige oplevelser med fedtreduceret kokosmel, som har givet mig noget tørt bagværk, der klistrede til ganen; og dels om, at jeg i bund og grund ikke helt kan forholde mig til produktet. Hvordan fjerner de egentlig det fedt? Kan jeg stole på, at produktet er blevet ordentligt behandlet i fremstillingen? Når jeg ikke forstår produkter, har jeg en tendens til ikke at inkorporere dem i min hverdag… Måske er det noget pjat. For jeg forstår jo heller ikke Sukrin, pofiber eller alt det andet 😉

Lige her til sidst…

Jeg er jo hverken konditor, kostvejleder eller nogetsomhelst klogt inden for det her felt. Så det her indlæg er ikke den store, endegyldige afhandling om nøddemel. Det er, ganske enkelt, en husmoders gode bageråd – fra mig til dig! 🙂

Jeg håber, det måske har bragt lidt mere afklaring til de forvirrede!


Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Jeg linker altid kun til produkter, som jeg selv kan stå inde for.


 

2 comments on “Mandelmel: hjemmelavet, købt eller fedtreduceret?Tilføj din

  1. Du skriver du bruger en blanding af nøddemel og pofibre i stedet for fedtreduceret nøddemel. Hvilket blandingsforholder bruger du?

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: