Bloggerevent_Parmigiano reggiano

Man kan blive så træt….

… når man hører radioavisen her til morgen, og en af hovedhistorierne er: “Danskerne spiser for meget fedt!”. Så hører man en eller anden dame fra Sundhedsstyrelsen blive interviewet live fra et supermarked, hvor hun står og siger: “Ja, danskerne er jo heldigvis blevet meget bedre til at vælge de magre produkter – minimælk i stedet for letmælk og også de fedtfattige surmælksprodukter. Men det kniber altså med at opgive den gode ost,” siger hun så med et glimt i øjet – som om, man lidt skulle sidde og skamme sig over sin mangel på selvdisciplin, hvis man vælger en god, fuldfed (og helt naturlig!) ost i stedet for en dødsyg Cheasy.

De udtalte sig i indslaget også skråsikkert om,

at “mættet fedt jo er det værste”, som om det var en universel sandhed, på trods af, at den ene undersøgelse efter den anden peger på, at det nok i virkeligheden ikke forholder sig sådan. (Se fx her og her).

Homer Simpson_Bacon
Homer har som altid fat i den lange ende!

Jeg bliver så træt… Er vi virkelig ikke kommet videre?

Hvornår er der nogen, der begynder at lave undersøgelser om, at vi spiser for mange kulhydrater? For meget pasta, hvidt brød, for mange havregryn? Jeg kender flere børn, der får lov til at spise sig mætte i kød og pasta med ketchup til aftensmad og aldrig ser skyggen af en grøntsag eller en smule fornuftigt fedt. Skulle det forestille sund kost?

Eller hvad med alle de bland-selv-slik-butikker,

der popper op overalt i byen for tiden? Med 100g slik for 9,95? (Inkl. rottelort, eller hvordan det nu var…). Vi tæller mindst 5 af den slags butikker på Amagerbrogade på vores vej ind til byen. Hver gang en butik bukker under for dårlig økonomi og drejer nøglen om, er det næsten helt sikkert, at der et par uger efter åbner en “Nam-Nam-slik”, hvor en sød, syntetisk dunst af sukker og dårlig ernæring breder sig ud over hele gadebilledet. Madbanditten skriver i dag, at danskerne spiser 8 kg slik om året. Altså ikke tilsammen – men hver(!). Det er over dobbelt så meget som gennemsnittet i Europa.

Og ve den arme stakkel, som siger noget om det! Så bliver folk nemlig sure! Vi vil nemlig have lov til at spise vores slik, vil vi så! Det er nemlig hygge, ja det er så! 😉 Sådan ville jeg sikkert også have reageret for et par år siden, da jeg stadig selv var en af dem, der ikke kunne gå forbi en “Nam-Nam-slik” uden lige at skulle ind og blande en lille pose (som altid endte med at koste mindst en 50’er – godt, jeg er så dårlig til hovedregning, at jeg ikke ved, hvad det er i gram!).

Den primære årsag til,

at jeg for første gang i mit liv ikke savner sukkerslik er – pudsigt nok – at jeg har skruet op for fedtet i min kost og ned for kulhydraterne. Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke har spist sukkerslik siden 2013. Og med sukkerslik mener jeg vingummi, lakrids, skum osv. Jeg har spist chokolade, is, kage osv. i ny og næ, men primært når jeg er blevet budt på det, og aldrig noget med rent, “ufortyndet” sukker.

Jeg har ingensomhelst faglig baggrund til at sige noget som helst om mad og ernæring. Men jeg kan udtale mig på egne vegne og sige, at lowfat-kosten aldrig nogensinde har fungeret for mig. Jeg har virkelig spist meget Cheasy-ost og Cheasy-yoghurt, virkelig meget rugbrød, mange havregryn og meget tørt kylling. Og var altid sulten og gik altid i sukkerfælden. Læs evt. mere om det her under “Min Kostrejse”.

Low-carb-diet
Sådan cirka mig på LowCarbLowFat-diæt!

Nu spiser jeg godt med fedt og grøntsager

og lidt kød til næsten hvert måltid, og jeg har det bare så godt. Min vægt har vist aldrig været så stabil i så lang en periode, og jeg går aldrig i sukkerfælden mere. Engang imellem vælger jeg at spise noget, jeg godt ved ikke er optimalt – men jeg har ikke “zombie-oplevelsen” af pludselig at stå med hånden nede i kagedåsen og spekulere over, hvordan den kom derned, efterfulgt af skammen over ikke at kunne kontrollere mine impulser. Det bedste er, at jeg ikke bliver vred og utidig, når der går mere end 2 timer mellem mine måltider, som tidligere. Faktisk kun på dage, hvor jeg er ude og får serveret en anden kost, end jeg plejer. (LowFatHighCarb-kost, hvis nogen skulle være i tvivl!)

Jeg håber virkelig ikke,

at Sundhedsstyrelsen vil til at køre kampagner for mindre fedt i kosten, eller at vi skal til at have flere fedtafgifter. Så overvejer jeg altså at flytte til Sverige!

Er jeg den eneste, der er ved at blive sindssyg over, at sundhedsmyndighederne tilsyneladende er strandet i 90’ernes kostpyramider?

4 comments on “Man kan blive så træt….Tilføj din

  1. Forskerne har endnu ikke kunnet forklare det paradoks, at vi som det lykkeligste land også har rekorden i selvmord. Måske lykkehormonerne der udløses, når man spiser slik er årsagen. 8 kg. lykke? Kortvarigt godt nok, men man spiser trods alt ikke 8 kg. på en gang.

    Kh.
    Anne-Marie

    1. Det bliver nok svært at underbygge sammenhængen mellem de 2 ting videnskabeligt, men jeg kan godt følge din pointe, Anne-Marie 🙂 Slik er ikke lige med lykke!

  2. Der er for mange penge i sukker, havregryn og sukkerholdige morgenmadsprodukter – lobbyisme skal man ikke undervurdere. Desværre. Jeg vil sørme ikke opgive min gode 45+ til fordel for et stykke gummi, der smager af ingenting. DET vil være forringelse af livskvalitet.

    Jeg forstår ikke, at man bliver ved at stramme skruen i stedet for, som du også efterlyser – at lave en grundigere undersøgelse, som de jo har gjort i Sverige.

  3. Det tror jeg, du har ret i, Stella – desværre. Og så er der sikkert også noget stolthed inde over fra myndighedernes side, på et eller andet plan – det er jo lidt pinligt at indrømme, at man har rådgivet folk forkert i over 30 år…
    Ja, man kan godt være lidt misundelig på svenskerne sommetider!

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: