Har du prøvet at bage majskolber i ovnen? Det er åndssvagt nemt, giver det lækreste resultat og absolut ingen opvask.
Jeg elsker majskolber. Lchf eller ikke lchf – søde, knasende sommermajs dryppende af smeltet smør – det er bare en yndlingsspise her om sommeren! De fleste er nok med på, at majs kan koges og grilles. Men jeg havde i hvert fald personligt ikke overvejet, at man også kunne tilberede majskolber i ovnen, før jeg prøvede det her forleden. Jeg havde en hel del forskellige dele af et større måltid, der skulle i ovnen, og da jeg stod med 4 majskolber tænkte jeg: “Hvorfor dog ikke også bare proppe dem derind også? Så er der en gryde mindre på komfuret.” Og det gjorde jeg så.
Resultatet var ikke bare perfekt tilberedte majs. Det var også en langt lettere planlægning af hele måltidet. Når man koger majs, skal de helt være færdige sådan ca. 2 minutter, inden man går til bords. De skal ikke nå at blive kolde og tørre – og de skal heller ikke stå så længe i vandet, at de bliver overkogt. Når man tilbereder majskolber i ovnen, bliver det en hel del mere fleksibelt. Når du tager majsene ud af ovnen, er de stadig i deres beskyttende skræl, som holder dem varme og saftige, uden at de bliver kogt videre.
Jeg har tilberedt majskolber i ovnen mange gange efterfølgende, og resultatet bliver godt hver gang.
Men hvad med bladene og trådene så?
Blade og tråde trækkes nemt tilbage fra de færdigtilberedte majskolber. Du kan flå dem helt af og smide dem i skraldespanden. Eller du kan lade dem blive siddende på og flette dem for en dekorativ præsentation og indbygget “håndtag”.
Toppings:
Majskolber med smør bliver aldrig kedeligt. Men der findes mange andre måder at pimpe dine majskolber på. Du kan fx gnide dem ind i god pesto og drysse med revet parmesan. Nogle er glade for en spicy chilitopping på deres majskolber. Andre leger med friske krydderurter og forskellige creme fraiche-dressinger. Hvad foretrækker du?
Majskolber i ovnen
- Majs
- Dine foretrukne toppings – fx smør eller en kombination af pesto og parmesan.
Læg majsene i ovnen – helt som de er. Du kan bare lægge dem på ovnristen, eller du kan bruge et ildfast fad. Tænd ovnen på 200 grader, og giv majsene ca. 30-40 minutter. Jeg kan godt lide mine majs ret møre, så jeg giver dem 40 minutter. Hvis du er til mere crunchy majs, så gå efter 30. Det er i øvrigt en god idé, hvis majskolberne ikke er helt køleskabskolde, når du kommer dem i ovnen.
Hvis resten af måltidet ikke er helt færdigt, når ovnuret ringer, kan du sagtens slukke for ovnen og lade majsene ligge lidt længere tid. De kan også sagtens tåle bare at ligge på køkkenbordet nogle minutter.
Lige inden servering hives blade og tråde tilbage og flettes evt. til et “håndtag” eller pilles af.
Top med koldt smør, eller hvad du foretrækker. Det er også en ret lækker variation at gnide majskolben ind i god pesto og drysse med parmesan.
Husk at give majskolberne et lille drys salt, da de jo ikke er kogt i saltvand som normalt.
Super ide med ovn tilberedningen det skal jeg prøve. Jeg elsker dem også med smør, men er også ret vild med at smøre dem ind i Sambal Oelek.
Uh, Sambal oelek – spicy og spændende! Det må prøves! 🙂