Der er en del, der har spurgt til, om ikke jeg kunne tænke mig at lægge madplaner ud på bloggen. Det vil jeg egentlig gerne, men jeg har lidt vanskeligt ved at lægge dem ud på forhånd. Jeg sidder sjældent søndag eftermiddag med en klappet og klar madplan for de næste 7 dage. Vores weekender er ofte præget af stor spontanitet, og ofte er det tidligst torsdag, at vi ved, om vi skal have gæster, eller om vi skal i byen og spise. Så jeg laver som regel først en madplan for mandag til fredag, og så skriver jeg weekenden ind, når jeg har en fornemmelse af, hvad vores planer er. Derudover retter jeg tit mine madplaner til, når jeg mandag formiddag kommer ned i Irma og ser, hvad der er på tilbud af kød og grøntsager. Derfor er det først i slutningen af ugen, at jeg har en færdig og brugbar madplan, som kan gives videre til andre. Der har jeg som regel også lagt nye opskrifter ud på bloggen på de ting, vi har fået at spise.
Så hvis I kan leve med at arve mine “brugte” madplaner, og hvis det er okay, at man måske ikke altid kan nå at udnytte de tilbud og sæsonvarer, jeg har brugt, så kommer der i hvert fald her min madplan fra uge 44. Det har været en rigtig vinteruge, hvor vi har været i humør til gamle, danske retter med svin og kartofler i uhørte mængder (hvilket ellers er ret atypisk herhjemme). Sidst på ugen blev vi dog lidt mere eksotiske og gik løs på chili con carne. Det har været en rigtig billig uge med mange rester og også en uge, der var præget af, at der var blevet købt en hel pose grønkål, som skulle sættes til livs
Mandag: Hjemmelavet fish’n chips, coleslaw (vi bruger Spise med Prices opskrift og steger bare fisken i stedet for at friturekoge. Og så erstatter vi pomfritterne med ovnkartofler.)
Tirsdag: Stegt flæsk og æggekage med sprøde jordskokker, Råkost med grønkål, rødkål, jordskokker, linser og granatæble, rugbrød.
Onsdag: Forloren hare, kartofler, sovs, Salat af grønkål, rødbede, granatæble og linser.
Torsdag: Biksemad med rester af forloren hare og et par pølser fra fryseren, brasede kartofler, Lærer Andersens waldorfsalat, rugbrød.
Fredag: Var vi til fest for min storebror og spiste dejlig Porchetta.
Lørdag: Chili con carne med cornbread på toppen (opskrift fra Den Sultne Studerende). Tilbehør: rå blomkål, guacamole, spicy salsa af tomat og grønkål, creme fraiche, tortillachips.
Søndag: Rester af chili con carne og tilbehør.
0 comments on “Madplan uge 44”Tilføj din