





Okay, jeg ville egentlig have været den gode madblogger, som serverede årets første madplan for dig på årets første dag, så du var klappet og klar, da hverdagen ramte i går. Men så velplanlagt var jeg ikke lige. Helt ærligt, hvem er også det i januar?
Min hverdag rammer i dag. Jeg har nemlig altid fri om mandagen, så tirsdag er min mandag. Jeg har brugt de sidste 2 dage på at slappe af, se Netflix (Modern Family sæson 7 – yay!), indvi mine nye skøjter og andre rare ting.
Så jeg har ikke været så tjekket at forberede en masse her på bloggen.
Men – bedre sent end aldrig – i dag er jeg klar! Og jeg har lavet en madplan til resten af ugen med forslag til enkle, sunde og billige retter, som får dig godt i gang med januar. Ugen starter tirsdag og kører til og med søndag. Når du klikker på links’ene til retterne, er der forslag til tilbehør, hvor der er behov for det.
God fornøjelse, og god uge! Og hey – hvis du har ønsker til, hvad der skal mere af på bloggen i løbet af 2017, måske særlige opskrifter eller råvarer du savner – så del dem endelig i kommentarfeltet!
Madplan for uge 1:
Tirsdag: Thai steak-salat
Fuld af smag, farver og sprødhed. Og så er den sund for dig og giver kroppen et sikkert tiltrængt boost af vitaminer og kostfibre.
Onsdag: Knapt så svensk pølseret med kylling
Kartoflerne er erstattet af persillerod, og tomatsovsen er spiffet op med lidt frisk tomat og masser af fed fløde, som giver god mæthed.
Torsdag: Alt i én-pande med kylling og græskarpasta
En lækker, cremet pastaret med græskar i stedet for pasta og masser af smag og fylde fra bacon, persillerod, fløde og andet godt.
Fredag: Cheeseburgerfad
En lidt mere snasket, comfort-food-agtig fætter til den populære cheeseburgersalat, hvor du drøner krydret oksekød i ovnen med en fyldig tomatsovs og masser af ost. Lidt henad lasagne egentlig også.
Lørdag: Cremet kyllingesuppe i crockpot med majs og sweet potatoes
Denne her cremede kyllingesuppe kræver 10 minutters arbejde af dig midt på eftermiddagen, når du smider den i crockpotten. Og så ca. 10-20 minutter igen, når du smager den til inden servering og laver toppings. Den er perfekt til en lørdag, hvor du gerne vil gå tur i skoven eller byen og komme hjem til dampende varm og velsmagende aftensmad.
Søndag: Frikadeller
Hvem elsker ikke en god gang frikadeller? Min opskrift giver mig det perfekte resultat hver gang. Lav evt. en stor portion og spis rester mandag.
Tak, spændende opskrifter. Jeg elsker madplaner, så slipper jeg for selv at finde på noget 🙂
Dejligt at du kunne bruge det til noget, Bjarne! 🙂