Madlede

Madlede

I perioder lider jeg af madlede. Normalt er jeg evigt sulten og glæder mig til hvert eneste måltid. Jeg kan spise hvadsomhelst på hvilketsomhelst tidspunkt af dagen. Bare lang mig en stor, saftig bøf kl. 9 om morgen! Eller en skål knasende grønkålssalat. Jeg er frisk!

Og så kommer der pludselig sådan nogle perioder, hvor jeg dårligt tåler synet af mad. Hvor jeg er småkvalm og føler mig utilpas i min krop, og hvor god og sund lchf-mad er det sidste, jeg har lyst til. Hvor det eneste, jeg så meget som kan overveje at spise, er en skive franskbrød med smør. Eller – jeg tør næsten ikke skrive det – pomfritter og chips.

Det er helt tosset, jeg ved det godt. Man skal nok have prøvet det for rigtigt at forstå det. Ellers lyder jeg bare som Louise 5 år, der “kun kan spise pomfritter og softice til aftensmad, fordi jeg er så syyyyyg…”

Heldigvis er det ikke så tit, det dér madlede forekommer. Det er faktisk meget sjældent. Men jeg har oplevet det et par gange i det sidste års tid. Lige nu i skrivende stund plages jeg af madlede, fordi jeg døjer med efterdønningerne fra et maveonde i weekenden, hvor jeg måtte ud og snakke i den store, hvide blues-mikrofon, som man siger. Det tager mig dagevis at komme over sådan et anfald, og al mad forbindes med kvalme og sygdom. Ram mig med 40 graders feber og lungebetændelse, og jeg kører ufortøvet videre (næsten da!). Men noget, der rammer min mave… Puh… Så er jeg helt slået ud!

Det er i øvrigt også forklaringen på, at der har været stille på bloggen den sidste uges tid.

Det værste ved at have haft maveonder er, at jeg forbinder det sidste mad, jeg spiste, inden jeg blev dårlig, med sygdom. Og så kan jeg ikke spise det mere. Like ever! PT inkluderer min liste over mad, jeg ikke tåler lugten eller synet af: kebab, brunchpølser og forloren hare. Total meget 3 yndlings-ting, som jeg hader at måtte undvære. Og i øvrigt virkelig ufedt, fordi vi har et pizzaria i stueetagen, hvor der meget ofte lugter kraftigt af kebab.

Scrambled eggs ligger i øvrigt lige på vippen over også at blive et madtraume, fordi jeg for nylig forsøgte mig med en bid af en brunchpølse sammen med en portion scrambled eggs og straks måtte opgive. Jeg håber, at scramled egges stadig kan nå at reddes. Jeg holder en lang pause fra det lige for tiden.

Et par af madtraumerne ligger flere år tilbage i tiden, men der er ikke noget at gøre. Jeg kan simpelthen ikke have det i min mund. Jeg har også et stramt forhold til pastaskruer, fordi jeg engang i 2. klasse(!) fik serveret pastaskruer med ketchup på fritidshjemmet, lige inden jeg blev syg.

2. klasse. Det er godt nok længe siden!

Nå, men madleden behøver egentlig ikke være forbundet med maveonde. Den kan også bare komme lige pludselig en dag, hvor jeg kigger på min ellers lækre og indbydende aftensmad og tænker: “Nej tak.” Og så lader jeg bare være med at spise noget. Det  er virkelig mærkeligt.

Pga. hele denne her madlede-situation har jeg det sidste halve års tid fiflet lidt med en mere liberal udgave af lchf, hvor jeg bl.a. spiser rugbrød til morgenmad, og hvor der nogle gange om ugen kommer kartofler på bordet til aftensmad. Det er ikke idéelt for min vægt, og jeg får heller den rolige mæthedsfornemmelse og det stabile blodsukker, som striks lchf giver mig – men jeg er simpelthen nødt til at køre det sådan lige nu for at få min madlyst lidt på banen igen.

Kender I det med madlede? Eller er det bare mig, der er underlig? Det er sådan lidt syret for mig som madblogger at skrive det her indlæg. For jeg skulle jo gerne være vild med mad og inspirere andre med madglæde. Ikke det modsatte. Men det er i hvert fald den ærlige udgave af, hvad der – indimellem – foregår bag facaden på den pæne, sunde madblog 🙂

1 kommentar til “MadledeTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *