Madglad – aldrig har en titel på en bog passet så godt til mig! Jeg er et par måneder bagud på kogebogsfronten her. Jeg havde glemt at sende forlaget min nye adresse, så min pakke med skønne kogebøger fra Politikens Forlag, som de sendte i maj, røg lidt rundt i verden, indtil der gik sommerferie i den, og alt gik i stå. Men nu er Jane Faerbers nyeste skud på stammen endelig landet hos mig.
Indlægget i dag handler både om Madglad (adlink) og om de tanker, som bogen har sat i gang hos mig. Omkring børns madvaner, børnefamiliers hverdag, min egen barndoms madkultur osv. Og så får du mulighed for at vinde dit eget eksemplar af “Madglad”, som jeg trækker lod om i samarbejde med Politikens Forlag.
Jeg har altid ret store forventninger,
når Jane udgiver noget – og jeg er altid lidt bange for at blive skuffet. Men endnu engang er det altså lykkedes den meget kloge dame at leve op til mine forventninger. Bogen har ikke, som hendes tidligere kogebøger, karakter af at være en “slankebog” eller en LCHF-bog – men en bog, der kort fortalt handler om at gøre børn madglade. Om at lære dem at turde smage på al den skønne mad, der findes i verden, og blive det, Jane Faerber med et godt ord kalder “madmodige”. Om at skære de store mængder sukker og tomme kulhydrater ud, som præger mange børns kost i dag – og erstatte dem med grøntsager, vitaminer og i det hele taget næringsrig kost. Og om at have rare måltidsoplevelser sammen som familie i stedet for børn, der sidder og stikker til broccolien og plager om yoghurt. Bogen er skrevet med udgangspunkt i Janes egne erfaringer med sine 2 10-årige tvillinger. Og selvfølgelig på basis af hendes egen store viden om kost, ernæring og madlavning.
Bogen indeholder et teori-afsnit og så selvfølgelig en kæmpe bunke opskrifter, som man bestemt ikke behøver være barn for at spise. Vi skal fx have “Flyvende Jacob” og sød broccolimos i aften, og jeg har også store planer for den lækre Cheeseburgersuppe. Målet for opskrifterne i bogen er denne gang ikke, at de skal være striks LCHF. De skal være naturlige, fri for raffineret sukker – og mange af dem lægger sig helt klart op ad en LCHF-livsstil. Men der bliver også plads til en gulerodsråkost med kanelrosiner og ristet kokos. Og et par opskrifter med kartofler såvel som rodfrugter og andre gode sager. Der har også sneget sig en havregrød ind og nogle voldsomt lækre barer med tørret frugt og nødder (bl.a. brunkagebarer – det lyder da for dreamy!) Det passer rigtig godt ind i vores ret liberale LCHF-livsstil herhjemme. Hvis man spiser striks LCHF, skal man være lidt mere selektiv, men man kan stadig have masser af glæde af bogen.
Som altid er billedsiden (skudt af Columbus Leth) voldsomt smuk og mundvandsfremkaldende. Grafikken er lækker, og bogen er trykt i en lækker, tyk papirkvalitet og med en kraftig hardback-indbinding, som kan holde til mange år i køkkenet. Nå ja, man har vel arbejdet i forlagsbranchen længe nok i sin grønne ungdom til at kunne glæde sig over den slags 🙂 Opskrifterne er lette at gå til og kræver ikke, at man skal være mesterkok eller konditor for at gå til dem. Der er forslag til, både hvordan man serverer “åbenlyse” grøntsager for børn – og til hvordan man kan snige dem ind i sovser, kødretter og sågar is. Jeg tænker virkelig, at det er en fed håndsrækning til familier, der er kørt sur i børn, der kun vil have toastbrød og kød.
Nu har jeg jo ikke børn,
så i og for sig er jeg ikke den oplagte målgruppe for bogen her. Men på en eller anden måde er mit liv så fyldt med børn både på arbejde og privat, at jeg alligevel føler, at bogen er dybt relevant for mig. Jeg har fx børnekor, der møder op, trætte og med hovedpine, hver onsdag og plager om kiks og saftevand (mens de gnasker ihærdigt på den pose vingummier, der har købt i kiosken på vej fra skole). Og jeg oplever børn i vores omgangskreds, som groft sagt lever af toastbrød, kød, kartofler og slik. Og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig af et kærligt hjerte for ungernes helbred.
Derfor har det også gjort mig mig ked af det at læse de kritiske anmeldelser, som man bare VIDSTE, der ville komme, da Jane Faerber udgav en bog om børns madvaner. Ikke kun på Janes vegne, men faktisk mest på børnenes vegne. Der er fx folk, der mener, at hun lever i et eventyrland og vil fremkalde massivt mindreværd hos børnefamilier – fordi hun foreslår, at man spiser sammen som familie uden at have tv’et kørende og venter med at spise til alle har sat sig. Og der er de dér mennesker, der som automatreaktion altid hidser sig op, når man prikker til, at børn (og nok egentlig også voksne) ikke bør spise så meget sukker, som de gør… Og som begynder at slynge om sig med ord som “spiseforstyrrelse” og “ortorexi”. Idéen om, at man faktisk godt kan (og måske burde) leve uden bland-selv-slik hver fredag er ikke noget, moderne danskere kan lide at høre!
Lad mig komme med en historie fra det virkelige liv:
2 af mine søde piger fra mit ungdomskor kan gode lide at hænge ud i kirken onsdag eftermiddag, hvor jeg arbejder. Det betyder, at de misser deres eftermiddagsmåltid på klubben. Forleden blev de sultne (efter at have ryddet kirkens skuffer for kiks og småkager) og løb hen på klubben for at få eftermiddagsmåltidet. Da de kom tilbage spurgte jeg dem, om de havde fået noget godt? “Ja, der var kage: roulade og citronmåne.” Seriøst?! “Ja, vi får altid kage om eftermiddagen. Engang imellem prøver de at give os rugbrødsmadder, men dem er der ingen, der spiser, og så giver de op og køber kage fra Netto i stedet.”
Den lader vi lige stå et øjeblik…
Yes, mine damer og herrer. Dette fandt sted…. ikke på Vestegenen eller på Lolland-Falster (no offense!) – men på Indre Østerbro. 2100 Spelt! Hvor børn åbenbart spiser 2 stykker ussel tankpasserkage på klubben hver eftermiddag som noget helt almindeligt.
Kom så igen og sig, at børn ikke har et sukkerproblem i dag, og at vi ikke som samfund behøver at forholde os til det! I rest my case…
Kort sagt: Der er brug for denne her bog!
Som helt lille var jeg faktisk en smule kræsen.
Jeg spiste helst kød og kartofler og brød mig ikke om salat. Jeg syntes, at det smagte af vand med smag. Og det var ikke en god ting i min børnelogik. Men så begik min mor den lille genistreg, at hun gjorde mig til ansvarlig for salat, da jeg var omkring 10. Vi spiste altid (dengang i start-90’erne) en icebergsalat med tomat, agurk og Thousand Island-dressing (rørt op med A38, fordi vi skulle spare!). Ikke noget stort kulinarisk mesterværk, men det var noget, et barn kunne lave. Og det, at jeg selv havde frembragt den med mine egne hænder – og måske endda smagt dressingen lidt til – dét gjorde, at jeg pludselig spiste salat hver dag.
Selvfølgelig er et af Jane Faerbers råd til børnefamilierne også: “Involvér børnene i madlavningen”. Og helt ærligt – gør det nu! Det giver så meget bonus.
Jeg husker også, at jeg ofte valgte børnemenuer, når vi var ude at spise: kylling og pomfritter, wienersnitzel og sådan noget… En aften på en ferie, hvor vi sad på en restaurant, sagde min mor pludselig til mig: “Helt ærligt, kunne det ikke være en idé, om du begyndte at prøve at smage på noget mere spændende mad fra voksenmenuen? Den dér børnemenu kan du jo ikke blive ved med at gide.” Det sjove var, at jeg bare tænkte: “Nå ja, det var da egentlig en god idé.” Jeg blev ikke vred eller ked af det eller røg ud i en rygende konflikt. Jeg havde nok bare altid valgt fra den dér børnemenu, fordi det havde jeg fået indtryk af, at man skulle, når man var barn. Men fra den dag valgte jeg spændende og eksotisk mad, når vi var ude at spise – og jeg blev faktisk hurtigt hende, som blev bedst til at gennemskue en menu og vælge de bedste retter. Voksne kan hurtigt overføre deres egne forestillinger om børns kræsenhed til børn, som i virkeligheden ikke er kræsne – og det er netop en af pointerne i bogen.
Nå, men hvis man lever i en eventyrverden,
fordi hele familien spiser sammen, taler sammen under måltidet, smager pænt på maden og roser kokken – ja, så er jeg nok opvokset i en form for eventyrland. Det var nu ikke fordi, min mor dansede rundt som Snehvide omgivet af skovens dyr, og min far sad på en træstub og spillede violin dagen lang. Med en far, der havde en ledende stilling i en international virksomhed og en minimum 70-timers arbejdsuge, og en mor, der som regel havde fri kl. 17 efter en lang dag med musikelever – ja, så kan det faktisk godt undre mig, at der overhovedet kom mad på bordet derhjemme. Især når man tager i betragtning, at vi er 4 børn, og at der næsten altid var gæster med hjemme. Men det gjorde der – og i min familie har aftensmåltidet altid været det samlende måltid og gerne dét, som man sad og hang over til langt ud på aftenen. Faktisk sad vi også altid ned og spiste morgenmad sammen. Og frokost i weekenden… Bevares, sommetider har vi da set fjernsyn, læst bøger eller aviser ved bordet – men ligeså tit har vi bare talt sammen, hygget og nydt maden. Det er jeg taknemmelig for at have med i bagagen.
Får børn mon ikke lov til det længere i dag? Har smartphones, Pokémon, fars marathontræning og Netflix mon udkonkurreret måltidets vigtighed hos mange familier? Eller hænger stressatmosfæren fra arbejde og skole så meget ved, at man ikke kan ryste den af sig inden for hjemmets 4 vægge og spise et rart måltid sammen? Det ville jeg virkelig synes, var trist…
Heldigvis kender jeg mange børnefamilier, hvor man sidder ned og har et rart aftensmåltid sammen. Og jeg nyder at spise sammen med venners børn, der smager på maden, fortæller om dagen i børnehaven og hælder sovs ud over hele bordet. Det gør mig glad og giver mig håb for, at der er plads til masser af madglæde og måltidsglæde hos børn i dag!
vi skal til det: Giveawayen!
Jeg er nysgerrig på at høre, hvilke madoplevelser du har med dig hjemmefra. Hvordan havde du det med mad som barn? Og hvordan spiste I som familie? Fortæl det så kort eller langt, du har lyst til, i kommentarfeltet. Også hvis dit primære minde er en rugbrødsmad ved køkkenbordet eller et Happy Meal 😉 No judgement here…
Så er du med i lodtrækningen om 1 eksemplar af Madglad. Giveaway’en er arrangeret i samarbejde med Politikens Forlag.
Jeg trækker lod søndag d. 14. august 2016 efter kl. 12.
Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.
Jeg husker fælles familie-aftensmad i min barndom, hvor fredagsfavoritten var karbonader med råstegte kartofler og købe-bearnaise, men hverdagsklassikerne ellers var de vanlige: tomatsuppe, boller i karry, risengrød, grøntsagstærter osv.
Madpakkerne (til 6 pers) blev smurt efter aftensmaden af min mor, som gik op i sunde og varierede madpakker og selv lavede dem i erkendelse af, at tre drenge (foruden mig, eneste pige) ikke ville få lavet en, der ville leve op til anbefalinger om sundhed.
Uh, karbonader – det er altså også bare godt! Jeg har desværre en mand, der ikke bryder sig om det – ellers ville den være på menuen en gang om ugen herhjemme 😉
Jeg var kræsen son barn og husker det som, at jeg levede af havregrød, som min bror og jeg selv fik lov at lave ?
Hihi, så håber jeg, at I i hvert fald kunne lide havregrød 😉
Hmm … Fra jeg var 9 år, flyttede vi ind i et bofællesskab (med i starten 15 mennesker – nu er der 60, men jeg er så flyttet hjemmefra). Her var der fællesspisning hver dag, vi dyrkede selv de fleste grøntsager (og opdrættede egne dyr), og vi prøvede meget ny mad! Quinoa, skyr, perlebyg – vi spiste det for 10 år siden, før det blev cool. Meget hipsteragtigt 😉
Men det betød så også, at vi børn fik kureret vores kræsenhed allerede inden den rigtigt nåede at opstå. Hummus, dhal, sammenkogt alt muligt, salater med mælkebøtte, skvalderkål og bladbede og alverdens andre pudsige og anderledes ting. Hver aften sad vi så og spiste som én stor familie – sammen med både forældre og vores gode venner, vi boede sammen med og legede med hver dag. Når alle spiste det samme, stillede man jo bare ikke spørgsmål – og så lærte man at kunne lide det! Det har også hjulpet mig senere hen til at der er meget få ting (stangselleri, fennikel, bøftomater og persille), jeg decideret ikke kan lide – og jeg kan med de fleste udskæringer af kød. Det er simpelthen så befriende, når der er den slags åbenhed, frihed og tilgængelighed omkring mad – at man altid må gå i køkkenhaven efter noget, og at man på den måde lærer at leve af årstidens grøntsager. 🙂 Og glæde sig til når der skal slagtes!
Den frihed håber jeg engang at kunne give videre til mine egne børn.
Wow, det lyder jo helt fantastisk!
Jeg har heller ikke børn endnu, men når de engang melder deres ankomst, så skal de samme rutiner gælde, som i min barndom. Min bror og jeg skulle altid dække bord, og vi havde en maddag, en gang om ugen hver. Her måtte vi selv bestemme, og i den ret så vegetariske og ikke-børnevenlig menu, som mine forældre kørte (og stadig holder fast i, nu gør jeg det samme som voksen 🙂 ) bød på røde pølser med pomfritter, købesuppe og købeflutes! Heldigvis fik vi med årerne øjnene op for bedre madlavning ? Vi sad altid rundt om køkkenbordet og spiste, imens vi vente dagens begivenheder og tanker!
Dette har lært mig at lave mad, og at lave meget forskellig mad, samt at sætte pris på det, selvom jeg ikke gjorde det som barn.
Jeg kunne enormt godt tænke mig ny inspiration fra den gode Jane,. Jeg er ikke lchf, men kigger ofte i hendes bøger, når jeg laver madplan og modificerer fedtet. Kh Line
Sådan! Min bror lavede også altid stegte pølser, når han havde maddag 😉 Men godt, at I også fik øjnene op for andre retter 🙂
Jeg husker søndagsfrokosten hos min mormor og morfar, hvor familien blev samlet hver uge. Min mormor var en rigtig gammeldags husmoder, (født i år 1900), som lavede alt fra bunden. Det var det store kolde bord, med sild, steg, mørbradbøffer, ost osv. Jeg glædede mig altid til søndagene, hvor vi lyttede til giro 413 og sang med på sangene.
I mit barndomshjem, bestod frokosten af rugbrød med leverposteg, kød- eller spegepølse og ost. Aftensmaden var de gamle klassikere hakkebøf, frikadeller, medister, boller i karry. Det var ikke den store variation, men pengene var meget små. Jeg havde en søster, som var meget kræsen, og derfor var det meget de samme retter vi spiste.
.
I dag samler jeg familien til aftensmad, ofte på en hverdag, og så står menuen på det jeg lige kan finde på tilbud i den uge. De fleste vil gerne have gammeldags mad, men den brune sovs får de ikke så tit mere, men når den er der, der den et hit. De har accepteret at maden ikke er så fed mere, og at der er grøntsager eller en salat feks. coleslaw eller lignende til maden, så det bliver sundere og sundere mad efterhånden, og det er jo dejligt, ikke?
Det lyder helt eventyrligt hyggeligt med de dér søndagsfrokoster! Og brun sovs går bare aldrig af mode! 🙂
Jeg er årgang 68 og vokset op med kartofler, sovs og kød – og altid kogte grøntsager som dengang var årstidsbestemte. Mine forældre gik op i kvaliteten af råvarerne og alt blev lavet fra bunden. Det eneste vi havde i vores have var purløg og persille. Et æbletræ og et pæretræ var der også, men udbyttet var ringe. Far, mor og min søster og jeg spiste ALTID ved spisebordet og altid kl. 17.45… Vi holdt bordskik og spiste pænt med kniv og gaffel. Dejligt lige at se tilbage 🙂
Ja, det er helt hyggeligt lige at rejse lidt tilbage i tiden i tankerne 🙂 Jeg har godt nok også gnasket mig gennem maaaange kogte grøntsager – heldigvis kunne jeg godt lide dem 🙂
Jeg husker mest de meget kedelige kogte grøntsager, hvilket har resulteret i, at jeg først er begyndt at nyde grøntsager efter, at jeg for et års tid siden begyndte på LCHF. Nu spiser jeg grøntsager til alle tre måltider, og jeg elsker det!! Min børn (12 og 6 år) er også blevet rigtig glad for grøntsager både i madpakken og til aftensmaden. Jeg ville ønske, at min mor havde lavet sprøde og lækre grøntsager, da jeg var barn, for så havde min kost i ungdommen nok set noget sundere ud. 🙂 Tak for en god bog.
Bog = blog (forbistrede ordbog!) 🙂
Hihi, jeg sad også lige og tænkte: “Jamen jeg har da ikke skrevet nogen bog…” 😉
Det er vel bare et spørgsmål om tid ?
Lykkeligvis har jeg altid haft det fint med kogte grøntsager – men jeg kender godt nok mange, der har fået smadret deres forhold til kogte grøntsager med en overdosis af udkogt broccoli i barndommen! Dejligt, at du har fået rettet op på forholdet i dag!
Hos os blev aftensmaden også altid spist i fællesskab uden fjernsyn eller radio i baggrunden. Et tidsrum hvor man kunne snakke om dagen der var gået, tanker man gjorde sig og også bare vind og vejr. Det er noget af det vigtigste jeg har taget med mig i mit voksen liv og dette har også givet mig en masse madglæde! 😀
Det lyder både hyggeligt og rart! 🙂
Vi har altid hjemme hos os lært, at man ikke kan sige, at der er noget, man ikke kan lide, før man har smagt det. Jeg blev efterhånden glad for at lave mad og kaste mig ud i nye madprojekter, hvorimod min lillesøster på det tidspunkt var fuldstændig modsat, og det kan jeg forestille mig har været svært for min mor – at skulle lave aftensmaden, lad os sige græske frikadeller, på flere forskellige måder, fordi 2 kunne lide det det hele, den tredje skulle have dem uden ost og den fjerde (lillesøster) kunne godt lide ost men ikke løg og krydderurter. Det er vist en god mor, vi har haft 😉
Uh ja, hun har virkelig været på arbejde, din mor! 😉 Men din madglæde har da i hvert fald virkelig fået lov til at udfolde sig!
En eventyrfamilie er jeg også vokset op i, vi sad sammen of spiste til alle de måltider vi skulle have hjemme. Og der var ‘bordskinke’ som min lillebror kaldte bordskik.
Jeg var konsistenskræsen som lille, men min mor tog mig med i køkkenet og det vendte alt op og ned. Der gik ikke længe før mit kælenavn hjemme var Gerda Madglad…
En ugentlig maddag fik jeg da vi fik hjemkundskab i skolen og så begyndte en livslang kærlighedsaffære med kogebøger og madlavning, bagning, syltning og henkogning.
Det er noget jeg arbejder på at lære min konsistenskræsne datter på 4..hun er godt med på grøntsagerne, men kødets kniber det med. Jeg har kigget på Janes bog længe og tænker på at det er lige noget for os…
Haha, bordskinke! 😀 Fantastisk! Håber, du får lillepigen med på grøntsagsvognen – mon ikke nok det skal lykkes dig 🙂
Vi spiste aftensmad hver dag kl. 18.00 sharp. Ved spisebordet og uden tv i baggrunden, mor, far og børn. Kød, sovs og kartofler. I weekenden fik vi spaghetti med millionbøf, for det kan min far ikke lide, og han var ikke hjemme i weekenden. I dag gør vi det samme i min familie. Dog er menuen noget mere varieret 🙂
Åh ja, vi fik altid risengrød, når min far ikke var hjemme, for det brød han sig ikke om 🙂
Når jeg tænker på min barndom, så tænker jeg ‘kage’ – gode hjemmebagte kager, som min autoritære far skulle have til kaffen hver dag. Dermed blev kage min hverdag allerede i slutningen af 60’erne, og da jeg var ca. 10 år gammel begyndte jeg at have ansvaret for kagerne. Jeg nød det, og spiste og spiste KAGE, fortsatte med at bage lækre kager som voksen, alle var vildt begejstrede, når jeg havde bagt . Også mine børn har haft glæde af kage flere gange ugentligt, fordi jeg bagte (til mig selv!) for 3 år siden begyndte jeg at føle afhængigheden udvikle sig til en angst for at pådrage mig sygdomme pga sukkeret, jeg faldt tilfældigt over Madbanditten – og siden kan de traditionelle kager, jeg har bagt, vist tælles på 1 hånd! Derfor ville det glæde mig rigtig meget at deltage i denne konkurrence, og få fuldendt min samling af Janes bøger ?
Hold da op, sikke en historie! Dejligt, at du har fået glæde af LCHF til at få kontrol over sukkeret 🙂
Hos os var aftensmad et samlende måltid. Og der var altid varm mad på bordet. Jeg var så misundelig på min veninde, hvor der nogengange blev serveret rugbrødsmadder til aften 😉
Min yndlingsret da jeg var barn var, som for mange andre, spaghetti med kødsovs, og når det skulle være lidt finere: steak, bage kartoffel og salat. Men min mor serverede al slags mad derhjemme, og der var ikke noget der hed “børnemad”, men hvis vi ikke kunne lide maden efter at have smagt, så fik vi lov til at få havregryn med mælk, som vi selv anrettede. Jeg er på ingen måde kræsen, og det tror jeg skyldes, at min mor har givet sin madglæde videre til mig.
Jeg husker at min søster og jeg havde hver vores maddag i ugen og fik hjælp til at lave en indkøbsseddel til det valgte og så fik lov til at gå ned til lokalbrugsen og handle, for derefter selv at lave mad (med den dertil hørende voksen-back-up). Jeg husker ikke hvor gamle vi var, men man skulle også selv vaske op…. Hvilket var mindre sjovt og nogle gange dominerede valget af mad, man ville lave…..
Vi spiste altid sammen hele familien, jeg elskede min mors grydestegete kylling,det var en af mine livretter.
Jeg husker særligt at komme hjem fra skole og så få eftermiddagste og boller sammen med min mor og bror. Så hyggeligt og dejligt lige at falde ned efter en lang dag. Og vi spiste forresten også alle
Måltider sammen ved bordet.
Jeg er vokset op med grisehaler, oksehaler, vinbjergsnegle, kalvetunge og alverdens andre spændende retter. Elsker min far for at præsentere mig for alt det!
Jeg er vokset op med grisehaler, oksehaler, vinbjergsnegle, kalvetunge og alverdens andre spændende retter. Elsker min far for at præsentere mig for alt det!
Vi har i min familie altid lagt stor vægt på at spise vores måltider sammen. Noget jeg også har ført med mig videre i min egen familie. Vi havde desuden en regel om at man skulle smage på maden – jeg ved ikke om det er det der har medvirket til at mine søskende og jeg aldrig har været kræsne eller bange for at prøve nyt mad.
Jeg ville elske at vinde bogen, da min søn desværre ikke ret glad for særligt grøntsager og vi lige nu prøver at motivere ham til at være lidt mere med i køkkenet.
I min familie har vi altid spist aftensmad sammen, og jeg er fast besluttet på at overføre den vane til mit eget familieliv engang, selvom min kæreste ikke finder det vigtigt på samme måde som jeg. Vi har altid fået meget kartofler, kød og sovs (klassisk vestjysk mad tror jeg). Heldigvis vinder grøntsagerne godt ind både hos mine forældre og i mit eget køkken 🙂
I mit barndomshjem var måltiderne det faste samlingspunkt for familien, hvor især min far arbejdede meget. Morgenmaden foregik oftest i stilhed (på den gode måde), alle havde deres faste rutiner; hvem gjorde hvad klar og vi hørte morgenradio og læste aviser. Aftensmåltidet var så opsamling for dagen, hvor min far langt de fleste gange holdt pause med arbejdet, og så sad vi og havde familietid. Har nogle rigtigt gode minder om disse faste holdepunkter, som jeg ihærdigt forsøger at videregive.
jeg husker “amagermad” en skive franskbrød med ost og rugbrød og så lidt marmelade ovenpå, stegt lever og en gang om ugen en kødløs dag, og søndagsmad var hel stegt kylling, oksekødssuppe sursød sovs mums mums mums
Jeg var absolut ikke kræsen som barn, jeg spiste alt og smagte på alt. Når vi skulle ud og spise nægtede jeg McDonald og junk næh jeg ville på fin restaurant og har aldrig prøvet at vælge en børne menu. Det var for kedeligt for mig 🙂 Om morgenen spiste vi altid sammen men en gang imellem i weekenden kunne morgenmaden godt indtages foran en Disney film:) Aftensmaden var altid hjemmelavet og vi spiste altid sammen. Når jeg kom hjem fra børnehave, klub, skole mm havde min mor altid et lille måltid klar og hvis det var en rå kold vinter dag var det varm kakao og ny bagte boller eller pandekager 🙂 Alt sammen Noget jeg helt sikkert holder fast i den dag i dag…
Jeg var ærligt talt så mega kræsen at jeg mest husker pasta og gnavegrønt – indtil min far blev grill entusiast! Så blev alt (kød, grønt, brød, desserter – virkelig alt!) pludselig lavet lidt anderledes, lugtede anderledes og så anderledes ud. Så hjalp det nok også at jeg kom mere og mere med i køkkenet. I dag er jeg stort set altædende men fars Grill mad er stadig det bedste! ❤
jeg har allerede alle Jane`s bøger og elsker dem og mange af de dejlige retter
Uhh jeg har mange gode barndomsminder fra aftensmaden. Er vokset op med boller i karry, kartoffelsuppe og frikadeller. Min mor er super god til at lave mad.
Selvom det ikke er huttemeyer, så er en af de bedste barndomsminder, når vi kom hjem fra foldboldtræning og der stod risengrød på bordet. ☺ sådan en kold efterårsdag. Det var lækkert.
Ville vildt gerne vinde denne bog til min kræsenpind på snart 4 år. Vil gerne hjælpe ham af det og har brug for input. ?
Mine madminder fra barndommen er overvejende hyggelige. Min far arbejdede i weekenderne på et (grønsags)pakkeri, når han kom hjem var det altid med et net fuld af lækkerier som vi sammen gjorde klar til aftenens måltid. Jeg savner de lange eftermiddage i køkkenet, og ønsker jeg med tiden kan skabe samme glæde for ægte råvare og mad for mine børn. Måske bogen vil være et skub i den rigtig retning 😉
Jeg husker god gammeldags mad som sovs og kartofler og selvfølgelig noget kød. Vi har altid hygget omkring bordet og hørt ind til hinandens dag. Der var en regel der hed at man ikke vidste om man kunne lide maden før man havde smagt den, og det har jeg taget med mig videre ? Håber på et exemplar da jeg er ved at indføre maddag for min datter på snart 10 år ???????
Min mor gjorde meget ud af at vi spiste aftensmad sammen hver aften. Det vsr også her vi fik snakket om alt og intet og fik vendt dagen. Dette forsøger jeg nu at videreføre til min lille familie.
Derudover har min mor lært mig at anrette maden pænt på fade og i skåle i stedet for at sætte gryder på bordet. Det er med til at gøre hverdagen lidt mere festlig.
Jeg husker mormors hyggelige køkken med karbonader og stuvet grøn ærter med nye kartofler. til slut æblekage kogt på æbler fra haven..
så husker jeg mors madpakker med ‘højt’ belagt smørrebrød og små pakker med ristet løg og andet så jeg ikke fik en snasket madpakke ?
Min far lavede oftest mad hos os, da jeg var lille, – også madpakkerne. De var så kedelige, hvis min mor havde været i gang 🙂 Jeg husker altid at have siddet rundt om bordet alle 4 til måltiderne. En sjælden gang fik vi lov at spise foran fjernsynet, hvis der kom noget spændende. Herhjemme hos os nu er det også noget virkeligt stort for drengene, hvis vi spiser pizza og ser film! Synes det er dejligt at kunne gøre det til en begivenhed fremfor hverdagskost.
Et lille minde fra da jeg var ret lille og min mor arbejdede sent fredag aften, – så smurte min far rugbrødsmadder og skar dem i små hapser, som min søster og jeg spiste til Fjernsyn for dig (Anna & Lotte)
Min mor forsøgte engang at servere stegt lever for os og prøvede at bilde os ind, at det var noget andet… Men den gik alt ikke!
Jeg har læst bogen, og den er rigtig god, men jeg tænkte egentlig, det var en selvfølge med de almene regler, Jane Faerber beskriver, og det blev jeg chokeret over, det ikke var, og at det er blevet så stort et problem i mange familier.
Som barn var det mine forældre, der bestemte. Det var godt. Der blev lyttet til os, men der var almene regler, der gjaldt ved bordet, og de var ganske rimelige og fornuftige. Vi har også spist foran fjernsynet – en gang i mellem, hvis der ex var noget specielt. Men generelt var aftensmaden også et samlingspunkt, hvor vi bla. fik snakket om dagens oplevelser i ro og mag.
Vi spiste middagsmad – midt på dagen – hos min farmor, hver dag undtagen søndag. Ind i bilen med far, mor, unger og karl og køre de 3-4 km. Utroligt at tænke på… Farmor var født i 1895 og uddannet økonoma. Vi fik altid 2 retter og det var god solid husmandskost, altid med en form for kød (evt. fisk) og altid rigeligt. Jeg har aldrig kunne lide blodpølse eller øllebrød. Men finker og pærevælling,det var helt ok.
Jeg har nogle kedelige minder fra aftensbordet hvor jeg ikke måtte gå fra bordet før jeg havde spist op. Nogen gange sad jeg der længe efter de andre var gået fra bordet. Til gengæld husker jeg med glæde min oldemors sagogrød, øllebrød, kærnemælkssuppe og andre lækre ‘oldemorsretter’ når jeg var på besøg hos hende. Jeg har forsøgt at give mine egne børn et afslappet og nysgerrigt forhold til mad. Jeg tror det er lykkedes 🙂
I mit barndomshjem var måltider noget, vi samledes om som noget helt naturligt, også selvom min mor ikke var en ørn til at lave mad, men holdt sig til de 10 klassikere, som hun kunne. Min livret dengang og nu var og er høns i asparges – gerne serveret med ris istedet for tarteletter… I dag har jeg selv en familie, hvor vi to voksne har fuldtidsjobs og hvor vores tre børn har en hverdag med skole, SFO/klub og børnehave. Alligevel spiser vi altid aftensmad sammen – uden fjernsyn eller telefoner – og taler om, hvordan dagen er gået. Morgenmad spiser de voksne derimod stående ved køkkenbordet, mens børnene sidder ned samlet ved spisebordet ved siden af. Sådan kan man blive nødt til at indrette sig, når ingen i familien er a-mennesker, og der derfor aldrig er helt nok tid om morgenen til at nå det hele…
Kh Anne
Husker måltiderne som hyggelige med masser af tid til at snakke om skole og alverdens ting og spise selvfølgelig ? Søndag var restedag med div rester fra køleskabet og ellers rugbrød, stegt torskerogn og sommetider blodpølse ? Husker vi fik meget ris, kartofler og supper og grød. Husker min far altid fik fri pas hvis han ikke ville spise grød og tog på pølsevognen mens min bror og jeg var tvangsindlagt til at spise med og var møg uretfærdigt ? Gik ret sulten i seng de aftner. Nå ja og noget så skønt som guldkorn blev spist som slik ( mon de egenligt kan laves sunde? )
Vi havde en ret så asocial tilgang til mad i mit barndomshjem. Vi spiste altid ret sent pga. mine forældres arbejde, og jeg husker ikke nogensinde at have spist et regulært aftensmads-måltid med mine to brødre som er 7 og 8 år ældre end mig – for de spiste på deres værelse for dem selv! Mine forældre og jeg spiste foran fjernsynet. Hver aften. Jeg havde et kærligt og trygt barndomshjem men lige på det punkt ønsker jeg det helt helt anderledes når jeg engang selv stifter familie 😀 Ville elske bogen!
Vi har altid spist sammen selvom det ofte var sent aftensmad! Men det var en prioritering at vi spiste sammen ? noget jeg også vil stile efter med børn!
Jeg var meget kræsen som barn. Jeg er fra 77 og min familie bestod af mine forældre og to storebrødre.
Vores måltider bestod ofte af havregryn, madpakke med kedelige rugbrøder der blev smidt væk i skolen. Min egen skyld at de blev kedelige da jeg intet kunne lide. Aftensmaden bestod af en ugentlig dag med rugbrød og en grød dag, ellers kød, sovs og kartofler. Grønsager spiste jeg bestemt ikke.
Jeg vil vild gerne vinde da jeg gerne vil hjælpe min yngste til ikke at blive lige så kræsen som jeg var som barn
Lige nu er vi i gang med kostomlægning her hjemme 🙂
Jeg mindes at mine forældre forsøgte at få os alle 4 til at spise sammen ved spisebordet – det gjorde vi som regel, bortset fra når min lillebror eller jeg selv var til fodbold eller gymnastik. Det var rart lige at få vendt dagen over aftensmaden, som som regel var lavet af min far. Hos os var det nemlig som regel min far der stod for aftensmaden.
Barndomsminde med mad… Kan tydeligt huske at jeg blev tvunget til at spise boller i selleri, YARKS.. Det er min haderet idag og jeg tvinger aldrig mine børn til at spise noget. De skal smage på maden og det er okay kun at spise det man kan lide fra aftenens måltid.. ❤️❤️❤️
Rugbrødsaftener! Det var helt klart det bedste:-) Vi sad lidt længere ved bordet og kunne hver især kreere vores egne madder. Der var altid noget “ekstra lækkert” som tun, spejlæg eller en rest af frikadeller eller hakkebøffer. Det allerbedste var dog, at når vi fik rugbrød, så behøvede vi ikke at drikke mælk til maden men måtte få vand 🙂 Sikke en fest 🙂
Da jeg var barn fik vi al mulig slags mad til aftensmad. Jeg husker det som om, at min søster og jeg fik lov til at hjælpe alt det vi ville (aner ikke hvor meget vi egentlig deltog:-))
Vi fik serveret mad fra alverdens lande. Og jeg bilder mig selv ind, at det er derfor jeg ikke er bange for at smage på noget idag.
Men vi spiste altid aftensmad sammen, ihvertfald som jeg husker det.
Vi elskede torsdage ? Min far lavede mad om torsdagen fordi min mor arbejdede sent. Vi fik skiftevis risengrød og familieretten som var rød spaghetti med bacon (steger bacon og bruger fedtet til at stege løg og putter ketchup i og til sidst blander det med kogt spaghetti). Det var ikke sundt men vi elskede det ? Vi havde til gengæld heller ikke fredagsslik eller sodavand i huset. Det var måske også lidt unfair overfor min mor som stod 6 dage om ugen og lavede lækker og sund mad, men der var noget særligt over torsdage ?
Hos os gik det i frikadeller, medisterpølse, kartofler og sovs og fisk hver onsdag. Jeg husker første gang jeg smagte lasagne – da var jeg 10 år. Mine forældre var ikke interesseret i nogen form for andet end gammeldags husmandskost og himlende med øynene da jeg foredling pasta eller lasagne..
I dag er bøtten vendt. Jeg er nu 35 år og har de sidste fem år ændret mine spisevaner til noget langt sundere og med mere eksotisk præg 🙂 Og mine forældre har fulgt trop!
Jeg har nu en lille glad dreng på næsten to år som jeg inderlig ønsker får bedre madvaner end dem jeg voksede op med og jeg ønsker mig redskaber og inspiration til at undgå at falde i “forældremadfælden”.
Jeg kommer (heldigvis!) også fra en familie, hvor der var tradition for at mødes om middagsbordet og det er bestemt en tradition jeg tilstræber at føre videre. Er meget enig i din holding og prøver ihærdigt at lære mine børn er der er plads til både gulerodsstave OG gulerodskage (helst hjemmebagt) i en helt almindelig kost
Jeg er vokset op med hygge omkring spisebordet ved morgen og aftensmåltiderne, og i weekenden også frokost som var dagens højdepunkt, jeg ELSKER frokost! Klassisk dansk frokost bord. Ja, jeg var heldig!
Idag bor jeg sammen med min kæreste og hans søn på 10, og vi er ved at indarbejde spisebordshyggen. For hvis man ikke er vant til det, så er det faktisk svært at hvile i det, fandt jeg ud af 😀 Min kæreste kaster maden i sig og rejser sig 3-4 gange under måltidet og det gør hans søn også, fordi det har de to været vant til. For dem, har det at spise altid skullet gå stærkt.
Men det giver rigtig meget glæde og nærvær at høre hinanden fortælle om dagen der er gået.
Jeg håber jeg vinder bogen så jeg kan inddrage min bonusdreng mere i madlavningen, han elsker det allerede, men ofte bliver det ikke til noget og det er i virkeligheden for dårligt, når nu han så gerne vil 🙂 Og hvis opskrifterne er lige så lækre som de plejer når de kommer fra Jane, så kan det kun blive en fest!
Husker retter som karbonader, frikadeller og medister ofte gik igen… Har videre givet disse til mine børn, som elsker gammeldavs retter, men heldigvis også er med på mere lette retter og næsten dagligt er med i køkkenet… De elsker det ?
Kylling var min livret allerede som barn og det har hængt ved. Det var en af de retter min mor var bedst til at lave. Ellers husker jeg vindtørre koteletter der stak som nåle på tungen efter en time i ovnen. Heldigvis var der nogle gange en ananasring på, for der var ingen sovs til de kogte ris. Min mor syntes jeg var kræsen og jeg kunne da heller ikke lide så meget af maden derhjemme. Det kunne jeg til gengæld når jeg var ude og til hjemkundskab. Så nogle af retterne begyndte jeg at lave derhjemme. Det var vi allesammen glade for? Vi spiser nu også altid aftensmaden sammen herhjemme lige som i barndommen.
Jeg har altid været en pige, som vejet lidt for meget, derfor har der altid været positions anretning, hvilket jeg er glad for i dag. Under mine forsøg på at tabe mig igennem min barndom, spiste vi rigtigt meget kylling og røsties
De ting jeg husker bedst er, at vi alke spiste sammen og talte sammen om dagen der var gået – samt at vi kræsne børn aldrig blev tvunget til at spise noget vi ikke kunne lide (vi måtte dog tage rugbrød hvis vi ikke kunne lide maden) – og det holder jeg på med min egen familie, begge dele.
Og skønt nok spiser min store datter rigtigt varieret og min mindre søn er jeg sikker på også kommer til at spise grønt på et tidspunkt, hvis han bare får tid – det vigtigste for mig omkring måltidet er hygge og afslapning og at kunne slippe kontrol med hvad børnene spiser, ingen er i almindelige familier døde af sult endnu i DK 🙂
Husker det som en hyggelig samling omkring bordet, men en masse gode historier fra dagens løb. Menuen stod somregelt på traditionel dansk mad og gode familie retter, hvilket har påvirket at jeg ikke kan udstå fx lasagne, det fik vi simpelthen(hvis du spørg mit 10-årig jeg) altid!
Det var altid rigtig, hjemmelavet mad med grøntsager fra egen have. Alt blev lavet fra bunden, mest fordi man ikke kunne få andet 🙂 Hjemmelavet syltetøj og sauerkraut midt om vinteren- mums 🙂
Jeg er 65 i dag, og noget af det første jeg bestemte da jeg fik børn, var at nok skulle mine unger smage på maden, men at det var i orden at man ikke var så vild med lige dette her, i min barndom skulle der spises op ligegyldig hvad. Alle børn har perioder med kræsenhed og hvis man bare sørger for der er i hvert fald en ting på bordet ved måltidet, om det så er gulerødderne eller kartoflerne, frikadellerne eller måske endda broccolien der er den ene ting, så skal de nok blive mætte, her hjemme er der ikke blevet lavet speciel mad til den kræsne. Med fire børn kan man ikke tage specielle hensyn, men det hjælper gevaldigt at lade børnene være med til at lave både madplan og også selve maden, også selvom det tager lidt længere tid, selv små poder kan hjælpe, mine startede med at putte kartoflerne i gryden mens jeg skrællede dem, og ja det gav lidt pjaskeri , det har vi overført til børnebørnene og nu hvor de er 8 og 6 år kan de faktisk gøre nytte i køkkenet, og vi hygger os alle med det
Jeg er 65 i dag, og noget af det første jeg bestemte da jeg fik børn, var at nok skulle mine unger smage på maden, men at det var i orden at man ikke var så vild med lige dette her, i min barndom skulle der spises op ligegyldig hvad. Alle børn har perioder med kræsenhed og hvis man bare sørger for der er i hvert fald en ting på bordet ved måltidet, om det så er gulerødderne eller kartoflerne, frikadellerne eller måske endda broccolien der er den ene ting, så skal de nok blive mætte, her hjemme er der ikke blevet lavet speciel mad til den kræsne. Med fire børn kan man ikke tage specielle hensyn, men det hjælper gevaldigt at lade børnene være med til at lave både madplan og også selve maden, også selvom det tager lidt længere tid, selv små poder kan hjælpe, mine startede med at putte kartoflerne i gryden mens jeg skrællede dem, og ja det gav lidt pjaskeri , det har vi overført til børnebørnene og nu hvor de er 8 og 6 år kan de faktisk gøre nytte i køkkenet, og vi hygger os alle med det
Min far arbejdede på treholdsskift, men når han var hjemme om aftenen spiste vi alle fire sammen, og talte om alt muligt. Jeg er opdraget med bordskik; sidde pænt, ikke tale med mad i munden, ikke synge ved bordet. Det har jeg også lært mine drenge. Det eneste jeg absolut ikke har holdt fast i er kravet om at skulle spise op! Jeg har mere end een gang siddet tilbage ved bordet, mens de andre ryddede af, fordi mine forældre selv kom fra trænge kår og ikke kunne drømme om ikke at spise op eller smide mad ud. Så sad jeg der og skulle spise op, uanset om jeg kunne lide maden eller ej. Det har altid stået som noget af det værste fra min barndom, så det besluttede jeg at mine børn ikke skulle udsættes for. Vi fik ganske almindelig dansk husmandskost (jeg er fra 1965), og da min mor forsøgte at modernisere køkkenet med vegetarmad blev det ikke så godt modtaget i starten, men selv min far, som i øvrigt ofte var med i køkkenet, endte med at kunne spise det ?
En anden ting jeg husker er, at min far tit lavede mad, særlig hvis vi skulle have gæster, og det havde vi tit. Det er måske en af grundene til at jeg har lært begge mine drenge at lave mad ?
Jeg husker faktisk ikke så meget hvad vi spiste, men hyggen omkring bordet når vi var samlet. Vi spiste altid sammen og vores venner var også altid velkommen.
Jeg husker at mor var bortrejst 1 uge og i den uge fik vi bernaise sovs hver aften.
Hjemmebagt rugbrød med tandsmør, når vi kom hjem fra skole, inden vi skulle til sport. Jeg kan stadig dufte og smage den sprøde skorpe og smørret der smelter – uhmmm.
Derfor bager jeg selv rugbrød to gange om ugen – og man må gerne skære i varmt brød hjemme hos os. Mine unger har allerede sagt, de gerne vil have surdej med, når de engang flytter hjemmefra. Så den holder jeg i live ❤
Hjemme hos os var pengene små og ihvertfald min Mor’s lyst til at bruge timer i køkkenet endnu mindre. Men alligevel blev der forsøgt tænkt grønt og sundt til aftensmåltiderne. Der var blot begrænsning på, så max to frikadeller og så måtte vi supplere med grøntsager og kogte kartofler.
I madpakkerne var der kun rugbrødsmadder, flade og “kedelige”. Men spist blev de, vi havde aldrig oplevet andet. Og havde i virkeligheden ikke rigtig noget at sammenligne med, for alle de andres madkasser havde samme indhold. Eneste udsving var hvorvidt man var eller ikke var typen der kunne lide makrel i tomat, æg eller ost i madkassen…..eller at nogens forældre var typerne der syntes at det da ikke var noget særligt og insisterede på disse til tider meget ildelugtende indslag i madkassen ;0)
Morgenmaden var altid cornflakes eller havregryn med mælk.
Men ligeså lidt kulinarisk udfordret vi måske blev som børn, ligeså meget ro og fællesskab var der omkring måltiderne. Ro til at notere sig dagen, lade alle indtryk bundfælde sig og høre om hinandens oplevelser netop den dag. Og så var der bordskik – bruger man overhovedet det ord idag!?
Tak, det blev en dejlig og tankevækkende tur ned af memory lane – åh hvor jeg krydser fingre ???
Det er skægt at gøre status over madminderne fra barndommen, og hvad man har taget med sig videre. Jeg var virkelig kræsen som barn – eller også orkede jeg bare ikke mere sovs og kartofler.. Til gengæld blev der altid brugt gode råvarer (gerne fra haven/mine bedsteforældres landbrug) og vi spiste sammen, med ro til snak. Vi bagte også en del. Op gennem teenageårene blev den megen sovs vendt til ren fedtforskrækkelse og faktisk blev den kurve først for alvor vendt, da jeg stødte på LCHF gennem madbanditten. Det knækkede for alvor koden til min kræsenhed og mine egne børn spiser heldigvis alt muligt underligt. De er med i køkkenet, vælger sære grøntsager i butikkerne og er meget opmærksomme på økomærket. Sovs og kogte kartofler får vi yderst sjældent, men de nyder det, når de er på ferie hos deres bedsteforældre. Skægt som man ofte længes efter det, der ikke er hverdag 🙂
Min mor havde gået på husholdningsskole og var fra landet. Derfor stod den ofte på tunge gryderetter, Benløse Fugle eller hønsekødssuppe. Vi smagte altid, men kunne altid smøre et stykke rugbrød i stedet for – og jeg tror, det et grunden til at vi alligevel spiste dagens middag, og grunden til at jeg aldrig har været kræsen. Men heldigvis er mad i dag noget helt andet og mere end den gang. Mit bedste minde: min mors varme, hjemmelavede leverpostej på et stykke franskbrød, når jeg kom hjem fra skole. ?
Min barndoms maderindringer hænger nært sammen med Karolines Køkken og Brugsens Kogebøger. Min mor og siden også min søster og jeg sled bøgerne til laser i 80’erne og 90’erne. Nye udgivelser blev ventet med spænding. Grøntsager fylder på min hverdagstallerken idag, men jeg elsker stadig de mange retter med smør, fløde og mælk i rå mængder, og Brugsens fastelavnsbolleopskrift er endnu uovertruffen.
Jeg har mange oplevelser, men i skrivende stund (måske fordi jeg sidder selv og det er aften og blevet mørkt) tænker jeg på en rugbrøds mad med leverpostej og agurkeskiver med et glas dejlig koldt mælk. Det gav min mor os altid da vi var små, hvis ikke vi kunne sove eller blev sultne lige inden vi skulle i seng. Den dag i dag (jeg er 36) hvis jeg forvilder mig til at lave det samme, føler jeg jeg sidder der igen. Hjemme i køkkenet i mit barndomshjem ved siden af min kærlige mor. Der er helt ro. Det eneste man hører er den sprøde agurk der knaser, når man bidder i den ?
I min barndom har vi altid fået klassisk dansk varieret mad. Jeg er vant til både dessert og aftenkaffe fra dengang, og det er så det jeg prøver på at slippe af med nu ? jeg havde altid rugbrødsmadder og lidt grønt med i madpakken.
Nu sidder jeg så med mine egne 4 skønne børn og forsøger at give dem nogle gode sunde vaner. Og det går nogenlunde, men jeg kan godt føle modgangen i form af, hvad alle skolekammeraterne må få af mad. Skolen tilbyder rigtig fin sund varieret mad i kantinen, men der er også udvalg af det mere usunde. Og når mine børn ser på hvad andre børn må købe flere gange ugentligt, så føler de sig efterhånden udenfor, fordi de sidder med madpakke hjemmefra og det er sket at andre børn decideret driller dem pga madpakken. Så jeg giver engang imellem lov til at de får penge med… heldigvis vil de gerne have deres madpakker. Jeg suger alle gode nye ideer til mig fra nettet, for at kunne gøre det sundt på en spændende måde. Så din anmeldelse af denne bog, har lige givet mig nyt blod på tanden. Den kunne jeg rigtig godt tænke mig ? Jeg vil i hvert fald gøre mit til at mine børn får sunde madvaner, så det ikke er dem der forstyrrer i timerne og så vi forhåbentlig undgår sygdomme etc.
Jeg husker særligt når min mor var ude at rejse, hvilket skete med rimeligt jævne mellemrum, så fik vi som regel sandwich fra supermarkedet og spiste dem gerne fra plastikpakken (det sparede opvasken, hvilket betød meget i et hjem uden opvaskemaskine). Ellers fik vi meget kalkun i hverdagen for min far ville gerne prøve at tabe sig og når vi skulle have det lidt godt i weekenden var det lammekølle med tzatziki.
Madpakkerne var dødssyge rugbrødsmadder med leverpostej og slatne agurkeskiver, som jeg husker det. Den dag i dag hader jeg madpakker!
Jeg er vokset op på pasta og pølse stykker! Det var det eneste min far kunne lave! 🙂
Jeg var ufattelig kræsen. Kødsovs bestod af løg blendet til grød, kød og ketchup ovenpå. Idag spiser jeg heldigvis alt!!
Jeg voksede op i en familie med en mor der altid lavede god mad der blev spist sammen – og jeg blev alligevel kræsen. Prøver at undgå at mine børn bliver det 😉
Jeg har altid elsket mad, men måtte sjældent være med i køkkenet. Tror min mor blev lidt stresset omkring aftensmadstid og også var bange for at jeg skulle komme til skade med noget. Engang skulle min storebror passe mig og så ville vi lave toast med ekstra ost 🙂 Det var før toastmaskinens tid, så det foregik ved at pakke den ind i sølvpapir og så på brødristeren. Og så glemte vi alt om toasten og faldt i søvn på sofaen. Og så gik der ild i den! Heldigvis skete der ikke andet end lidt sod på væggen og en død brødrister, men vi var ikke super populære ?
Heldigvis blev vi begge bedre til at lave mad og mine børn er tit med i køkkenet. Den store er dog ret kræsen, så det ville være fedt at vinde bogen!
I min barndom sad vi alle ved bordet, ventede med at begynde til alle havde sat sig og blev siddende til alle var færdige. Det var helt almindeligt mad og der hørte altid mindst 3 kartofler og/eller grøntsager til hver stykke kød. Der var altid rugbrød i madpakken og der var ikke kage og snold i hverdagen.
Det var da en helt fantastisk give away?
Jeg kan huske at vi altid spist sammen, og talte om hvordan dagen var gået .. Det er ret vigtigt for mig at give det videre til min søn..
Jeg har aldrig været kræsen og spist hvad der blev serveret. Jeg har næsten altid kæmpet med min vægt, men især FET sidste 1/2 år har fokus herhjemme været sund og varieret kost. Så at smage på maden og spise fornuftig er det jeg lærer mine børn herhjemme og de spiser også gerne deres rugbrød i madkassen. Dog kæmper vi som mange andre også med kræsenpinde i ny og næ, men arbejder ugen ned at man skal smage på maden. Synes mine børn spiser sundt og varieret og selvom de får fredagsavisen, spiser de også gerne en stor tallerken med gnavegrønt til aftensmad når den kommer på bordet.
Jeg mindes sommerdagene, hvor min mor smurte et stort fad med små rugbrødsmadder med alt fra makrel til banan, som så blev nydt i haven… Og der blev altid spist godt!
Jeg ved at jeg var kræsen som barn, men jeg husker det som at det var rugbrød og leverpostej, som jeg ikke kunne fordrage! Jeg har altid elsket varme måltider og i mit barndomshjem fik vi (næsten) altid varm mad til aften, som vi spiste sammen i køkkenet, lyttende til hinanden og radio. Det var rart! Jeg elsker stadig at komme hjem til mine forældre, en hverdag og spise helt almindelig hverdagsmad – snart kan vi selv skabe vores egne hverdags-spisevaner for vores kommende datter – jeg håber sådan at hun om mange år vil tænke tilbage på os og mad, som noget dejligt og for altid trygt!
I 70’erne hvor jeg var barn (et sted i det halvmørke Vestjylland), var spaghetti og ris stadig enormt eksotisk, så jeg er vokset op med kartofler, som hovedbestanddelen af kosten. Jeg har 5 ældre søskende, så der skulle mange kartofler til – og ikke så meget kød, da det jo var dyrt. Far skulle først og fremmest have kødet, da han jo var familiens patriark. Vores kartoffelgryde var stor og der blev virkelig langet til fadet. Med en god gang opbagt sovs så gled de dejlige kartofler godt ned – jeg har altid elsket kartofler med sovs! Derudover er det retter som øllebrød, risvandgrød og kærnemælksvælling jeg kan huske fra min barndom. Og når der skulle hygges lidt ekstra til morgenmad varmede min mor mælk, som vi fik med tvebakker der var drysset med kanelsukker. Sjovt som ens madvaner er ændret fra dengang til nu. Men mest af alt husker jeg en masse børn omkring bordet med en far for bordenden og en mor, der rundhåndet fordelte de føromtalte kartofler.
Jeg husker bedst at vi altid ventede på hinanden. Hvis en var til sport spiste vi tidlig eller senere. Vi spiste altid sammen som familie.
Selvom det godt kan være svært med 2 drenge på 5 og 9 hvor hverdag faktisk er optaget af sport. Men vi prøver og strækker os ?
Jeg lærte at spise alt på den hårde måde. “Gå sulten i seng” måden, og “gå ind på dit værelse hvis du ikke kan lide maden” måden. Der var ikke alternativer. Er dog taknemmelig for det i dag, trods den hårde måde. Hjalp også selv til med maden indimellem (som jeg husker det) – i hvert fald da jeg blev ændre gjorde jeg 😀 vi har en kræsenpind herhjemme der ikke kan lide noget (vi snakker måske maks 10 ting) – og som også er svær at få til at hjælpe til. Bogen ville være god for os! 🙂 det er bare nemmere at lave mad, når man ved folk vil spise det.
vi fik hovedsageligt gammeldags dansk mad og der var ikke salater mm til i starten. Senere havde jeg selv hjemkundskab i skolen og lærte nye ting at kende, som jeg lavede hjemme. I min familie laver vi meget varieret mad. Vi har flere hylder fyldt med kogebøger, hvor vi henter inspiration, og får god varieret mad.
Jeg husker bedst øllebrød til morgenmad og en ugentlig grød dag.
Husker min barndoms mad som meget traditionel, især frikadeller, flæskesteg og krebinetter. Krebinetter var det første jeg lavede til madlavning i skolen, og som stadig er på menuen. Forsøger at give glæden ved tilberedningen af måltider videre til min datter.
Jeg kom ofte “forsent” hjem da jer derved var sikker på at maden var kold. Så min far smurte en rugbrød. Jeg var et meget kræsent barn. Min livret var dog boller i karry ?
Der blev ikke brugt så meget tid på madlavning i min barndom, da begge mine forældre havde travlt med arbejde. Men når der var mad på bordet, var familien samlet. Selvom der ikke blev talt så meget sammen ved bordet, gav det alligevel et holdepunkt og en samhørighed i hverdagen. Der var heller ikke de store udfordringer i smagsregistret, men til højtid og fest blev der kræset om sovsen, suppleret med kinakål… Som voksen var madkunsten en fremmed verden for mig, og alt er selvlært henad vejen. Men jeg har holdt fast i hjemmelavet mad og fællesskab om måltider, og mine børn spiser broccoli. Selvfølgelig er der ting der ikke er deres hofret, men de smager på tingene alligevel. Som helt små fik de endda lov til at lege med maden, og smage med fingrene. Det tror jeg er den største årsag til madglæde – at kunne være nysgerrig på smag. Det skal læres når de er helt små! Derudover skal der også være lidt genkendelighed, så det ikke er nye ting hele tiden. De har også været med til at dække bord; så bliver det oftere med servietter og stearinlys. “Gør vort måltid til den fest…”. Smartphones ved bordet er yt!
Jeg vil dog gerne være bedre til at benytte mig af min lille køkkenhjælper, så madkunsten ikke bliver helt så fremmed i voksenlivet. Måske en bog som Madglad kan hjælpe os lidt i gang 🙂
Well… min mor lavede mad hver dag. Kunne vi (børnene) ikke lide maden, lavede hun en ekstra ret som vi gad at spise. Jeg var relativt kræsen, indtil jeg flyttede hjemmefra og selv skulle lære at lave mad. Her var jeg nødt til at sætte mig ind i kogekunsten og fik øjnene op for en ny verden.
I dag har jeg selv børn, og må indrømme at jeg har taget meget fra min barndom med mig. Min mand og jeg laver skiftevis aftensmad, men da vores ene barn er meget kræsent – laver vi næsten altid en ekstra ret til ungerne…. som ikke hjælper med at lave mad. Jeg tror egentlig gerne at de vil være med til madlavningen, jeg tænker bare det er lidt besværligt og har svært ved at komme på retter som både børn og voksen gider at spise.
Jeg synes det er ærgerligt at jeg ikke lærte at lave mad tidligere, og kunne godt tænke mig at gøre det anderledes med mine børn. But where to start. Bogen Madglad virker inspirerende, og jeg tror den kunne være et godt og friskt indspark i vores madrutiner.
Vildt skørt du lige spør’…
Jeg husker, nå vi (min søster & jeg) kom hjem til aftensmad fra stalden… Først et bad!!! Så ind til en af min mors hofretter… Indianergryde!!! Der er noget med… Stegt oksefars, ketchup, asier i små tern og ris…
Disse ting blev serveret i en slags pærevælling der ikke ligefrem var noget der kunne komme i ‘smag og behag’?
Men jeg siger det bare,,,, mums filibaba!!! Eller også var det bare fordi vi var møghamrende sultne?
Skovlemad styre bare for vildt når man er sulten for alvor…
Det skal siges jeg ikke har forsøgt mig med denne ret nogensinde.
Med 3 små børn født i år 86, 88 og 90 var der ret tit billigt mad på menuen i mit barndomshjem, og vi elskede det. Både helstegt kylling med indmad (ja, vi sloges om hjertet), lever og rugbrødsmadder med lyserød spegepølse, remoulade og ristede løg ned. Til gengæld kunne jeg (og kan stadig ikke i dag) fordrage lugten af pølsehorn eller hotdog, så de dage sprang jeg aftensmaden over. Madpakke med slatne rugbrødsmadder blev jeg aldrig rigtig fan af, men den pose med udskårne stykke æble, pære, gulerødder og agurk blev altid tømt. Det var guf
Min barndom lyder ret meget som din Louise. Mor og far med fast arbejde – kom sent hjem, men der blev altid serveret aftensmad kl. 17.30 – Menuen stod på gammeldaws dansk mad, og vi sad alle (far og mor og 3 døtre) bænket under maden. Men en dag fik min mor aftenarbejde, og så var det pludselig min far, der stod for menuen, og her skete der en sand revolution. Vores maddage blev inddraget, og i stedet kom der flere eksotiske retter på menuen, og finere madlavning blev også introduceret. For os børns vedkommende, var vores faste opgave at dække bord og rydde af de dage far stod i køkkenet. Men det har vi nu heller aldrig taget skade af. I dag har jeg selv 3 børn, og vi SKAL spise aftensmad sammen, selvom det giver sine udfordringer når der skal tages hensyn til diverse fritidsinteresser. Men det er vigtigt for min mand og jeg, at vi dagligt følger op på, hvordan vores dage er gået og hvordan vores børn trives. Jeg skal helt sikkert ud og have Madglad – da det lyder som en bog min familie kunne drage meget nytte af. Men hvis man kunne være så heldig at vinde den, så ville det da ikke være så dårligt.
Jeg husker fællesskab omkring aftensbordet, hvor snakken især i teenageårene, fortsatte længe efter maden var spist. Den kulinariske oplevelse var noget svingende – mange frysegrøntsager og som årene gik sneg der sig flere og flere færdiglavede Dolmio-sauce o.lign ind. Dog har der i ferier og weekender været tid og lyst til at eksperimentere med mere anderledes ingredienser, og her har jeg lært meget om at være nysgerrig på mad og turde smage på det hele.
Jeg er nu mor til to (snart 3) børn med noget svingende mod på at smage på forskellige madvarer. Derfor vil jeg forfærdeligt gerne have bogen Madglad for at få inspiration til at lære mine børn at forholde sig nysgerrigt, modigt og kritisk til hvad de spiser!
Blev tvunget til at sidde i køkkenet længe efter de andre var gået fra bordet fordi jeg var kræsen….så kunne jeg sidde der til jeg havde spist op!! Endte med jeg oftest sneg mig til at have åbnet køkkenlågen (én af de der magnetnogen fra 80’erne der larmede når åbnede dem….) på klem inden vi satte os og efter at have siddet alene i et stykke tid luskede jeg så min mad ned under noget andet i skraldeposen :-/ Og havde så selvfølgelig øvet mig i at lukke lågen lydløst igen 😉
Min vigtigste opdragelse var helt sikkert den at min bror og jeg altid skulle smage på maden.
Der var aldrig noget der hed aaaad omkring den mad der blev serveret og havde vi smagt på det, var det ok hvis vi ikke brød os om det, men vi skulle altid smage, og det resulterede også i at de fleste ting gled ned ??
Det var vigtigt, at vi spiste sammen som familie. Min mor har altid stået meget i køkkenet. Vi skulle smage på maden, men blev på ingen måde tvunget til at spise noget man ikke kunne lide…
Som barn fik vi altid hjemmelavet mad om aftenen. Alt fra rugbrød, havregrød,hirsegrød til boller i karry, pizza og steg med kartofler og sovs. Hvis vi var afsted til aktiviteter og var sent hjemme, stod der altid en tallerken med lækker mad til os. Sådan vil jeg gerne at mine børn skal vokse op.
Da minw søskende og jeg blev ældre 14-20 år, fik vi sandwich hver anden fredag.
Min mor var god til at variere min madpakke i skolen og jeg var forkælet så fik smurt madpakken indtil jeg flyttede hjemmefra.
Madpakken kunne bestå af alt fra pitabrød med fyld, grove pirokker, salat, grøntsagsstave osv.
Vi spiste aftensmad sammen som familie og her var det alt fra god gammeldags mad til eksperimenterende retter. Min mor lod os altid være en del af madlavningen og det har givet mig lysten til at smage på alt og prøve nye spændende ting af.
Jeg er vokset op på kartofler, sovs og noget kedeligt kød. ALDRIG grøntsager.
Herhjemme betyder mad utrolig meget for mig i forhold til mine børns opvækst. Jeg ønsker mig virkelig denne bog!
Ingen regler i mit barndomshjem – spiste en pose kogeris når jeg kom hjem fra hesten. Idag spiser vi stort set altid sammen om aftenen, – det hænder at fritidsaktiviteter gør det lidt forskudt – hvor vi får vendt dagen. Her står den på hjemmelavet mad, hvor vi prøver at give børnene gode vaner i den sukkerjungle, vi har kæmpet Imod siden de slap brystet ?
Vi har altid spist sammen i min familie og vi kunne sidde i timer og tale om alt mellem himmel og jord. Det har jeg taget med i min egen familie og håber mine børn vil få ligeså meget glæde af, som jeg har haft.
Huskede at moder stod i køkkenet, hvor vi ind i mellem var med :-). Retterne var af gammeldaws art. Blevet indtaget i det lille køkken med faste pladser.
Madpakken var en flad madpakke, som ikke havde mulighed for at komme på køl :-(.
Ind i mellem var vi så “heldige” at vores moder overraskede os med varme boller når vi kom hjem efter en kold cykeltur hjem fra skole.
Alle aftenmåltider blev indtaget sammen i køkkenet. Hvis nogen kom senere (det skete sjældent) så ventede vi. Vi spiste kl 18 og næsten altid noget med kartofler. Først senere i 80’erne kom pastaen med. Grøntsagerne var danske og kogte og kødet som regel svin, kylling eller fars og ofte var der frugtgrød, koldskål eller kærnemælkssuppe til dessert.
Morgenmaden bestod af havregryn og aldrig frugtyogurth og madpakken bestod af rugbrødsmadder. Og alt var hjemmelavet bortset fra brøddet. Min mor varctrods alt udearbejdende om end kun deltids.
Jeg ville blive mega glad for at vinde Janes bog.
Vi skulle smage på min mors mad og så var det okay hvis vi ikke kunne lide det. Og så sad vi omkring bordet til alle var færdige? Jeg har taget det med at smage på ting med mig, men det med at holde bordskik holder ikke længere. Vi har kun den mindste på 20 år hjemme og han går når han er færdig. Men da børnene var små ventede vi på hinanden?
Har mange gode oplevelser fra min barndom hvor familien altid spiste sammen og fik god varieret kost. Elsker selv at lave mad den dag i dag hvor det indtil videre mest er blevet i det søde køkken. Men jeg øver mig og tror på jeg nok skal blive god en dag.
I mit barndomshjem var alt lavet fra bunden. Maden var helt klart et samlingspunkt, både når vi skulle spise men særdeles også når den skulle forberedes.
Jeg var ikke et kræsent barn, smagte på alt og spiste alt.
Idag har jeg en søn, og jeg forsøger st give ham samme gode forhold til mad som jeg fik. Men min intention er desværre ikke lykkedes, for han er stik modsat mig. Sindsyg kræsen og lukket for nye smage… Men vi bliver ved med at indrage ham i madlavning og sætter altid tid af til måltiderne, så vi også får tid sammen og så han forhåbentlig en dag også kan holde af god mad som os andre:-)
Jeg er ved at miste håbet for at det sker, så måske bogen nye fif:-)
Jeg er selv et barn som virkelig må ha udfordret mine forældre… kunne f.eks ikk spise madpakken i skolen, da der ikk var køleskab og en varm leverpostejs mad var ikk min kop te. Dermed var det ikk lige til for mine forældre med frokosten, og den bestod ofte af det samme… dermed kunne det være dejligt med en bog som skaber kreativitet så min datter ikk bliver som mig – et meget kræsent barn
Det jeg husker aller bedst, var at komme hjem fra skole og min mor havde bagt de bedste boller. De var lune og blev smurt med smør, en bog blev hentet frem og læst højt mens min bror og jeg spiste nybagte, lune boller med smeltet smør. Det er stadig ren hygge med nybagte boller og mine børn nyder dem lige så meget som jeg gjorde den gang.
Jeg er vokset op med kartofler, sovs og kød og gammeldags mad. Tror aldrig det har sagt mine forældre ret meget at lave mad. Fik vi grøntsager var det en pose fra frost der lige blev kogt. Mine forældre er i øvrigt stadig ikke meget for at smage på ny mad og har de en ide om at der er noget de ikke kan li, er det holdning ikke til at rokke. Undrer mig tit over hvor min lyst til at prøve nye ting stammer fra, men jeg gør i hvert fald mit til at mine børn skal smage så meget forskelligt som muligt.
Jeg er vokset op med gammeldagsmad der blev spist med familien rundt om bordet. Og så var der næsten altid to retter.
I min barndom var det at samle omkring aftensmaden meget vigtigt. Forældre havde travle arbejdsdage og vi børn skoledage så det var altid hyggeligt at sidde sammen og under maden at fortælle om alle vores oplevelser. Maden var tradionelt …..frikadeller m kartofler og sovs . Altid god dansk mad. Hos min mormor og morfar fik også altid “attermad” som var en efterret typisk frigtgrød. Vildt lækkert. Vores børn har vi også samlet omkring aftensmaden indtil de havde travlt m kammerater. Mine børn elsker mannagrød og lign , noget som de selv som store teenagere lavede efter skoletid som hygge. Som familie har vi tit spist rugbrød med leverpostej til aftens, dog lidt opgraderet som lun m champignon og bacon . Noget vi stadig nyder når vi i dag alle er samlet.
Ja husker bedst at vi altid spiste sammen og fik (som man kalder det i dag) god gammeldags mormormad. Næsten altid kartofler og meget sjældent pasta. Der var ikke noget med en hel masse valgmuligheder. Der er jo altid et eller andet på bordet man kan lide. Det har jeg taget med mig da jeg selv fik børn.
Vi har altid spist sammen, ved bordet uden tv eller andet sjov 😉
Og vores kost har altid været meget varierende, og jeg er altid blevet inddraget i madlavningen og har fået lov til at kokkerere i køkkenet selv, fra jeg var lille…
Vi fik eeeenoooooormt meget fisk da vi boede i Norge, det meste af min barndom. Så torsk, makrel og laks på alle mulige måder står nok klarest for mig 🙂
Min mor gik meget op i, at vi skulle have så “ren” mad som muligt. Derfor skulle der også et minimum af krydderier i alting, så vi kunne smage de råvarer, der var brugt. Men det indebar altså også brugen af salt, peber og lignende, så jeg er vokset op med ret intetsigende mad og ting, som leverpostej, der smagte alt, alt for meget af lever. Jeg tog derfor imod enhver invitation fra legekammerater om at spise hos dem, hvor man fik mad, der rent faktisk smagte af noget. I takt med at jeg blev ældre, begyndte jeg selv at interessere mig for madlavningen og lærte min mor, at krydderier kan fremhæve de naturlige smage rigtig godt, og hun elsker nu, når jeg laver mad til hende, og det gør jeg også 🙂
Som barn var vores hverdag altid ret hektisk med forældre, der kom sent hjem fra arbejde, fritidsaktiviteter der skulle køres rundt til og masser af aftaler. Mine forældre har derfor altid insisteret på, at vi altid spiste aftensmad sammen og uden forstyrrelse fra TV, musik, telefon eller lignende. På den måde fik man rent faktisk snakket sammen i løbet af en travl dag og lige hørt, hvordan alle havde det. Det har været med til at skabe en helt særlig stemning omkring det at sidde ved middagsbordet, og den hygge og fokus vil jeg klart tage med mig videre til mine egne børn!