Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukker

Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukker

Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukker

Forleden kom jeg forbi en bakke lidt sløje kirsebær, som var sat ned til halv pris. De røg lige ned i kurven, for jeg havde i et par uger gået og tænkt, at jeg skulle lege lidt med kirsebær. Inspirationen kom fra LCHF – Nydelse og livskvalitet, som havde skrevet om at fryse udstedenede kirsebær ned, så man kan lave sin egen kirsebærsovs til decembers ris à la mande. Genial idé! Jeg er vild og gal med kirsebær, så det var lige mig! Men først måtte jeg jo se, om jeg overhovedet kunne finde ud af at lave kirsebærsovs – og det lykkedes faktisk overordentligt godt, hvis jeg selv skal sige det.

Min kirsebærsovs er en luksusversion, som er kogt på hvidvin og smagt til med 1 spsk Amaretto – det bliver næsten lidt Amarenakirsebær-agtigt og smager helt fortryllende! Sødningen kommer fra Sukrin Gold og 1 vaniljestang.

I stedet for at stå og bøvle med at udstene mine kirsebær, har jeg valgt at koge stenene med i min kirsebærsovs. De giver en dejlig, mandelagtig smag, og så afgiver de pektin, som har en gelerende effekt. Jeg gjorde det samme, da jeg kogte mirabellegelé sidste år, og det fungerede rigtig godt. I modsætning til mirabellestenene sidder kirsebærsten dog noget bedre fast, og de flyder ikke bare af sig selv ovenpå efter nogle minutters kogetid. Eller, jo måske, hvis jeg havde kogt mine kirsebær længe nok! Men efter 45 minutter var konsistensen lige, som jeg ville have den, så jeg tog gryden af varmen og pillede møjsommeligt stenene op med en madpincet. Lidt bøvlet, men smag og konsistens var bestemt besværet værd!

Husblas og jeg bliver aldrig de bedste venner i verden. Enten bruger jeg for lidt, eller også bruger jeg for meget. I dette tilfælde fik jeg brugt 2 blade, hvilket har gjort, at min kirsebærsovs i dag er helt stivnet, hvilket er lige i overkanten. 1 blad havde nok været fint – måske endda kun ½. Prøv dig frem!

Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukker

 Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukker

  • 500 g kirsebær, inkl. sten (svarer til 1 bakke)
  • 1 dl hvidvin
  • 1 vaniljestang
  • 2 spsk Sukrin Gold
  • 1 blad husblas
  • Evt. 1 spsk Amaretto

Skær kirsebærrene over, og lad stenene sidde i den ene halvdel. Kom dem i en gryde sammen med en flækket vaniljestang, og overhæld med 1 dl hvidvin. Det behøver på ingen måde dække.

Bring gryden i kog, og tilsæt Sukrin Gold. Lad kirsebærsovsen simre under låg ved lav varme i ca. 45 minutter – tjek konsistensen et par gange undervejs. Jeg kan godt lide, at der stadig er lidt bid i kirsebærrene.

Tag gryden af varmen, og fisk kirsebærstenene op. Jeg brugte en madpincet, som jeg greb fat om stenene med, og så puffede jeg frugtkødet væk med en lille kniv, hvis de ikke ville slippe af sig selv. Det tog vel 5 minutter i alt, så det var ikke galt.

Når alle sten er ude (dobbeltjek lige – det kan virkelig være væmmeligt at blive overrasket af en hård kirsebærsten!), kan du evt. tilsætte 1 spsk Amaretto.

Blød husblas op i koldt vand. Tag ca. 4 spsk saft fra kirsebærsovsen, og kom dem i en lille kop. Vrid husblassen næsten fri for vand, og rør den op i kirsebærsaften, som herefter røres op i hele kirsebærsovsen.

Nu skal det hele bare hældes på et rent glas og køles ned. Så er der kirsebærsovs! Husk, at holdbarheden på diverse hjemmesylt ikke er særligt lang, når man ikke bruger sukker. Man kan selvfølgelig pumpe sin kirsebærsovs med Atamon, men jeg synes, det er synd. Hvis du vil have hjemmekogt kirsebærsovs til jul, så foreslår jeg, at du enten fryser en færdigkogt portion ned nu, eller endnu bedre, at du gør en portion kirsebær klar og fryser dem ned, så du kan lave sovsen helt frisk, når vi når frem til december. Du kan dog også bruge kirsebærsovs til masser af ting allerede nu. Fx har jeg en opskrift undervejs på den lækreste kirsebærtrifli… Uhm, det er godt!

Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukker

1 comment on “Luksus kirsebærsovs uden tilsat sukkerTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: