Lchf pæretærte

LCHF pæretærte

Lchf pæretærte


Efter en lidt stille uge på bloggen er jeg nu klar til at dele den lækre lchf pæretærte med jer, som jeg flashede tidligere på ugen. I tirsdags kom jeg tidligt hjem fra arbejde, træt og lækkersulten. Vores kontor er under ombygning, så alt er kaos. Toilettet står ude på gangen, alle vinduer er åbne, og man bliver svimmel af malerdampe og forstyrret af håndværkere. Oveni det havde jeg sovet rigtig dårligt om natten, fordi jeg tænker på flytning, køkkenindretning, indretning af ny lejlighed osv., hver gang jeg lukker øjnene. Så koncentrationen var meget lav, og  jeg besluttede at tage en stille hjemmearbejdsdag efter morgenens møder.

Men ak, kun 1 time efter, at jeg var kommet hjem, gik internettet ned og var forsvundet et helt døgn. (Og helt ærligt – jeg opdagede det ikke, fordi jeg sad og arbejdede lige dér, men fordi jeg prøvede at se Netflix, mens jeg spiste frokost! Så fik vi lige det frem i lyset!). Jeg opgav (udskød) hjemmearbejdet og besluttede at gå i køkkenet og kreere noget, der kunne matche min voksende lækkersult, som næsten altid følger med søvnunderskud og træthed.

En bakke halvsløje pærer lå og lurede i køleskabet, og jeg fik lyst til at bruge dem i en rigtig efterårsklassiker: en pæretærte. Lækre nødder, lidt æg, krydderier (ingefær er obligatorisk til pærerærter, synes jeg!), Sukrin Gold  og lidt kokosfibermel til at stabilisere med – så var der lynhurtigt en dej, som ganske vist ikke var så stabil eller fast som en almindelig mørdej, men som smagte fortrinligt. Som bonus er kagen både glutenfri, fri for tilsat sukker og mejerifri.

Jeg havde egentlig ikke mere langsigtede planer for tærten, end at jeg selv skulle have et stykke af dem. Men det passede så perfekt, at min veninde Sara inviterede sig selv på te om aftenen. Det må være en form for kage-karma: bag god kage, hvis du gerne vil have spontant besøg af gode mennesker 🙂 Prøv selv, og se, om det virker!

Lchf pæretærte

Lchf pæretærte


LCHF pæretærte

  • 2½ dl cashewnødder
  • 2½ dl mandler
  • 1 tsk mandelolie
  • 4 æg
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1 tsk tørret ingefær
  • 2 dl Sukrin Gold (kokossukker kan sikkert også bruges)
  • 3 spsk kokosfibermel
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ tsk salt

Blend nødderne med et nip salt til en konsistens som løst nøddesmør. Du behøver ikke pine livet af din foodprocessor for at få det helt glat, men prøv at få det helt fint og derhen, hvor det begynder at “binde sammen”. Tilsæt 1 tsk mandelolie undervejs for at hjælpe processen på vej. Det giver også god smag.

Tilsæt æggene ét ad gangen, og blend til en glat masse. Bland de tørre ingredienser sammen, og rør dem i dejen, enten på en foodprocessor eller ved håndkraft.

Tag ca. halvdelen af dejen, og pres den ned i en tærteform. Jeg brugte en aflang tærteform (33×11 cm). Du kan med fordel smøre formen med lidt kokosolie eller smør først.

Befri pærerne for kernehus, skræl dem, og skær dem i halve. Fordel de halve pærer jævnt på tærtebunden, og pres dem godt ned i dejen.

Lchf pæretærte

Kom resten af dejen ovenpå, og pres den godt ned mellem pærerne. Det er lidt smattet og tålmodighedskrævende, men bare gør det, så godt, du kan og gider.

Bag  din lchf pæretærte 30-40 minutter ved 180-200 grader. Lad den køle af på en rist, inden du lirker den ud af formen.

Jeg foreslår at servere tærten med creme firaiche (18%) rørt op med lidt vaniljepulver og evt. en lille smule fløde. Du kan også smage til med et par enkelte dråber sødemiddel eller honning.

2 comments on “LCHF pæretærteTilføj din

  1. Den ser lækker ud. Jeg har lige en håndfuld pærer, der ser lidt trætte ud, så jeg tror, manden skal forkæles med bagværk senere 🙂

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: