LCHF-morgenmadstoast

LCHF-Morgenmadstoast på rester af blomkålsmos

LCHF-morgenmadstoastI går fik vi blomkålsmos som tilbehør til aftensmad lavet efter Jane Faerbers opskrift fra hendes (relativt) nye bog “Mæt og slank med LCHF”. Det er kort fortalt kogt blomkål most med smør, Philadelphia, salt og peber. Man kan så putte lidt gurkemeje i for at give mosen en mere indbydende gul farve. Blomkålsmosen er god til mange ting, som man ellers ville spise kartoffelmos til – fx millionbøf, bøf stroganoff osv. Vi spiste den til langtidsbraiserede andelår med smørstegte svampe, også opskrift fra bogen – og hold da op, hvor de var fantastiske! Nå, men det er en anden snak! Køb kogebogen – brug evt. linket ude i siden – og se selv alle de skønne opskrifter.

Nu skal det handle om, hvordan jeg har anvendt resterne af blomkålsmosen til denne skønne lchf-morgenmadstoast. Selvom vi kun laver mos af ½ blomkålshoved, kan Andreas og jeg nemlig ikke altid spise os igennem det, da lchf-mad jo mætter enormt godt. Der var ikke nogen af os, der havde lyst til at genopvarme mosen og spise den i aften – genopvarmet mad kan godt være sådan lidt øv… Især blomkål, som bare – lad os nu være helt ærlige omkring det – lugter meget af prut!

Men smides ud syntes jeg alligevel ikke den skulle – og så var det, at jeg kom i tanker om det dér blomkålstoast, som jeg har hørt om fra flere lchf’ere, og som vist minder lidt om blomkålspizzaen. Kunne man mon ikke bare lave det med blomkålsmos? Jo, det kunne man! Og jeg vil vove den påstand, at det faktisk bliver bedre med blomkålsmos – uden i øvrigt at have smagt alternativet 🙂 Men min lchf-morgenmadstoast smagte simpelthen så fantastisk og havde sådan en god, lækker og luftig konsistens, at jeg er lykkelig over stadig at have en sjat blomkålsmos i køleskabet, så jeg kan lave det igen i morgen.

Prøv selv lchf-morgenmadstoasten – og se, om du bliver ligeså begejstret!

LCHF-Morgenmadstoast på rester af blomkålsmos

  • 1 rest blomkålsmos (ca. 100 g) (se opskrift nedenfor)
  • 25 g revet emmentaler eller anden fast ost
  • 1 æg
  • 1 tsk HUSK (loppefrøskaller)
  • Salt, peber og oregano
  • Kokosolie/smør til at stege i

Fyld:

  • 2-3 skiver skinke
  • 1 skive flødehavarti eller anden ost
  • 1 tsk grov sennep

Rør blomkålsmosen sammen med revet ost, æg, loppefrøskaller og krydderier. Lad det stå et øjeblik og sætte sig, mens du varmer en pande op.

Steg 2 pandekager af dejen – de skal have ca. 3 minutter på hver side. Smør den ene af pandekagerne med grov sennep, læg ost og skinke på, og læg den anden blomkålspandekage ovenpå. Sluk for stegepanden, og lad lchf-morgenmadstoasten stå lidt, så osten kan smelte.

Imens kan du fx lave en dejlig morgenmadssalat med tomat, peberfrugt og squash – eller hvad du bedst kan lide.

En god, solid morgenmad, som holder mig mæt og glad i mange timer! Den kan i øvrigt også sagtens spises som frokost.

Du får også lige opskriften på blomkålsmos, så du har noget at gemme rester af:

Blomkålsmos:

  • ½ blomkål
  • 25 g smør
  • 50 g Philadelphia
  • Salt, peber og evt. gurkemeje

Kog blomkålen mør (tager ca. 7 minutter). Hæld vandet fra, og mos kålen med smør, Philadelphia og krydderier.

LCHF-morgenmadstoast
Hvem kan savne hvidt brød, når man kan få sådan noget lækker morgenmad!?

Indlægget indeholder affiliate-links.

 

2 comments on “LCHF-Morgenmadstoast på rester af blomkålsmosTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: