LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananis

LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananis

LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananisJeg har et flip lige for tiden med at se, hvor langt jeg kan komme helt uden sukker, sødemiddel, honning osv. i dessertkøkkenet. Ikke fordi jeg er blevet fanatisk helsefreak, men mere fordi jeg synes, det er sjovt. Og så tror jeg også, der er noget sundt i at vænne mine smagsløg til et mere naturligt niveau af sødme i min mad. Forleden blev det til lchf chocolate chip cookies sødet med morbær, og jeg har også leget med dadelkaramel og bananvafler.

I dag er tiden kommet til nogle dejlige lchf-ispinde med sukkerfri jordbær-bananis, som man kan nyde i forårssolen. Okay, jeg tilstår – den mørke chokolade, som er brugt til overtræk, indeholder nok noget sukker. Men mon ikke det går, når selve isen får sin sødme fra jordbær og banan? Der er masser af god, fed fløde/kokosfløde til at balancere blodsukkeret og også et par skefulde creme fraiche eller græsk yoghurt, som giver isen et let syrligt twist, som for mig giver isen den helt rigtige balance.

Isen er supernem og hurtig at lave og kræver ingen ismaskine. Hvis du ikke har tålmodighed til at stå og lave ispinde, kan du også bare spise isen direkte som softice, evt. drysset med lidt chokoladespåner.

LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananis

LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananis

  • Ca. 300 g blandet jordbær og banan, ca. 50/50
  • 1½ dl fløde/kokosfløde eller en blanding
  • 2 spsk creme fraiche 38% eller græsk yoghurt 10%
  • 1 tsk vaniljepulver
  • 1-2 tsk limesaft
  • Mørk chokolade min. 70% til overtræk + hvad du har lyst til at pimpe dine ispinde med af frysetørret frugt, nødder osv.

Skær jordbær og banan i mindre stykker, og frys dem ned. Du kan også bruge frugt, der er købt frosset, hvis du tør tage chancen med polske dødsbakterier og andet sjov.

Kom den frosne frugt i en foodprocessor eller blender. Lad dem stå et øjeblik og tø op på køkkenbordet – så bliver de nemmere at have med at gøre. Tilsæt alle de andre ingredienser undtagen chokolade, og blend til en cremet, ensartet masse. Måske skal der tilsættes lidt ekstra fløde undervejs.

Nu finder du dine ispindeforme frem og fylder isen i. Jeg har desværre kun 4 små isforme, så jeg måtte se mig nødsaget til at spise halvdelen af portionen som softice. Isformene stillede jeg til indfrysning i fryseren.

Når isene er frosset, skal der smeltes noget god mørk chokolade til overtræk. Jeg brugte en god 70%, og ca. 100 g rakte fint til mine 4 ispinde. Jeg er virkelig ikke den store maître chocolatier eller konditor, så min overtræksteknik er noget med at hælde/smøre den smeltede chokolade ud over de frosne ispinde, drysse med hhv. frysetørret hindbær og nøddekrokant og så lægge ispindene i fryseren et par minutter, indtil chokoladen har sat sig helt. Det giver et rustikt look og et tyyykt lag chokolade, som er lige mig 🙂

Find dig et dejligt sted i forårssolen, og nyd en lchf-ispind med god samvittighed!

LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananis
Her er Fie meget ivrig efter at tilbyde mig at hjælpe mig med at prøvesmage!

 

Indlægget indeholder affiliate-links.

1 comment on “LCHF-ispinde med sukkerfri jordbær-bananisTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: