Squashghetti med pesto og røget laks

LCHF fastfood: squashghetti med pesto og varmrøget laks

LCHF fastfood: Squashghetti med pesto og røget laksJeg møder ofte en forestilling om, at det er meget kompliceret og langsommeligt at lave lchf-mad. Det er også rigtigt, at jeg fx bruger længere tid på at lave morgenmad, end jeg gjorde, dengang hvor jeg bare hældte Bran Flakes ud over min A38. Til gengæld går det ofte overraskende hurtigt med at lave aftensmad, fordi hele processen med at koge kartofler, ris eller pasta er taget ud af ligningen. Faktisk er rigtig meget aftensmad herhjemme lchf fastfood, fordi vi primært spiser rå grøntsager og salater til vores kød, med sovs eller dressing til. Og det tager bare ikke ret lang tid at lave!

Denne ret er et godt ekemsepel på lchf fastfood, når det er allerbedst: squashghetti med hjemmelavet pesto og varmrøget laks. At køre en squash igennem min spiralizer tager ca. 2 minutter. Squashghettien skal hverken koges, steges eller bages. Den skal bare vendes med den skønneste pesto, gerne hjemmelavet, og så skal den have smuldret noget dejlig, varmrøget laks udover – så er der mad, som både er lækker og sindssygt godt skruet sammen rent ernæringsmæssigt. Retten serveres kold, hvilket både sparer tid i køkkenet og samtidig bevarer næringsstofferne i råvarerne på optimal vis.

Jeg brugte lidt ekstra tid på at lave en portion hjemmelavet pesto – både fordi frisklavet pesto bare smager bedre, men også fordi jeg er så træt af, at alle købepestoer er lavet på solsikkeolie. Hvorfor skal det være så svært at købe en ordentlig pesto lavet på olivenolie eller rapsolie? Nå, men i alt brugte jeg måske 1 kvarter på at lave mad. Havde jeg brugt en færdigkøbt pesto, have det måske kun taget 8-10 minutter. På den tid kunne jeg knapt nok nå at koge en grydefuld pasta!

Den varmrøgede laks, jeg her har brugt, stammer fra en skøn, solrig sommerudflugt til Skåne sammen med mine forældre, min nevø og min søde mand. Vi besøgte bl.a. Höganæs, hvor de har en fantastisk fiskehandler. Her købte jeg en røget laksefilet med chili og også en med den traditionelle krydring.  1 laksefilet på ca. 200 g var lige tilpas til aftensmad til os 2. Nøj, hvor var det godt! Du kan selvfølgelig også bare bruge den billige varmrøgede laks fra Netto 🙂

LCHF fastfood: Squashghetti med pesto og røget laks
LCHF fastfood er altså lidt sjovere for kroppen end en pizza fra grillen! Og også kønnere at se på!

LCHF fastfood: squashghetti med pesto og varmrøget laks

  • 1 squash
  • 1 varmrøget laksefilet (ca. 200 g)
  • Ca. 1 dl pesto (hjemmelavet eller en god købe – helst lavet på olivenolie eller rapsolie)
  • 1 håndfuld cherrytomater
  • 1-2 spsk pinjekerner
  • Evt. lidt frisk basilikum til pynt

Start med at lave en portion pesto, hvis du ikke bruger en færdigkøbt. Jeg har ikke nogen nøjagtig opskrift på pesto – der skal bare basilikum, parmesan, pinjekerner/cashewnødder, olivenolie, hvidløg, salt og peber ned i en blender og så *vroom*!

Kør squashen igennem en spiralizer (eller find en anden måde at skære den i lange, tynde strimler på – fx en skarp kniv eller et julienejern). Skær cherrytomaterne i både, og kom dem i en skål sammen med squash og pesto. Vend godt rundt, og anret på 2 tallerkner.

Fordel den varmrøgede laks over squashghettien. Rist pinjekernerne på en hed pande, og drys dem over. Pynt evt. med frisk basilikum, og servér! Så er der sund lchf fastfood 🙂

7 kommentarer til “LCHF fastfood: squashghetti med pesto og varmrøget laksTilføj din

  1. Jeg må bare en dag komme til at eje en spiralizer. Måske man skulle sætte den på en ønskeliste (og så håbe, at der en dag er en, der spørger, hvad jeg ønsker mig 🙂 )

    1. Ja, det er altså en dejlig ting! Man kan få dem i rigtig mange forretninger efterhånden, så mon ikke der er nogen, der forbarmer sig, hvis du skriver den på ønskesedlen? 🙂

    1. Uh ja, men så taler vi heller ikke hverken fast- eller junkfood, men om rigtig lækker mad, Sune! 🙂 Hvis altså du taler om Webergrillen og ikke den lokale snask 😉
      Jeg har den lille, fikse spiralizer fra GeFu. Den er supergod og fylder ikke mere end et glas i skabet.

  2. Ja, her spiser vi jo “desværre” primært glutenfri pizzaer – vi er ikke så frygtelig gode til at klare det dér hvedemel længere. Men der findes heldigvis mange fine alternativer – for pizza smager jo herligt!

    Ja, det er netop den – den må være et must blandt køkkengadgets! 🙂 Jeg bruger den primært til squash og gulerod. Har ikke haft så mange forskellige rodfrugter i køkkenet, siden jeg købte den, så jeg har ikke fået testet så meget, men jeg kunne da godt tænke mig at lave noget med rødbeder. Måske kan man også bruge den til agurk, hvis man vil lave en fancy agurkesalat/tzatziki?

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *