LCHF-cupcakes med mandel, kakao og kokos og mocca-mascarponefrosting

LCHF-cupcakes med mandel, kakao og kokos og mocca-mascarponefrosting

LCHF-cupcakes med mandel, kakao og kokos og mocca-mascarponefrostingJeg laver ofte hjemmelavet mandelmælk, og der et gået lidt sport i at bruge resterne af mandelsmulder på forskellige måder. Både fordi det er sjovt, men også fordi jeg hader at smide mad ud. De her LCHF-cupcakes er et resultat af mit seneste eksperiment, og jeg synes faktisk, de er blevet ganske hæderlige.

Den primære ingrediens i LCHF-cupcakes’ene er mandelsmulder fra mandelmælken. Derudover indeholder de bl.a. æg, fløde og Sukrin Gold, lidt kokosmel og loppefrøskaller til at holde sammen på sagerne og lidt kakaopulver og kakaonibs til at give dejlig chokoladesmag.

I sig selv er LCHF-cupcakes’ene ikke til at falde i svime over. De smager helt fint og har en god konsistens, men det er først, når frostingen kommer på, at de rammer wow-effekten! Mascarpone, kaffe og chokoladesmag – hvad kan gå galt med den kombination?

Mens jeg i selve kagedejen har valgt at bruge kunstigt sødemiddel for at holde kalorier og kulhydrater nede, har jeg i frostingen valgt at bruge et naturligt sødemiddel for ikke få den dér kedelige smag, som for store mængder kunstigt sødemiddel godt kan give. Jeg har brugt agavesirup, som er et naturligt sødemiddel, der ganske vist indeholder kalorier, men som har et lavt GI og dermed ikke forstyrrer blodsukkeret. Agavesirup er dog på det seneste blevet meget udskældt, da det viser sig at have et meget højt indhold af fruktose, som ikke er så godt for vores lever. Man skal derfor ikke spise for meget af det – men de par spiseskefulde, jeg har i frostingen, udløser nok ikke fedtlever hos nogen. Nu har jeg i hvert fald fået afprøvet agavesirup og konstateret, at det smager helt fint. Fremover vil jeg dog nok holde mig til honning, når jeg skal bruge naturligt sødemiddel, og så leve med kulhydraterne.

LCHF-cupcakes med mandel, kakao og kokos – 6 stk:

  • 1 æg
  • 50 g Sukrin Gold
  • 150 g mandelsmulder fra produktion af mandelmælk (mellemfint malede mandler sikkert kan også bruges)
  • ½ dl fløde
  • 1 spsk kokosolie
  • 1 spsk kokosmel
  • 1 spsk HUSK loppefrøskaller
  • 1 spsk kakaopulver
  • 2 spsk kakaonibs
  • 1 knivspids vaniljepulver
  • 1 knivspids salt
  • 1 tsk bagepulver

Pisk ægget med Sukrin Gold. Tilsæt alle de andre ingredienser, rør godt sammen, og fordel i 6 muffinsforme. Dejen kan godt virke lidt løs i det, men den sætter sig fint, når den kommer i ovnen.

Bag i ovnen i ca. ½ time ved 200 grader.

Lad cupcakes’ene køle ned, og tilbered imens frostingen.

Mocca-mascarponefrosting

  • 100 g mascarpone
  • Ca. 2-3 spsk agavesirup (eller honning eller sødemiddel)
  • 1 spsk god pulverkaffe rørt ud i en anelse koldt vand
  • 1 nip ren vaniljepulver
  • 1 spsk kakaonibs

Rør det hele godt sammen, og sæt frostingen i køleskabet nogle minutter, så den kan sætte sig (den kan godt blive lidt flydende).

Hæld frostingen i en sprøjtepose (eller en almindelig plastikpose, som du klipper hul i), og sprøjt ud over dine LCHF-cupkakes. Pynt med lidt kakaonibs, og servér – gerne med en god kop kaffe eller te til!

LCHF-cupcakes med mandel, kakao og kokos og mocca-mascarponefrosting

(Indlægget indeholder affiliate-links)

0 comments on “LCHF-cupcakes med mandel, kakao og kokos og mocca-mascarponefrostingTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: