LCCHF-boller på nøddesmulder

LCHF-boller på nøddesmulder

LCCHF-boller på nøddesmulderCheesecake mania holder lige en kort pause inden “le grand finale” (som i øvrigt bliver noget forårsagtigt og fint!), mens jeg spiser de her dejlige LCHF-boller bagt på smulder fra nøddemælk. Ja, jeg ved godt, at jeg har utroligt mange opskrifter, hvor der bruges nøddemælk-smulder, men det er nu engang, fordi jeg er meget glad for hjemmelavet mandel- og hasselnøddemælk. Derfor har jeg ofte smulder i køleskabet, som skal bruges til noget godt. Hvis du ikke har nøddesmulder, kan du også bruge fedtreduceret mandelmel.

Hvorfor er det så lige, at man skal bruge både fedtreduceret mandelmel (og fedtreduceret kokosmel), når man spiser LCHF? Handler det ikke netop om at få så meget fedt som muligt? Hvorfor så reducere det i melet? Det handler både om fedtsyresammensætning og om gastronomiske egenskaber. Så vidt jeg har forstået, kan nødder og kokos have en fedtsyresammensætning, der både består af stabile, sikre og gode fedtsyrer og nogle mere sarte fedtsyrer, der kan risikere at omdannes til transfedtsyrer ved opvarmning. Ved affedtningen befries nødderne og kokosmelet for de sarte fedtsyrer og sendes ud til forbrugerne i en mere sikker form. Det hjælper jo ikke meget her, hvor jeg bruger mit eget, hjemmetørrede nøddesmulder. Her får jeg dog den gastronomiske kvalitet med. Når nødderne får presset størstedelen af deres fugt og fedt ud til nøddemælk og derefter tørres i ovnen, får de en konsistens, som er langt tættere på almindeligt mel og derfor bedre kan bruges til at binde en dej sammen og gøre den fast. Ernæringsmæssigt er nøddesmulderet stadig glutenfrit, low-carb og meget fiberrigt. Smart!

Nå, nok teori! I dag blev mit nøddesmulder i hvert fald brugt til en lille portion LCHF-boller, stærkt inspireret af Jane Faerbers nye bog “Mæt og slank med LCHF”. Jeg har lige købt bogen som e-bog (det kan man gøre her) og er i fuld gang med at afprøve diverse LCHF-opskrifter. Vi har spist bøf stroganoff, “gul mos”, sticky blomkålsris og andre spændende ting, og udover at det har været lækkert, er det også bare sjovt at blive udfordret på at lave mad på en helt ny måde, når man nu er lidt af en køkkennørd.

Der er meget mad, som fungerer fint i LCHF-form – men det er altså en udfordring, når man står med en sovs, der er blevet for tynd, eller en salatdressing, der mangler sødme. Så er jeg pr. instinkt allerede i gang med at hælde jævning eller honning i maden, inden jeg kommer i tanker om, at det ikke er så godt. Jeg har i øvrigt endnu ikke fundet den idéelle LCHF-løsning på de 2 problemer. Men bollerne her er virkelig overraskende gode, saftige og mættende. Og så er de meget nemme at bage. Ingen hævning, ingen æltning. Man kunne diskutere, om de ikke i virkeligheden er tættere på scones end boller, men lad nu det ligge. Her kommer i hvert fald opskriften:

LCHF-boller på nøddesmulder

LCHF-boller på nøddesmulder, 6-7 stk

  • 2 store æg
  • 75 g Philadelphia
  • 50 g smeltet smør
  • 80 g tørret nøddesmulder (mit var fra en hasselnødde-mandelmælk med halvt mandler, halvt hasselnødder) eller fedtreduceret mandelmel
  • 1 spsk kokosfibermel (ikke det samme som almindeligt kokosmel blendet til smulder)
  • 1 spsk HUSK (loppefrøskaller)
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk kardemomme
  • ½ tsk kanel
  • 1 nip salt
  • 1 håndfuld græskarkerner (kan udelades)

Tør nøddesmulderet i ovnen i ca. 30 minutter. I min ovn fungerer det med 150 grader varmluft.

Pisk æg med Philadelphia, til der ikke er flere klumper, og pisk også det smeltede smør i. Rør tørret nøddesmulder, kokosfibre, HUSK, krydderier og bagepulver i. Her vil dejen måske virke meget løs og flydende, og jeg skulle selv lige til at overveje at smide lidt flere tørre ingredienser i. Men i løbet af det øjeblik, det tog mig at vende mig om og kigge på pakkerne med HUSK og kokosfibre, havde dejen sat sig og var blevet helt fin. Jeg rørte lidt græskarkerner i for at give bollerne lidt mere smag og knas – man kunne også bruge hørfrø eller helt udelade frø og kerner.

Brug en våd spiseske til at forme dejen som boller, der sættes på en bageplade. Det føles mest af alt som at forme frikadeller 🙂 Bag LCHF-bollerne i ca. 20 minutter ved 180-200 grader.

LCHF-boller på nøddesmulder
Sådan ser LCHF-bollerne ud inden bagning
LCHF-boller på nøddesmulder
… og her efter bagning.

Efter et par uger uden brød var det helt himmelsk at sætte tænderne i en bolle mest ost! Jeg skal ikke til at spise LCHF-boller hver dag, for der er stadig mange kulhydrater i og ingen grøntsager – men på en onsdag, som er min laaaange dag på arbejde, var det skønt at have en bolle med peanutbutter i tasken, som kunne holde mig kørende, til jeg fik fri 18.45.

LCHF-boller på nøddesmulder

7 comments on “LCHF-boller på nøddesmulderTilføj din

  1. Jeg vil prøve at lave disse i morgen tidlig. Har godt nok ikke Philadelphia i huset – men vil i stedet prøve at bruge mascarpone.

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: