Langfredag

Langfredag

Langfredag


Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at der skulle noget på bloggen i dag. Langfredag må gerne for mig være sådan en dag, hvor der ikke sker noget. Men så var der alligevel nogle tanker om sorgbearbejdelse, der gerne ville ud. Midt i dildsild, påskeæg og påskefrokoster. Sikke noget rod! Men sådan er sorg nok – ubelejlig, upassende og helt ligeglad med, at den ikke passer ind!

Som mange af jer ved,

arbejder jeg til daglig i Folkekirken med musik og kommunikation. Derfor er kirkeåret en særdeles integreret del af min hverdag – hvilket nok ikke ligefrem er tilfældet for gennemsnitsdanskeren! 😉 Kirkeåret i Folkekirken har 2 helligdage, som jeg sætter meget stor pris på: langfredag og alle helgens søndag. Det er de 2 dage om året, hvor der for en gangs skyld sættes fokus på sorg og savn. Juleaften er hygge, påskemorgen er vild jubel, store bededag er refleksion, pinsen er mere jubel – men på langfredag og alle helgen er der tid til i fælleskab at dvæle ved de mere grå, mørke og triste sider af livet.

Alle helgen

er for mange lig med Halloween, græskarhoveder og sugarhypede børn. Men i kirkeåret er det en søndag, hvor man mindes dem, der er døde i løbet af året. Man tænder små lys for de døde, læser navnene op på dem, der er blevet begravet fra sognet, og holder et minuts stilhed. Det er altid en dag, der bevæger mig meget – og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det bliver i år efter tabet af min mor i januar.

Langfredag mindes man Jesu lidelse og død ved en gudstjeneste, som i de fleste kirker er stille og meditativ. Ved gudstjenesten i vores kirke i dag slog det mig, hvordan gudstjenesten næsten er provokerende sorgfuld. Man fjerner al alterpynt, dækker alteret med et sort gravklæde, slukker lyset og synger salmer, der handler om kors, død og grav. Det bliver faktisk ret dystert. Ved de fleste gudstjenester ville man forløse den dystre stemning med et ordentligt orgelbrus til sidst og et budskab om, at det hele ender godt med liv og opstandelse. Men det gør man ikke langfredag. Man slutter ved graven og dvæler ved den følelse af håbløshed, der omklamrer én, når man har mistet nogen, man elsker. Man forlader kirken i stilhed, uden postludium, uden kirkekaffe.

Jeg synes, det er så smukt,

at der i kirkeåret er sat dage af til at dvæle ved de følelser, der rammer os alle sammen – men som vi er så dårlige til at håndtere. Vi har en tendens her i vores del af verden til at gemme os med vores sorg. Hvis vi græder, foregår det bag lukkede døre, og vi tjekker makeuppen og splasker koldt vand i hovedet, inden vi vender tilbage til omverdenen igen. I andre dele af verden har jeg indtryk af, at man er bedre til at dele sorgen – til at græde sammen og tale om smertelige emner. Men ikke i Danmark. Her er vi tit bange for at gå for tæt på folk i sorg. Bange for at sige noget forkert. Bange for at udløse et sammenbrud, hvis vi får sagt noget rigtigt. Tænk, hvis veninden pludselig begyndte at græde midt i café latten? Hvad stiller man så op?

Jeg har heldigvis

rigtig mange dejlige mennesker i mit liv, som er gode til at give plads til, at jeg er i en sorgperiode af mit liv, og at tabet af min mor fylder meget – også her 3 måneder efter.  Faktisk næsten mere nu end før. Det er som om, jo mere hverdag det bliver, jo mere tydeligt bliver det, at der mangler noget. De første ugers chok levnede ikke plads til det dybe savn, der opstår, når man pludselig igen har det følelsesmæssige overskud til at mærke og huske, hvad og hvem det er, man savner. Det er dejligt at have mennesker i sit liv, som er opmærksomme på, at der stadig er behov for deres støtte og omsorg.

Men jeg møder også nogle mennesker, som er tydeligt utilpasse ved situationen. Som vrider sig lidt på stolen, mens de spørger, “om jeg nu er kommet over det?”, eller som reagerer på min nedsatte entusiasme ved at prøve at muntre mig op. Jeg kan egentlig godt forstå dem. Det er også supersvært at finde på, hvad man skal sige og gøre, når man fornemmer, at veninden ikke er i sit sædvanlige hopla. Det ville jo også være dejligt, hvis jeg bare “kom over det”, så tingene kunne blive normale igen. Så vi igen kunne være positive, grine og have det sjovt sammen. Så vi ikke skulle have sorg og savn med som uvelkomne gæster ved kaffebordet.

Jeg er også selv sådan en,

som er rigtig god til at tage mig sammen. Til at tage en dyb indånding, skrue et smil på og skubbe savn og triste tanker i baghovedet, inden jeg bevæger mig ud i det pulserende liv. Jeg er ikke oppe på 100% af min sædvanlige energi, men jeg kan fake mig tæt på, og folk, der ikke kender mig, falder for det. Andre mennesker, som kender mig bedre, gennemskuer lynhurtigt den facade. De kigger mig lige i øjnene og giver mig et kæmpe kram. Eller siger: “Ja, det er sandelig dejligt vejr! Men hvor er det sørgeligt, at din mor ikke er her til at dele det med os!” Andre igen virker tydeligt lettede over, at de slipper for at skulle forholde sig til sorgen og savnet, når jeg virker smilende og glad.

Det er bare sindssygt grænseoverskridende

og blufærdighedskrænkende for os danskere at tale om sorg – og måske er det simpelthen, fordi vi ikke har lært, hvordan man gør! Derfor elsker jeg langfredag og alle helgens søndag. Det er 2 dage om året, hvor vi får lov til at øve os i at være sammen om sorg og savn. Ikke gemme os bag lukkede døre, men sidde i det samme rum, lade facaderne falde og indrømme over for hinanden, at sorgen og savnet måske hele tiden har siddet ved kaffebordet – vi har bare ikke turdet anerkende deres nærvær, så vi har tysset på dem, som man tysser på en pinlig, småfuld veninde ved en fest! Men måske ville det være bedre og sundere for os allesammen at holde op med at tysse på de ubudne gæster og i stedet tale åbent og ærligt sammen om de ting, der er svære og gør ondt i hjertet. Måske kunne der ligefrem spares et par stresssygemeldinger og depressioner på den konto …

Øvelsen går også ud på at turde være i sorgen – ikke forsøge at forløse den med klap på skulderen og: ” Det skal nok gå altsammen!”. Men bare være triste sammen og tale om det, der gør ondt, så længe der er brug for det. Min erfaring er, at man på et eller andet tidspunkt er “mæt” af sørgetid og automatisk begynder at smile igen, tale om positive ting og måske endda grine – helt uden at det bliver forceret eller kunstigt.

Så glædelig, sørmodig langfredag! Må der være plads til både din sorg og din glæde i dag.

1 kommentar til “LangfredagTilføj din

  1. Tak for kloge ord. Mht at miste nogen, man har kær, så har jeg det sådan, at man med tiden kan komme IGENNEM sorgen, men man kommer aldrig helt OVER det, at have mistet. Vi skal huske på, at vi kan dele denne oplevelse med hinanden, andre har det ligesom jeg, jeg synes, det bliver bare LIDT nemmere, hvis jeg tænker sådan. Glædelig påske

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *