Jeg kan virkelig godt lide rôtisserie-kylling. Jeg kan virkelig godt lide chorizo. Og jeg kan virkelig godt lide at udnytte madrester på en god måde. Derfor kan jeg også virkelig godt lide denne her kyllingegryde med chorizo, blomkål og andre gode sager. Den kombinerer nemlig alle 3 ting på skønneste vis i en rustik ret med masser af smag.
Det er i virkeligheden en videreudvikling af en gammel opskrift her på bloggen: Gryderet med kylling og chorizo. Denne her udgave er bare lettere at lave, den indeholder mere grønt, og så er den baseret på rester i stedet for rå kylling. Så det er rigtig god “Stop Spild af Mad”-stil. Og nem og sund hverdagsmad!
Jeg havde en god rest kylling til overs fra “Crazy Chicken”, hvor jeg elsker at købe kylling. Jeg besluttede at peppe kyllingen op med en kraftig chorizo og en hel masse grøntsager: løg, peberfrugt, fennikel, tomat og hvidløg. En håndfuld gode blomkålsbuketter røg også i gryden, og på den måde var der var faktisk mættende og lækker aftensmad på ret få minutter. Det var nærmest ikke engang nødvendigt at krydre retten – chorizoen giver så meget smag, at den bærer det hele. Det er til gengæld rigtig vigtigt, at man bruger en god chorizo – ikke de tynde skiver, man kan købe til en 10’er i Netto (som jeg ellers tog til takke med i den gamle opskrift).
Kyllingegryde med chorizo og blomkål
(til min. 2 pers.)
- 1 rest kylling svarende til 2 bryststykker og 3 lår
- 1 hel chorizo (den pakke, man kan købe i fx Føtex)
- ½ lille blomkålshoved
- 1 rødløg
- ½ rød peber
- ½ fennikelknold
- ½ rød chili
- 3 fed hvidløg
- Ca. 8-9 store cocktailtomater (jeg havde både røde og gule – det giver et flot farvespil)
- Lidt kyllingebouillon (ca. ½ dl)
- Krydderier: Salt, peber, oregano
- Evt. lidt frisk koriander
Gør grøntsagerne i stand: del blomkålshovedet i grove buketter. Snit løg, peberfrugt og fennikel groft. Befri chilien for kerner og hinder, og hak den fint sammen med 2 fed hvidløg (gem det tredje). Skyl tomaterne, og del dem i både.
Pil kyllingekødet af benene, og skær det i grove stykker. Pil evt. hinden af chorizoen, og skær den i halve skiver.
Varm en sauterpande og, og steg chorizoen på den. Det er ikke nødvendigt med olie – pølsen afgiver rigeligt med fedt til at stege hele retten i. Når chorizoen har taget farve og begynder at blive sprød, smides løg, peberfrugt, fennikel, hvidløg og chili på panden og steger med, til det begynder at blive blødt.Tilsæt tomater og bouillon, og lad det falde lidt sammen. Pres det sidste fed hvidløg i.
Smid blomkålsbuketter og kyllingekød i, læg låg på, og lad det simre nogle minutter. Blomkålen må endelig ikke blive udkogt.
Smag til med salt, peber og oregano, og servér evt. med lidt frisk koriander. Et drys revet cheddar klæder også den færdige ret meget godt.
Der er så meget grønt i selve retten, at man faktisk ikke behøver noget tilbehør. Du kan evt. smide lidt kikærter eller kidneybønner i gryden, hvis du vil strække retten lidt længere.
1 comment on “Kyllingegryde med chorizo og blomkål”Tilføj din