Kylling i bacon og fennikelsovs

Kylling i bacon og fennikelsovs

Kylling i bacon og fennikelsovs


Denne her ret spiste vi forleden til aftensmad: kylling i bacon og fennikelsovs. Det var simpelthen så lækkert, saftigt og smagfuldt, at jeg var nødt til at dele opskriften med jer.

Bacon og fennikel er rigtig gode legekammerater – og sammen med hvidløg og andre gode smagsgivere er det lige sagen, når der skal sparkes liv i et lidt kedeligt kyllingebryst.

En skøn og varmende ret, som er hurtig at bikse sammen og perfekt til en kølig efterårsdag.

Kylling i bacon og fennikelsovs

Kylling i bacon og fennikelsovs

Jeg havde ellers den mest nedern dag i går. Det startede med, at Nemlig kom med mine varer  sidst på formiddagen – men havde glemt den pose, hvor der var æg, ost, fløde og alt, hvad jeg ellers skulle bruge til morgenmad. Chaufføren lovede at komme tilbage med varerene, når han fandt min sidste pose. Det blev kl. 14.30. Så jeg måtte skrabe morgenmad sammen af det, jeg lige kunne finde i skabene – og jeg kunne ikke få min obligatoriske kop morgenkaffe med fløde.

I mellemtiden modtog jeg så en mail fra min web-udbyder, som meddelte, at de havde suspenderet mit domæne. Der havde været et hacker-angreb på bloggen – hvad sker der lige for det?! Så på tom mave og uden morgenkaffe måtte jeg igennem alle mulige procedurer og manualer for at få bloggen op at stå igen. Suk…

Efter et par timer lykkedes det endelig. Men hold da op, hvor havde jeg haft sjovere planer for min fridags-mandag!

Satser på, at dagen i dag bliver sjovere!

Kylling i bacon og fennikelsovs


Kylling i bacon og fennikelsovs

(til 3 pers.)

  • 3 kyllingebryster
  • 1 pakke bacon
  • ½ fennikel
  • 2 fed hvidløg
  • ½ dl sødmælk
  • ½ dl fløde
  • 2 spsk friskost med hvidløg/urter
  • 2 spsk tomatpuré
  • 1 tsk grovkornet sennep
  • 1 spsk kalvefond (den fra flaske)
  • 1 tsk sød paprika
  • Salt og peber
  • 1 tsk kokosolie
  • 1 håndfuld revet ost – fx parmesan

Snit fennikel fint på et mandolinjern eller med en skarp kniv.

Rør sødmælk, fløde, friskost, sennep, kalvefond, paprika, salt og peber sammen.

Skær baconskiverne i mindre stykker, og steg dem sprøde i kokosolie.

Drys kyllingebrysterne med salt, peber og sød paprika, og brun dem i baconfedtet (skub baconen til side på panden imens). Tilsæt fintsnittet fennikel, og brun af.

Læg kyllingebrysterne i et ildfast fad. Drys bacon/fennikel over. Hæld flødesovsen over, og drys med revet ost.

Bag i ovnen i 20 minutter på 200 grader varmluft. Drys evt. med friskhakket persille og tørrede oreganoblomster ved servering.

Servér med en sprød salat og måske en mos af bagt græskar og blomkål.

Kylling i bacon og fennikelsovs


Grej & regi: (Affiliatelink)

OXO Mandolinjern Stål/Plast
Menu Bottle Grinders i blå


Indlægget indeholder affiliate-links, der giver mig kommission, hvis du køber noget i den pågældende webshop. Det koster selvfølgelig ikke dig noget at klikke på links’ene. Indtægterne hjælper til at finansiere den tid og de ressourcer, jeg bruger på bloggen her. Læs om annoncering på Fru Kofoeds Køkken her.

0 comments on “Kylling i bacon og fennikelsovsTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: