Kostvaner del 2

I går handlede det om, hvordan jeg gennem det sidste halve års tid har twistet min kost over mod en meget, meget liberal udgave af lchf. Lower Carb Higher Fat kan vi nok kalde det 🙂 Det er plads til rugbrød, kartofler, havregryn og andre ting, der ikke falder ind under lchf – men stadig en pæn fedtprocent og selvfølgelig masser af grøntsager. I går var hovedemnet “Hvorfor”. I dag skal det handle mere konkret om, hvad jeg spiser, hvad det har betydet for mig, og hvad det kommer til at betyde for bloggen her, som i over 2 år har haft lchf som sit fokus.

Hvad spiser jeg?

Det er selvfølgelig meget forskelligt fra dag til dag. Men på en typisk hverdag spiser jeg til morgenmad en skive rugbrød med et godt lag smør, en tyk skive ost og måske lidt peberfrugt oven på. Hertil måske et hårdkogt æg eller en halv avocado og en kop kaffe med sødmælk eller fløde – eller en kop te uden noget i. Temmelig enkelt og varieret efter, hvor sulten jeg er. Vi er et sjovt sted mellem lchf og helt “almindelig” kost.

Den morgenmad holder jeg mig gerne kørende på indtil frokosttid. Her spiser jeg rester fra aftensmaden – eller endnu en skive rugbrød eller to, hvis jeg er virkelig sulten, gerne med fiskepålæg og noget grønt til. Nogle dage slår jeg morgenmad og frokost sammen, afhængigt at hvor tidligt jeg møder på arbejde.

Om eftermiddagen spiser jeg ofte et eller andet. Det varierer meget – og det kommer an på, om jeg har spist både morgenmad og frokost eller kun ét måltid. Det kan være alt fra en questbar til et par skiver manchego, et par håndfulde saltede nødder eller – når det går vildere for sig – en kanelsnurre eller noget andet syndigt 😉

Det dér med mellemmåltider har altid lidt været min svaghed. Jeg kan egentlig rent fysisk sagtens nøjes med 3 store hovedmåltider, hvis jeg spiser striks lchf. Men mit hoved/min gane er ikke altid med på den plan. Jeg elsker at drikke en kop te og spise noget lækkert, når jeg kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen. Eller om aftenen, når vi ser en god serie. Også selvom jeg egentlig godt kunne vente med at spise til aftensmaden. Jeg er simpelthen for meget livsnyder til at være helt fornuftig på det punkt, tror jeg.

Til aftensmad spiser Andreas og jeg stadig ofte ret lchf-agtigt. Kød og grøntsager med en god fed sovs eller dip – men sommetider lige med en enkelt kartoffel eller en skive brød på tallerkenen. Jeg kan mærke, at hvis der bliver for lidt fedt og for meget kulhydrat på min tallerken, så bliver jeg ikke ordentlig mæt. Så det prioriterer jeg.

Om onsdagen spiser vi slet og ret rugbrødsmadder til aften. Vi har en ambition om at komme af med vores boligkredit her i foråret efter et par stride måneder i december og januar. Derfor indførte vi et stramt budget – og ikke mindst madposten blev barberet betragteligt. En ugentlig dag med rugbrødsmadder og en hel masse gryderetter blev indført. Og det er faktisk rigtig rart med den dér rugbrødsmadsaften. Jeg elsker rugbrødsmadder, og det er rart med en aften om ugen, hvor der ikke skal findes på så meget i køkkenet. Især fordi jeg kommer hjem fra en heftig arbejdsdag kl. 19, mens Andreas kommer sent hjem fra træning.

Om aftenen, når vi sidder og ser serier eller bare slapper af i sofaen… Der skulle man tro, at jeg nu ville gå amok i sukkerchok. Men det har faktisk ikke været tilfældet. Jeg er ikke blevet overvældet af sukkertrang, trods mine udskejelser. Jeg har spist noget chokolade nogle aftenener, et stykke frugt et par enkelte gange – andre aftener har jeg slet ikke haft behov for noget. Et par enkelte gange, hvor jeg har spist for lidt (eller for fedtfattigt) til aftensmad, har jeg spist et lille glas havregryn med mælk og rosiner, inden jeg gik i seng, for at få slukket sulten. Det har fungeret fint, og jeg har ikke været glubende sulten næste morgen, som man kunne have frygtet.

Weekenderne er lidt en anden sag. Her har vi givet den gas. Boller til morgenmad. Is til dessert. Plads til hygge.

Kvalitet over kvantitet

Overordnet set prioriterer jeg altid kvalitet over kvantitet. Jeg har prøvet forskellige former for rugbrød af, og dem fra supermarkedet mætter altså ikke ligeså godt som et 70% kernerugbrød fra Lagkagehuset – uanset hvor mange fibre Kohberg påstår, de indeholder. Der er også stor forskel på et billigt 5-kornsbrød fra den billigste bager og så en langtidshævet bolle bagt af ordentlige ingredienser. Når jeg spiser is, er det gerne Hansen eller noget fra en god isforretning – ikke Carte Dôr eller den billige fra Netto. Almindelig pasta har jeg ikke lukket ind i min kost igen. Jeg synes aldrig rigtigt, det har gjort noget godt for min mæthed, og jeg har det rigtig fint med bønnepasta, som giver bedre mæthed, og shiratakinudler, som kan give god konsistens til wokretter.

Der er også forskel på, hvornår på dagen jeg spiser hvad. Hvis jeg starter dagen med en banan eller en kanelgiffel, smadrer det min mæthedsfornemmelse resten af dagen. Hvis jeg spiser frugt eller kage midt på eftermiddagen, når jeg har fået 2 solide måltider indenbords, mærker jeg ikke noget videre til det. Det gør en forskel for mig, om der er lagt en bund.

Jeg har taget det meget langsomt med at reintroducere de forskellige madvarer og mærke efter, hvordan de påvirker mig. Det, jeg mest af alt sigter efter, er, om jeg kan have en stabil mæthedsfornemmelse, eller om jeg hele tiden bliver glubende sulten og irritabel. Nogle ting har jeg måttet droppe igen. En lang eftermiddag på arbejde, hvor jeg manglede et mellemmåltid, prøvede jeg med at stykke grovknækbrød med Kårgården. Det var total håbløst. Jeg endte med at spise 5 skiver uden at opnå nogen form for mæthed. Til gengæld har jeg nogle gange snuppet en Bastognekiks sammen med kaffen til mine babyrytmikhold. Det har ikke udløst den ellers obligatoriske overspisning, jeg tidligere har oplevet, hvor jeg ikke har helmet, før hele skålen med småkager var tømt. Det har været rart at opleve, at jeg kan håndtere det nogenlunde nu.

Jeg sparer generelt stadig gerne på sukkeret, når jeg selv laver mad. Det er yderst sjældent, at jeg rækker ud efter dåsen med hvidt sukker. Jeg går hellere efter Sukrin, honning, frugt – eller hvad jeg nu kan finde på at søde med. Både for sundhedens skyld – men også fordi jeg egentlig ikke har det store behov for, at det skal være så sødt.

Hvad har det betydet for mig?

Det første spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig: “Har du taget på?”. Egentlig er jeg lidt træt af, at alle kostændringer først og fremmest skal måles med vægt som hovedparameter, for jeg synes også, der er så mange andre ting, der er væsentlige at se på. Og min vægt er ikke altid nogen særligt pålidelig indikator, for jeg er i stand til at tage på, uanset hvilken diæt man sætter mig på 😉 Men det er selvfølgelig ret afgørende, at man ikke tager 100 kg på i processen!

Svaret på spørgsmålet er: ja og nej. Ja, jeg har taget noget på – men det skete desværre allerede, mens jeg stadig kørte lchf.  Op til denne her ændring af mine kostvaner var jeg så småt begyndt at opleve, at lchf heller ikke gav mig helt så gode resultater som i starten. Jeg var ikke så stabilt mæt som tidligere. Jeg hyggespiste mere. Og min vægt steg, selvom jeg igen og igen prøvede at rette ind og spise mere strikst hele tiden. Da jeg smed brød osv. ind i ligningen, steg min vægt til at starte med, og mit tøj begyndte virkelig at stramme – sjovt nok også henover jul og nytår.

Men det er så småt lykkedes mig at stabilisere vægten lidt igen. Jeg vejer mig aldrig, men jeg kan mærke, at at tøjet sidder bedre, bæltet kan spændes mere ind osv. Når man tager i betragtning, at jeg i meget høj grad har spist, hvad der passede mig, synes jeg egentlig, det er helt okay.

Som sagt er det mæthedsfølelsen, der er det allervigtigste for mig at måle på. Min vægt kan svinge og være underlig indimellem – men mæthed, det kan jeg mærke nu og her. Hvis jeg kan gå 4 timer mellem 2 måltider uden at mærke sult, så føler jeg, at jeg er på rette spor. Som jeg har fortalt flere gange før, så har jeg brugt alt for mange år af mit liv på at panikke over, om jeg nu ville blive sulten, hvis der gik mere end 2 timer mellem, at jeg spiste. Slæbt rundt på diverse “sunde” mellemmåltider i tasken og konstant følt mig hundesulten, selv efter den største middag. Det gider jeg ikke at vende tilbage til!

Andre succeskriterier er selvfølgelig sådan noget som søvn, hovedpine, hud, energi, fordøjelse osv. Jeg har sovet usædvanlig godt og er næsten lykkedes med at komme ind i en god døgnrytme her i 2017. (Som nu kan blive smadret af den for*¤#$%” sommertid!!!)

Jeg har haft mindre hovedpine, end jeg plejer – sikkert fordi jeg sover bedre. Med “mindre” mener jeg desværre ca. 1 gang om ugen i stedet for 2, 3 eller 4. Suk… Der er altså noget helt galt dér stadigvæk. Min hud har det ligeså fint, som den plejer, og jeg har et godt energiniveau. Min mave har lige skullet vænne sig til, at der kom brød mm. ind igen, men jeg synes efterhånden også, at den del fungerer godt nu.

Så alt i alt er jeg ret godt tilfreds.

Reaktionerne fra omverdenen

Det eneste, som kan være lidt irriterende, kan være folks reaktioner. “Nåh, så kunne du alligevel godt spise en skive brød, hva’?” siger folk med et glimt i øjet – som om man langt om længe havde forladt en skummel sekt. Som om, det er lidt dejligt endelig at kunne blive enige om, at det dér kulhydrathysteri også var noget pjat. En dum fase. Og jeg prøver at forklare, at selvom jeg står og gnasker på et stykke flute, så er det det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at jeg har “købt ind” på en high carb-livsstil og er klar til at drøne ned i Namnam-slik og gå amok eller melde mig ind i personalemorgenmaden på arbejde igen.

Jeg oplever, at folks opfattelse af sundhed er tit meget sort-hvid. Enten er du sundhedsfreak og forsager alt – eller også er du med på det hele. Det dér med, at man vælger nogle ting til og nogle ting fra… At man den ene dag siger ja tak til en småkage og den næste dag stadig helst vil være fri. Det kan åbenbart godt være lidt svært at forstå for nogle.

Hvad betyder det hele for bloggen her?

Tja, måske ikke helt vildt meget. Jeg deler jo ikke alt, hvad jeg spiser her på bloggen, men udvalgte retter, som jeg tænker kan være relevante og inspirerende for andre. Og jeg tænker ikke, at ret mange af jer savner opskrifter på rugbrødsmadder eller inspiration til at bruge flere kartofler og mere hvidt mel? For de fleste af os er den konstante (og spændende) udfordring vel at gøre grøntsager indbydende, spare på sukkeret og få god mæthed for kalorierne, er det ikke rigtigt?

Derfor vil jeg fortsætte med at dele gode salater, middagsretter med godt kød og indbydende grøntsager, kager og søde sager hvor der er sparet på de hurtige kulhydrater – og alt det andet, du kender fra bloggen her. Og indimellem vil der så måske snige sig en opskrift ind på nogle lækre kartofler, en kage med hvidt mel, et godt brød – eller hvad det nu kunne være. Ligesom jeg allerede nu indimellem deler en opskrift på en drink med sukker i.

På den måde kan livsnydelse og sundhed forhåbentlig fortsat gå hånd i hånd her på bloggen 🙂 Jeg håber, I har lyst til fortsat at læse med.