Som du måske har fornemmet mellem linjerne, har jeg eksperimenteret lidt med min kost gennem det sidste halve års tid. Jeg har spist lchf i over 2 år og overordnet haft det rigtig godt med det. Jeg har fået kontrol over min overspisning, har overvundet min sukkertrang og har fået et langt mere balanceret forhold til mad. Jeg er kort sagt stor fan af lchf og anbefaler det til alle, som kæmper med lignende problemer.
Alligevel har jeg twistet min kost en anelse væk fra lchf gennem det sidste halve år. Hvorfor jeg har gjort det, og hvad det betyder for mig, vil jeg dele lidt om nu efter laaaang tids tilløb. Jeg deler indlægget op i 2, så det ikke bliver alt for langt. I dag handler det mest om “Hvorfor”. I morgen kommer del 2, som handler om, hvad det har betydet for mig.
Inden det nu kommer til at lyde alt for vildt, skal jeg måske skynde mig at sige, at jeg ikke er hoppet helt væk fra lchf. Jeg er nok nærmere gået over i retning af Lower Carb, Higher Fat. Færre kulhydrater og mere fedt end “normal” kost – men altså ikke så stramt som lchf. Plads til en skive rugbrød, lidt havregryn, en bolle og et par kartofler – men ikke svulstige pastaretter og pizza til aftensmad 😉 Stadig masser af grønt og masser af gode råvarer.
Hvorfor?
Lad os starte et helt lavpraktisk, fysisk sted: Forleden skrev jeg noget om madlede. Jeg har simpelthen haft perioder i det forgangne år, hvor jeg har følt en decideret uvilje mod den lchf-mad, der var på min tallerken. Morgenæggene voksede i munden på mig. Blomkålsmosen smagte mig ikke. Alle former for pølser tålte jeg ikke synet af. Jeg var træt af kød og træt af kålsalater. Det eneste, jeg havde lyst til at spise, var rugbrødsmadder, kartofler og andre kulhydratholdige madvarer. Der var ikke rigtig nogen god forklaring på, hvorfor jeg pludselig ikke længere gad den store, lækre lchf-morgenmad med æg og bacon, som jeg ellers elsker.
Det var simpelthen, som om min krop meget tydeligt bekendtgjorde, at den havde behov for noget andet end lchf. Samtidig oplevede jeg noget interessant: Når jeg spiste en skive rugbrød med et godt lag ost og smør og et hårdkogt æg til morgenmad, så fik jeg næsten den samme gode, langvarige mæthedsfornemmelse som af en lchf-morgenmad med scrambled eggs, bacon og grønt. Og endnu mere interessant: Når jeg skejede ud og flottede mig med en kanelsnurre fra Meyers Bageri, så sendte det ikke mit blodsukker ud i den velkendte dødsspiral, hvor jeg panikspiste resten af dagen.
Jeg tænkte først, at det var for godt til at være sandt. Men nu har jeg testet det af i et halvt års tid, og det holder stadig. Altså, jeg får ikke 100% den samme langvarige mæthedsfornemmelse som på striks lchf – men det er tæt nok på, til at jeg kan acceptere det.
Det føles rent ud sagt, som om min krop, mit stofskifte, min appetitregulering og min hormonbalance faktisk har ændret sig markant de sidste 2 år.
Det føles rent ud sagt, som om min krop, mit stofskifte, min appetitregulering og min hormonbalance faktisk har ændret sig markant de sidste 2 år. Jeg har haft et forskruet forhold til mad og appetitregulering hele mig liv, men lchf har altså rykket et eller andet for mig på et mere grundlæggende plan, end jeg først troede.
Da jeg startede på lchf
og mærkede effekterne af det, tænkte jeg, at det her skulle jeg gøre resten af mit liv, for jeg kunne aldrig gå tilbage til en kulhydratbaseret kost og alle de komplikationer, det medførte, efter at have prøvet at være fri for det. Jeg var helt villig til at give afkald på brød, kartofler, havregryn, linser, sukker og andre ting, jeg godt kan lide, for at bevare den gode ro og mæthed i kroppen, som jeg aldrig før havde oplevet.
Men måske handler det ikke udelukkende om, at en kulhydratbaseret kost er problematisk for mig. Måske er en del af sandheden også, at min krop trængte til at blive “nulstillet” fysisk og mentalt. Efter 30 år med ubalance i kroppen havde jeg et elendigt forhold til kost, og det første år på lchf brugte jeg på at genfinde evnen til at føle mæthed. Måske – med stor, fed streg under måske – kan den ro og den appetitregulering, jeg har opøvet i kroppen, overføres til en kost med plads til lidt flere kulhydrater? Måske er jeg ikke “tvunget” til at spise lchf for at bevare den gode, rolige følelse i kroppen? Måske kan lchf være et redskab, man bruger i en periode for at opnå noget…
På mange restriktive diæter taler man om reintroducering af madvarer. Det gælder fx Low FODMAP. Hvis din krop er ude af balance, kan du udelukke en hel masse madvarer over en længere periode: fx laktose, gluten, sukker osv. Når din krop har det godt igen, kan du forsigtigt begynde at reintroducere de forskellige fødevarer og mærke, hvordan kroppen reagerer. Nogle finder ud af, at de rent faktisk er laktoseintolerante. At kroppen stadig reagerer negativt, når de drikker mælk. Andre opdager, at kroppen har det fint med laktose efter en pause. Måske handlede det ikke om decideret intolerance, men om at kroppen bare fået en overdosis mælk/gluten el.lign. og trængte til en pause. Det er ret interessant at læse om forskellige menneskers oplevelse med dette. Og måske en god ting at have i baghovedet i disse tider, hvor man nærmest helst skal have en eller anden fødevareallergi for at være “med på beatet”.
Jeg har det sådan,
at hvis jeg skal undvære brød, kartofler osv. for at leve et sundt og godt liv, så er det okay med mig. Det kan jeg sagtens. Det har jeg bevist. Men hvis det faktisk er muligt for mig at leve et sundt og godt liv MED brød, kartofler osv. – så ville det da være tosset at rende rundt og undvære det, når jeg nu godt kan lide det!! Derfor har jeg simpelthen gjort et forsøg på at reintroducere det. Hvo intet vover, intet vinder, som man siger!
Jeg har det sådan, at hvis jeg skal undvære brød, kartofler osv. for at leve et sundt og godt liv, så er det okay med mig. Det kan jeg sagtens.
Og hvorfor sidde og spise stenalderbrød og chiaknækbrød, som godt nok er lchf, men som stadig indeholder masser af kulhydrat, hvis jeg ligeså godt kunne spise en skive godt fuldkornsrugbrød? Ting bliver jo ikke automatisk sunde, bare fordi de kun består af kerner og ikke indeholder korn. Medmindre man er glutenallergiker, og det er jeg jo ikke. Og ja, det er jo meningen, at man skal blive hurtigere mæt af low-carb-brødprodukter. Men hvis man alligevel ender med at hyggespise 2-3 ostemadder af lyst og ikke sult, så kan det jo lissom’ være det samme.
Jeg elsker virkelig en god skive rugbrød. Brøderstatninger bliver jeg hurtigt træt af – og helt ærligt: Uanset hvor godt et stenalderbrød, du bager, bliver det aldrig en ligeså god bund for leverpostej og sildemadder som et godt kernerugbrød fra Lagkagehuset! Og mens jeg ikke har nogen problemer med at undvære bland-selv-slik og chips, så har jeg virkelig savnet mine leverpostejmadder og sildemadder på lchf. Det må jeg indrømme!
Jeg har haft mange kvababbelser
over at ændre min kost. Nu har jeg jo været så glad for lchf og delt min begejstring med så mange, her på bloggen og i det virkelige liv. Skal jeg så bare springe fra lige pludselig? Bliver folk skuffede eller tænker dårligt om mig?
Først og fremmest vil jeg sige, at det her jo ikke er en mistillidserklæring til lchf. Jeg er stadig stor fan! Jeg har aldrig oplevet så gode resultater med en kostretning som med lchf. Og måske kommer jeg til at tone min kost mere over i retning af striks lchf igen på et senere tidspunkt. Det er et uovertruffent redskab til at skabe ro og mæthed i kroppen og slippe af med sukkerafhængighed uden at give kald på livskvalitet og velsmag. Så hvis jeg på et tidspunkt mærker, at det her med rugbrødsmadder og havregryn løber løbsk, og jeg begynder at panikspise hele tiden, vil jeg helt sikkert hoppe direkte tilbage på lchf.
Først og fremmest vil jeg sige, at det her jo ikke er en mistillidserklæring til lchf. Jeg er stadig stor fan!
Men måske behøver være så sort-hvidt – enten lchf eller ikke-lchf. Måske er virkeligheden mere nuanceret? Måske er sandheden om hormonbalance, mæthedseregulering og stofskifte endnu ikke helt afdækket? Måske kan man spise en kost, der lægger sig op ad lchf, men med plads til en kartoffel, en skive rugbrød og måske endda en kanelsnurre i ny og næ. Måske giver man den så lige knapt så meget gas med fløde i kaffen og smørsovs, men spiser i stedet bare en halv avocado.
Det handler i hvert fald ikke om at “falde i”, “give op” eller “sætte det hele over styr”. Men snarere om at finde ud af, hvad der fungerer godt for min krop nu og her. Jeg tænker tit over det her med, at jeg ikke spiser “bogstaver” (LCHF), men mad. Og det er jo i bund og grund det, det hele handler om. God mad, som gør mæt, glad og sund!
Læs mere i morgen om,
hvad jeg rent faktisk spiser, og hvad det har betydet for mig rent praktisk. Har jeg taget på? Har jeg mere eller mindre energi? Hvordan er min søvn? Hvad sker der nu med bloggen? Kommer der stadig lchf-opskrifter, eller står den udelukkende på pizza og kanelsnurrer nu? (Spoiler alert: nej, bare rolig! 😉 ).
Interessant læsning!! Jeg begynder mere og mere at tro på at der er for mange ting/stoffer i den nutidige måde at leve på, til at vores hormonbalance og/eller krop kan klare det. Jeg har en mor der pga cancer har fået fjernet hele sin skjoldbugskirtel og de piller som hun derfor får til at styre sit stofskifte virkede i starten men pludselig virkede de ikke (de begyndte at bruge nogle andre ingredienser til pillen der er billigere) og hun har i 5 år haft svære symptomer på for lavt stofskifte (ekstrem træthed, alt for meget vand i kroppen, kvalme og madlede, kløe i huden bl.a.) selvom blodprøver viste noget andet. Kort fortalt så er vi derfor dykket rigtig dybt i stofskifteproblematikker og har haft kontakt med rigtig mange mennesker der har problemer med en skjoldbugskirtel der periodevist kan blive for overaktiv (højt stofskifte) eller nærmest gå i dvale (lavt stofskifte) for så at “komme i balance” igen. Det er rigtig skræmmende at der ikke bliver forsket mere i det, og potentielt set så kan sådan en som mig, der har et par ekstra kilo på sidebenene, have en skjoldbugskirtel der er helt ude af balance og derfor kan det skabe problemer mht at man overspiser/underspiser og at man ikke kan mærke sult og mæthed. Jeg ved ikke om du kendte til dette aspekt af “en krop i ubalance” men der er vist desværre ikke så meget at gøre ved en skjoldbugskirtel i ubalance pt da der som sagt ikke rigtig bliver forsket i det. Jeg håber at din krop forbliver i den balance den er i pt så du både kan nyde lchf mad og kanelsnurrer og surdejsbrød 🙂
Hej Charlotte. Tak for din kommentar! Ingen tvivl om, at alt det med stofskifte er et helt vildt komplekst og uoverskueligt emne! Det lyder virkelig til, at I har kæmpet en hård kamp i jeres familie – og spændende at høre om de opdagelser, I har gjort, selvom det er på en træls baggrund. Jeg er enig i, at der burde forskes meget mere i dette. I stedet for bare at prædike: “Let røven og luk munden!”.
Mine problemer er jo på ingen måde så slemme som det, du beskriver. Heldigvis! Jeg håber også, jeg kan fortsætte med livsnydelsen her 🙂
Vh Louise
Enig! Jeg har ikke så meget at sige til den sag, jeg har jo, som du ved, haft meget samme oplevelse 🙂
Det har været spændende også at læse med ovre hos dig om emnet, Xenia 🙂
Hej Louise
Tak for et godt indlæg! Jeg spiser ikke selv LCHF og har aldrig gjort det. Jeg kan dog rigtig godt lide at prøve nye sunde retter, og har derfor haft meget stor glæde af dine mange opskrifter. For mig virker det perfekt, at når jeg selv laver mad er det overvejende en slags Low Carb, men ellers spiser jeg hvad end der serveres.
Derfor vil jeg egentlig bare gerne sige tak! Tak for at du med din blog og dine opskrifter gør det nemt for os andre plukke det vi har lyst til og kaste os ud nye spændende retter. Det håber jeg bestemt du fortsætter med – med eller uden kulhydrater 🙂
Tak for de skønne ord om bloggen! 🙂 Og dejligt, at du fortsat gerne vil læse med!