Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner

Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner

Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner


Opskrifter på boller er jo ikke just det, der har været mest af her på bloggen de sidste par år. Men efter at vi har reintroduceret brød i vores kost igen, har jeg støvet Kenwood’en af og bagt de mest himmelske koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner. Og i anledning af påskeferien får I her opskriften.

Jeg havde næsten glemt, hvor meget jeg elsker at bage brød. At tage en pladefuld gyldne boller ud af ovnen, som dufter himmelsk og knitrer på den dér måde, som nybagt brød gør. Det er bare den ultimative hygge på en feriemorgen!

Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner

Jeg har det jo sådan, at når jeg skal spise brød, skal det være af en ordentlig kvalitet. Og det klarer de her koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner. Saftig  og sej krumme med masser af luftbobler, sprød skorpe og en let nøddeagtig smag. Det er noget af det bedste brød, jeg har bagt. Det kombinerer ferieforkælelse med god mæthed på en rigtig fin måde. Det koster en brøkdel af prisen for bagerbrød . Og så er det så nemt, at man ikke drømmer om det. Opskriften ser måske lidt lang ud – det er bare fordi jeg giver en masse små tips undervejs. Men i virkeligheden er det helt enkelt: Rør sammen, koldhæv, form, bag. Ikke ret mange andre dikkedarer.

Ølandshvede er en melsort, som giver den dér sejhed og let syrlige smag, som rigtig godt bagerbrød gerne har, og som jeg har forsøgt at genskabe i årevis. Den skal æltes virkelig meget for at aktivere glutenstrengene, og det gøres bedst på en røremaskine på høj hastighed i 7-15 minutter. Når dejen koldhæver, får den virkelig mulighed for at udvikle både konsistens og smag. Og så er det bare det hyggeligste i verden at vågne om morgenen til duften af nybagte boller.

Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner


Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner

(12 stk)

  • Ca. 5-10 g gær
  • 6 dl koldt vand
  • 1-2 spsk honning
  • 175 g ølandshvede (usigtet)
  • 50 g havregryn (jeg bruger finvalsede – grovvalsede er sikkert også fine)
  • 375 g alm. hvedemel (af god kvalitet)
  • 1 lille spsk salt
  • ½ dl græskarkerner
  • 2 spsk hørfrø

Rør gær og honning ud i koldt vand.

Tilsæt mel, gryn og salt, og rør dejen på en røremaskine: Først et par minutter på lav hastighed – så op på temmelig høj hastighed, hvor den skal have 5-10 minutter. Dejen skal være meget elastisk og stadig lidt våd. Rør kernerne med det sidste minut.

Smør en skål med olie, og hæld dejen derover i (min røreskål er i hvert fald for stor til køleskabet). Dæk til med film, og sæt til hævning i køleskabet ca. 10-14 timer.

(Jeg rører gerne dejen sammen mellem 21 og 22 fredag aftenen og står op igen mellem 8 og 10 lørdag morgen og bager.)

Tag dejen ud af køleskabet 1-2 timer inden du skal bruge den, så den lige kan “vågne”. Den kan klare sig med 1 time, men bliver klart bedre med 2. Dejen hæver ikke supermeget i køleskabet, men når den kommer ud på køkkenbordet, sker der noget!

Tænd ovnen på 250 grader varmluft, og sæt en bageplade ind, så den kan blive gloende varm.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og vend den hurtigt rundt i melet, så den bliver til at arbejde med. Del den i 12 stykker, og “fold” dem forsigtigt sammen til boller. Der skal ikke rulles eller æltes – bare formes ganske forsigtigt og med let hånd.

Sæt bollerne på et stykke bagepapir. Hav et stort skærebræt el.lign. under, så bagepapiret hurtigt kan hives over på den varme bageplade, når ovnen er varm. Boller med ølandshvede skal ikke efterhæve noget videre. De hæver først inde i ovnen. Det er særligt for melsorten.

Bag først bollerne 5-10 minutter på 250 grader varmluft. Skift så til 220 grader traditionel varme, og giv dem 10-15 minutter. Bagetiderne afhænger af din ovn. Hold godt øje undervejs, første gang du bager dem. Resultatet skulle gerne blive brød med en knasende sprød overflade og saftig krumme. Bollerne skal gerne lyde hule, når du banker på dem, og knitre, når du tager dem ud af ovnen.

Lad bollerne køle af på en rist mindst 10 minutter, inden du flækker dem, smører dem og nyder dem. Jeg sladrer ikke, hvis du putter pålægschokolade på!

Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner

Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kerner

2 comments on “Koldhævede boller med ølandshvede, havregryn og kernerTilføj din

  1. Ihm de ser lækre ud:-)
    God opskrift. Den vil jeg prøve herhjemme til påsken.
    Rigtig god påske ønskes:-)

    1. Tusind tak – og god fornøjelse! Jeg håber, de falder i god jord 🙂
      Også rigtig god påske til dig!

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: