Her på 4. søndag i advent kan intet vel være mere passende end at bringe familieopskriften på karrysild! Min mor laver verdens bedste karrysild, og jeg har haft fornøjelsen af at være med i køkkenet i så mange år, at opskriften efterhånden også ligger på rygraden hos mig. Karrysild er bare et must på et rigtigt julefrokostbord for mig – men den skal altså være hjemmelavet! Der var et år, hvor min mor forsøgte sig med en købe-karrysild. Lad os bare sige, at det ikke var noget, der blev gentaget! Vi er nok lidt for forkælede, hvad den slags angår 😉
Tricket til en god karrysild er at bruge sildelagen og de små stykker løg, der ligger nede i sildeglassene, til karrydressingen. Og så selvfølgelig godt med karry! Min mor har altid, i bedste StopSpildAfMad-stil, brugt halestykkerne til karrysild fra de pæne sildestykker, hun skulle bruge til marinerede sild med rødløg og min yndlings julesild. Hvis man har 2 glas sild og tager de pæneste stykker fra til de “dekorative” sildefade, så passer det ret fint med, at resten går til en portion karrysild som denne, der i hvert fald rækker til 8 personer på et veldækket frokostbord.
Nu får I min opskrift på karrysild, sådan som jeg synes, den skal smage. Måske har du en helt anden idé om, hvad der skal i karrysild – æble, flødeskum eller noget helt tredje? Der er sikkert ligeså mange traditioner, som der er husmødre 🙂
Karrysild (rækker fint til 8 pers.)
- 1 stort glas neutrale, marinerede sild (eller endestykkerne fra 2 glas sild)
- 4 æg
- 1 dl mayonnaise (fx Hellmanns)
- ½ dl creme fraiche 18%
- ½ dl græsk yoghurt 10%
- 2 spsk af de løg, der ligger nede i sildeglassene, hakket fint
- 2 spsk sildelage
- 2 syltede agurker, hakket i fine små tern
- 1-2 spsk fløde
- 1-2 tsk honning
- Karry, salt og peber – efter behov
Kog æggene, køl dem af, og pil dem.
Rør alle ingredienser undtagen sild og æg sammen til en karrydressing, og smag til, til den har den smag, du foretrækker. Det er svært at angive mængder her – man må smage sig lidt frem og finde den smag og den konsistens, man selv bedst kan lide. Jeg laver altid karrydressingen lidt på slump, så mine mængdeangivelser er meget vejledende. Husk at tage højde for, at æggene vil mildne smagen, når de kommer i, når du smager til.
Når du har en god karrydressing, som du godt kan lide, begynder du at skære silden ud i skiver på ca. 1 cm, som du kommer ned i karrydressingen. Del de 3 af æggene på langs og derefter på tværs i en æggedeler, så du får små æggetern, og vend dem i sildesalaten.
Anret din karrysild i et fladt fad. Del det sidste æg på samme måde som de andre 3 æg, og smuldr det ud over midten af fadet så dekorativt som muligt.
Pynt evt. med lidt grønt, hvis du har – purløg, hakket persille eller måske lidt dild. Servér med groft rugbrød (ja, her hører det sig til!) og snaps. 🙂
0 comments on “Karrysild som vor mor laver den”Tilføj din