Ugens fredagskage bliver noget så snydeagtigt som en kagesmoothie (Dybvaaaaad!-seere vil forstå humoren her!). Og endnu mere snyd er det, at det er en kagesmoothie uden kage i.
Idéen til en kanelsneglesmoothie fik jeg fra en amerikansk paleo-blogger, jeg følger på Pinterest. Et medie, hvor jeg aldrig bliver træt af at finde og dele inspiration til madopskrifter. Du kan finde mig her på Pinterest. Okay, jeg vil gerne med det samme tilstå, at det altså måske er at oversælge smagen lidt at kalde det for en kanelsneglesmoothie – men jeg syntes, idéen var så sød, og jeg kan faktisk godt lidt fornemme hintet af kanelsnegl i smoothien. Kombinationen af æble, kanel og nøddesmør gør i hvert fald et eller andet derhenad… Vi kunne også bare kalde det en efterårssmoothie med dejlige æbler og varme krydderier. Er det bedre? 🙂
Det er vigtigt, at du giver den gas med kanelen – ellers bliver det bare en lidt flad frugtsmoothie. Lidt kardemomme og et nip salt er også med til at fremhæve den gode, krydrede smag. Der er selvfølgelig frugt og alt muligt farligt i smoothien, så striks lchf er den bestemt ikke – men der er til gengæld dejlig kokosmælk og nøddesmør, som (for mig i hvert fald) gør, at den ligger rart i min mave og ikke får mit blodsukker til at ræse rundt.
Nu vil jeg snart nyde at holde weekend ovenpå en virkelig krævende, men også sjov uge med masser af spændende udfordringer på arbejde. Weekend er jo altid et stærkt ord at bruge, når man arbejder i Folkekirken, hvor søndag er arbejdsdag – men bare en rar lørdag sammen med Andreas, hvor vi hygger os og slapper af, er lige hvad jeg trænger til lige nu! Og så når jeg vist også lige at se min ene storebror, som kommer på en kort visit fra det jyske på ved mod England. Det er det gode ved at bo på Amager – hvis ikke man ser folk så meget ellers, ser man dem i hvert fald, når de skal i lufthavnen 🙂
Jeg håber, I allesammen også får en dejlig weekend – med eller uden kanelsneglesmoothie! 🙂
Kanelsneglesmoothie
- 1,5 dl kokosmælk (helst Santa Maria Ekstra Creamy kokosmælk)
- 1 lille banan
- 1 lille æble (med eller uden skræl – men fjern lige kernehuset!)
- 2 tsk mandelsmør (eller andet nøddesmør – hasselnøddesmør smager også dejligt.)
- 1 stor tsk kanel
- Evt. 1 nip kardemomme
- 1 knivspids salt
- 1 god håndfuld isterninger
Snit æble og banan i mindre stykker. Smid hele herligheden ned i en blender, og blend til en cremet smoothie.
Pynt med et drys kanel, og servér.
Jeg bliver helt glad alene på grund af navnet – mmm, kanelsnegl og smoothie 😀
God weekend!
Ja, det er fantastisk, ikke? Jeg blev også helt forelsket i dét navn 🙂
God weekend også til dig!