vægttab

Kan man egentlig godt tage på, når man er sådan en sundhedsagtig madblogger?

Når man er sådan én, der blogger om sund mad, lchf og alt muligt andet – så må man jo være sådan en total sund og fit type, som har set lyset og aldrig træder ved siden af, ikke? En som altid er tynd og aldrig har problemer med at holde vægten.

Hvor ville det være dejligt, hvis det var sådan – men det er desværre ikke virkeligheden. I hvert fald ikke for mig.

Jeg har pippet lidt om herinde på bloggen, at jeg har kæmpet lidt med min vægt og også min daglige kost det sidste års tid. De første 2 år, jeg spiste lchf, kørte alt bare på skinner. Jeg tabte mig, holdt vægten nede, havde god appetitregulering og en god følelse i kroppen. Men det sidste år har bare ikke været idéelt. Jeg har haft meget madlede, spist mere og mere kulhydratholdigt – og til sidst gik jeg all in og droppede lchf i en periode for at se, hvor det førte mig hen. Det gik meget godt i et stykke tid – men så begyndte alle de gamle dårlige mønstre og vaner at snige sig ind på mig. Og pludselig havde jeg taget rigtig meget på.

INGEN KJOLER – YIKES!

Jeg var ikke helt klar over, hvor galt det stod til, før vi skulle til bryllup i begyndelsen af august. Et par uger inden brylluppet åbnede jeg mit skab med pæne kjoler for at vælge en at have på – og opdagede så til min gru, at ingen af dem passede. Som i INGEN! Og det var ikke bare, at de strammede lidt over maven. Jeg kunne decideret ikke lukke dem eller bare få dem over hoften. Gisp, et chok! Jeg vidste godt, at bukserne strammede lidt – men dem har jeg jo på hver uge, og de har nok udvidet sig stille og roligt sammen med min krop.

Nå, men da Andreas havde det samme problem (dog ikke med kjoler, men med jakkesæt!), blev vi lynhurtigt enige om, at nu hed det striks lchf og ingen svinkeærinder! Efter et par målrettede uger så det lysere ud, og er par af de største af kjolerne passede igen. Nu her efter et par måneder kan jeg lukke flere af kjolerne. Og der skal et bælte til at holde mine jeans oppe. Det har faktisk været mit mest effektive vægttabsforløb til dato. Mere om det i et andet indlæg. Jeg kører på med regelmæssig motion (svømning 2 gange om ugen og derudover cykling og gåture) og striks lchf. Og jeg er sikker på, at kjolerne nok skal komme til at passe igen. Ligesom de stramme jeans bagest i skabet.

Men hvordan sker sådan noget her for en, der har blogget om sund mad og livsstil i årevis? Hvordan kan man have opbygget så stor viden og erfaring om noget – og så alligevel fejle i sit eget personlige liv?

Det er ikke mangel på viden, der er problemet…

Når man fortæller folk, at man slås lidt med sin vægt, er der ikke noget, folk hellere vil, end at komme med gode råd: “Har du prøvet Sense?”, “Jeg kan anbefale en virkelig god diætist, som kan hjælpe dig!”,  eller: “Du skulle prøve at spise noget mere protein. Det booster virkelig forbrændingen.”

Det er alt sammen meget velmenende og fint, men også lidt misforstået. For det er ikke viden eller den rette “kur”, jeg mangler. Jeg ved jo udmærket godt, hvad der virker for mig. Men det her med vægt og sundhed handler ikke altid om lille eller stor viden. Helt ærligt, mange af os ved jo sindssygt meget om mad, sundhed, diverse diæter, mikro- og makronæringsstoffer, kylhydrat, GI, monuumættede fedtstyrer og alt muligt andet. Vi har læst med først i damebladene og sidenhen på diverse sundhedsblogs om ernæring og sundhed. Vi har set tv-programmer, hørt podcasts, læst bøger, prøvet alverdens kostomlægninger og alt muligt andet. Vi er godt med på sundhedsfronten, hvad angår viden. Vi ved, hvad der virker for os. Men det at vide er ikke altid det samme som at praktisere.

For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke,
men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

(Rom. 7,19)

Citatet er et temmelig kendt vers fra Bibelen (nå ja, well, det er vel Reformationsfejringsår!) og handler så ganske afgjort ikke om vægttab. Men måske missede Paulus sit kald som diætist eller vægttabscoach. For helt ærligt, det er jo sådan det er indimellem. Vi ved, hvad der er godt, og vi vil gerne gøre det. Men sommetider ender vi altså med at gøre det stik modsatte. Uden helt at kunne give en tilfredsstillende forklaring på hvorfor. Det er er træls vilkår ved at være menneske. Det gælder både inden for vægttab og inden for alle andre områder i vores liv.

Tabu

Det er sådan lidt tabubelagt, det med ikke at have styr på sin vægt. Især i den tid, vi lever i, hvor der er stort fokus på udseende og sundhed, perfekt vinklede selfies og facebookupdates om det seneste halvmarathon, man har løbet. Midt i denne her perfekte selvfremstillingsverden har man jo ikke ligefrem lyst til at stille sig op og tilstå, at man er gået 2 tøjstørrelser op uden rigtigt at kunne finde ud af at stoppe det undervejs. At der ikke er nogen fornuftig grund til det – udover at man bare virkelig godt kan lide Ben&Jerry’s og kanelsnurrer.

Hvis man så endda kunne sige: “Men NU har jeg også fundet den perfekte nye diæt – så NU bliver det bedre!” Det er sådan lidt kikset at tilstå, at man sådan set hele tiden har vidst, hvad den perfekte diæt var – men bare ikke har fulgt den. Fordi man virkelig, VIRKELIG godt kan lide Ben&Jerry’s og kanelsnurrer.

when life gets in the way

Det, som jeg nok prøver at komme frem til, er: Jeg synes selv, jeg ved en hel masse om kost, vægt og sundhed. Og jeg elsker at dele ud af den viden og inspirere andre til at leve sundere og samtidig spise mad, der smager fantastisk. Og man skulle tro, at den viden var nok til, at jeg selv altid ville være sund og tynd. Det er jeg nok også størstedelen af tiden. Og jeg elsker den følelse, jeg har i min krop i de perioder, hvor vægten er perfekt, blodsukkeret  stabilt, når jeg får 8 timers søvn hver nat, og min astma er under kontrol. Men i perioder kommer livet bare i vejen for alle de gode intentioner. Sommetider er der pludselig noget andet, der får førsteprioritet. Jeg har skrevet lidt om det her i indlægget om Det Dumme Svin. Engang imellem er det okay, at livet kommer i vejen. Engang imellem er det bare dumt.

Men uanset om der er en god grund eller ej, er det det vigtige for mig, at man ikke slår sig selv i hovedet med bebrejdelser og skam, når man lader livet slå sig ud af kurs. Men at man:

  1. Kigger på, hvorfor man egentlig røg af sporet. Hvad er der sket i dit liv i denne her periode? Måske har du bare haft virkelig mange bolde i luften i lang tid? Måske har du haft travlt med at være noget for alle andre end dig selv? (Den kan jeg i hvert fald personligt genkende!). Måske er der nogle ting i din hverdag, som trænger til en justering, for at den kan blive mere realistisk?
  2. Samler sig selv op og finder vejen tilbage på sporet – stille og roligt. Lad være med at straffe dig selv eller gå i panik og træne 5 gange om ugen, samtidig at du går direkte i hardcore ketose. Giv dit hoved og din krop tid til at følge med, så du ikke kører sur i projektet efter 2 dage og føler, at dit liv er ødelagt. Jeg har skrevet lidt om, hvordan jeg kom tilbage på sporet HER.
  3. Passer på sig selv og taler pænt til sig selv undervejs. Når man går i gang med et vægttab, er det nemt at komme til at stå og se sig selv i spejlet og finde alle fejlene. Og bebrejde sig selv for dem: “Aij, hvordan kunne jeg lade det her ske?”; “Mand, hvor er jeg dog fed – det var da helt utroligt!”; “Gad vide, hvad folk dog tænker om mig?”. Den slags tanker prøver jeg at slukke for. For de er komplet ukonstruktive og tjener kun det formål at gøre mig ked af det og demotiveret. I stedet prøver jeg at tale pænt til mig selv og fremhæve alle de ting, der fungerer. Mit hår. Mit smil. Og de kilo jeg faktisk allerede er lykkedes med at tabe. “Praise the process, not the result” er et populært slogan inden for coaching – og med god grund! Hvis du først er tilfreds med dig selv, når du har nået dit mål og er en str. 36 – så kan der være lang vej igen, hvor du skal gå og være utilfreds med dig selv. Men hvis du kan rose dig selv for processen undervejs – for hvor flot du klarer det, og for alt det, du opnår. Så kan du faktisk have det rart med dig selv gennem hele dit vægttabsforløb. Og det har stor værdi for mig.

“Praise the process, not the result”

Det blev en længere smøre. Men jeg har en fornemmelse af, at der nok er flere, der har det lidt som mig. Som ved en masse om kost og sundhed, men som alligevel oplever at kæmpe med vægten. Som gør, det onde, de ikke vil, i stedet for det gode, de gerne vil 🙂 Og jeg ville elske at høre jeres tanker og erfaringer! Del dem gerne i kommentarfeltet nedenfor.

4 kommentarer til “Kan man egentlig godt tage på, når man er sådan en sundhedsagtig madblogger?Tilføj din

  1. Min dybeste respekt for dit mod til at være hudløs ærlig – og så på et område, der er tabu. Tak for dine fine tanker om at finde vej ud af skammen over, at jeg ikke ‘bare’ gør det gode og rigtige – og for et godt grin over Paulus som vægttabskonsulent.

  2. Kære Louise
    Jeg kan genkende alt du skriver. I mit tilfælde har to sygemeldinger sat sit spor… og ja, viden har jeg ikke manglet, men energi og ressourcer i øjeblikket.
    Haha, Paulus som vægttabskobsulent!
    Jeg er også selv på vej i en bedre retning nu med kost og træning (især det sidste). Og jeg prøver at holde fast i ikke at fordømme mig selv for, at jeg er, hvor jeg er nu.
    Kærligst
    Kamilla

    1. Kære Kamilla
      Uh ja, sygemeldinger – det er ikke ligefrem vejen til verdens strammeste hvepsetalje! Kender alt for godt manglen på energi og ressourcer i visse perioder. Dejligt, at du er på vej i en bedre retning nu!
      Jeg er sikker på, at Paulus ville have været en storartet vægttabskonsulent 😉
      Kh Louise

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *