Kalkun i kokos med toppings

Kalkun i kokos med toppings

Kalkun i kokos med toppings


Kender I det, når man har lavet noget med karry, og hele hytten lugter som en indisk takeaway-biks i flere dage efter? Sådan er der herhjemme lige nu. Men det er okay – vi har fået dejlig kalkun i karry til aftensmad, og det gør ikke noget, at karryduften stadig hænger og minder om det dejlige måltid.

Inspirationen kom fra min veninde Sara, som simpelthen er så god til at lave mad. I går  serverede Sara boller i karry, hvilket for nogle er forbundet med noget lidt kedeligt, klassisk dansk mad, der ser lidt smågråt og uinspirerende ud. Men ikke i Saras version – klassikeren var nemlig opdateret med de lækreste toppings: peberfrugt, agurk, banan, peanuts og rosiner. Utroligt så stor en forskel det gør for en ret at blive serveret med dejlige, farverige toppings i små skåle. Og så havde jeg helt glemt, hvor vild jeg er med karrysovs!

Jeg blev så insprieret og fik så mange karry-cravings, at jeg var nødt til at lave det samme til aftensmad her til aften. I stedet for boller i karry lavede jeg dog kalkun i karry/kokos – lidt variation måtte der være 🙂

Jeg har allerede en opskrift på kalkun i kokos og karry  her på bloggen.  Det er faktisk en af de opskrifter, som har flest besøgende, og som jeg får flest gode tilbagemeldinger på. I dag lavede jeg den dog lidt anderledes og mere lchf-venligt. Og så fik den altså selskab af de skønneste toppings: agurk, rød peber, banan, frisk mango, peanuts og revet blomkål i skålene. Prøv det – jeg er sikker på,  at det vil være et hit, ikke mindst forhold til at få lokket mere grønt i børn og voksne. Prøv også de gode toppings til en gang boller i karry!

Dagen i dag har ellers stået på total afslapning og vilde mængder Netflix. Noget af det skønneste ved mit arbejde er, at jeg har fri om mandagen – og lige i dag havde jeg en helt enorm trang til bare at trække stikket ud og ikke foretage mig nogetsomhelst fornuftigt. Jeg har ikke engang fundet på kreative ting til bloggen, som jeg ellers gerne plejer at bruge min mandag på, så det bliver spændende at se, hvad jeg kan trække op af hatten i løbet af de næste par dage 🙂


Kalkun i kokos-karry, 2.0

  • 900 g kalkunbryst
  • 1 dåse hakket tomat
  • 2 dåser kokosmælk
  • 3 rødløg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 rød chili (uden hinder og kerner)
  • Et par cm frisk ingefær
  • ½ fennikel
  • ½ æble
  • Masser af gul karry – jeg elsker den ekstra stærke fra Santa Maria
  • 1-2 tsk tørret citrongræs
  • Rød eller gul karry pasta – ca. 3 tsk
  • 1 dl hønsebouillon
  • Salt
  • Saft af 1 lime
  • Evt. Lidt honning
  • Olie (gerne sesam)/smør til stegning
  • Ca. 50 g Philadelphia

Snit eller hak grøntsagerne fint.

Skær kalkunbrystet ud i mellemfine tern. Vend med limesaft og salt, og lad det stå, mens du tilbereder karrysovsen. Det gør kødet ekstra mørt.

Varm en tykbundet gryde op. Tilsæt fedtstof, og steg alle grøntsagerne sammen med en god gang karrypulver.

Tilsæt hakket tomat, kokosmælk og hønsebouillon.Tilsæt også karrypasta, salt og citrongræs. Kog op. Tag gryden af varmen, sæt stavblenderen på, og blend til en glat sovs. Sæt sovsen tilbage på blusset, og lad den koge, mens du steger kødet.

Steg kalkunkødet af 2-3 omgange på en hed pande i fedtstof. Det skal kun lidt brunes, ikke tilbederes. Tilsæt det til sovsen løbende, og lad det simre 10-15 minutter.

Jævn sovsen med Philadelphia, og smag til. Tilsæt evt. lidt honning, hvis det er for stærkt. Servér med dine foretrukne toppings.

2 comments on “Kalkun i kokos med toppingsTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: