Rødkålssalat med hvid gløggdressing – lyder det for underligt? For mig var det lige tilpas underligt til, at jeg måtte afprøve idéen til denne års juleaftensmiddag, hvor jeg havde lovet at tage en rødkålssalat med. Rødkålssalat laver jeg jo nærmest hver eneste aften her i vintermånederne, så det er jo ikke fordi, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med et rødkålshoved – men måske netop fordi, jeg laver det så ofte til hverdag, ville jeg gerne, at salaten til netop juleaften skulle være en anelse mere speciel, festlig, dekorativ og lækker.
Jeg vendte og drejede idéerne i hovedet i et par dage – hvad kunne man twiste en rødkålssalat med? Tørret frugt, frisk frugt og nødder er der ikke noget nyt eller specielt julet ved – det bruger jeg hele tiden i kålsalater. Til sidst slog det mig, at det var dressingen, jeg skulle gøre noget ved – den skulle have et twist med julekrydderier. Jeg var begyndt at finde den store krydderikurv frem, da jeg pludselig kom i tanker om, at jeg jo havde resterne af min hvide gløgg-mix stående i køleskabet. Den har både dejlig hyldeblomst og skønne julekrydderier, så den måtte kunne bruges i en dressing.
Selve salaten bestod af rødkål med al mulig frisk og tørret frugt (granatæble, appelsin, figner, abrikoser og dadler), hakkede pecannødder og så en god portion afbælgede edamamebønner for at tilføre en frisk grøn farve til salaten og lidt proteinsmag. Det blev virkelig en meget smuk salat, hvis jeg selv skal sige det.
Dressingen blev altså rørt med den hvide gløggmix og så de klassiske dressingingredienser: olie, (æble)eddike, limesaft, salt og peber. Dertil kom saft fra granatæblet – derfor er dressingen rød og ikke hvid. Smagen manglede dog lidt, og jeg røg derfor ud i noget med lidt peanutbutter, grov sennep og honning. Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100 % tilfreds med dressingen – den smagte en anelse for meget af stjerneanis og nelliker og havde ikke helt nok salt til min smag. Men der er helt sikkert et godt potentiale at arbejde videre med. Derfor deler jeg den her i håb om, at nogen kan få noget godt ud af den.
Selve salaten var dog i det store hele et smukt indslag på julebordet og et godt modspil til den klassiske julemad.
Julet rødkålssalat med hvid gløggdressing, frugt, pecannødder og edamamebønner (til ca. 10 personer)
Salat:
- ½ rødkålshoved (omkring ½ kg)
- 1 granatæble
- 1 appelsin
- 1 god håndfuld af hhv: tørrede dadler, figner og abrikoser
- 200 g pecannødder (jeg brugte usaltede, men saltede kunne faktisk godt være et hit her, tror jeg)
- 150 g afbælgede edamamebønner (kan købes på frost i mange supermarkeder)
Dressing (lavet på slump, så målene er ikke helt nøjagtige):
-
Saft af granatæblet (jeg fik presset ca. ½ dl ud af mit)
- ½ dl olivenolie
- Ca. 3 spsk hvid gløggmix (jeg brugte lidt mere, og det blev efter min smag for meget)
- 1/4 dl æbleeddike
- Saft af 1/4 lime
- 1 tsk honning (måske lidt mere, hvis man bruger mindre af det søde gløggmix)
- 1 tsk peanutbutter
- 1 tsk grov sennep
- Salt og peber
Snit rødkålen fint, gerne på et mandolinjern.
Halver granatæblet, og pres forsigtigt saften ud i en kop – helst uden at kernerne ryger med. Kernerne bankes herefter ud over salaten.
Skræl appelsinen, del den i både, og skær bådene i mindre stykker.
Hak tørret frugt og pecannødder. Vend ca. 2/3 i salaten – gem resten til pynt.
Tø edamamebønnerne op ved at overhælde dem med kogende vand og lade dem stå et minuts tid. Hæld vandet fra, og vend bønnerne i salaten.
Pisk dressingen godt sammen, og smag til. Brug et stykke rødkål som “smageske” – så kan du bedst få en fornemmelse af smagen. Vend dressingen i rødkålssalaten – den kan godt tåle at stå og trække i ½ times tid.
Drys til sidst med resten af nødderne og den tørrede frugt.

0 comments on “Julet rødkålssalat med hvid gløggdressing, frugt, pecannødder og edamemebønner”Tilføj din