Nå, midt i al snakken om mere grønt på julebordet må det vist være blevet tid til en fredagskage! Det er i dag blevet til denne her stak julede lchf vafler. 🙂
Jeg er ellers normalt ikke til sød morgenmad, men her til morgen, hvor jeg havde god tid og en stille fredagsfridag med enorme bunker vasketøj og praktiske opgaver foran mig, syntes jeg pludselig, at en gang lchf vafler og en god kop kaffe var på sin plads. Jeg fandt denne her opskrift hos Madbanditten, som jeg hapsede. Og så gik der pludselig “Louise 5 år” i den – så vaflerne blev pimpet med pålægschokolade, nøddesmør, lyserøde hjerter og guld. Hvis man har børn (eller barnlige sjæle), der skal forkæles lidt ekstra, når de vågner i morgen til juleferiens første dag, kunne jeg forestille mig, at en vaffelbunke som denne her kunne vække jubel 🙂
I får lige opskriften på vaflerne her – jeg har bare halveret portionen, så den passede til 1 person og ændret nogle småting efter, hvad jeg lige havde i skabene. Og så har jeg givet mine lchf vafler et skud allehånde, som bare er det ultimative julekrydderi for mig! Gå selv amok med pynt, som du har lyst til – pistacienødder, frysetørrede bær, guldglimmer – alt gælder! Og ja, der er lidt sukker i det dér pyntestads, men når vaflerne til gengæld er sukkerfri og fyldt med godt protein og fedt, mon så ikke vi klarer den? Og helt ærligt – hvor tit er det lige, at man giver sig selv lov til at æde pålægschokolade på det her lchf? Slet ikke tit nok efter min mening 😉
Julede lchf vafler (3 tykke vafler)
- 2 æg
- 75g hytteost (gerne den gode 4,5% øko, som man kan købe i Netto)
- ½ dl fløde
- 1 tsk revet citronskal
- 1 tsk kokossukker
- 1 pænt drys kardemomme + allehånde
- 1/4 tsk vaniljepulver
- 1 nip salt
- 2 tsk loppefrøskaller
- ½ spsk hampefrø (kan erstattes med ekstra loppefrøskaller – men hampefrøene tilfører både protein og gode fedtsyrer.)
Pynt og andet lækkert:
- Pålægschokolade
- Nøddesmør
- Diverse krymmel, guldglimmer, hakkede nødder el.ign.
Sæt vaffeljernet til at varme op med din foretrukne vaffelindsats. Jeg har kun den til tykke, belgiske vafler. Hmm, det skulle jeg nok have tænkt på, da jeg skrev ønskeseddel…
Kom alle ingredienser undtagen loppefrøskaller i en skål, og blend med stavblenderen. Tilsæt loppefrøskaller, og blend igen, til der ikke er flere klumper.
Smør evt. vaffeljernet med lidt kokosolie, og steg vaflerne.
Læg vaflerne i lag med nøddesmør, chokolade osv. Jeg lagde 1 vaffel, pålægschokolade, 1 vaffel, hasselnøddesmør, 1 vaffel, pålægschokolade og så lidt pynt til sidst.
1 comment on “Fredagskage: en stak julede lchf vafler til børn og barnlige sjæle”Tilføj din