Var et noget med et lchf-venligt alternativ til flødekartofler? Så prøv jordskokkegratin. Grøntsagstilbehør, som er perfekt til både oksesteg, flæskesteg og andet kød, som man ellers kunne finde på at servere flødekartofler til.
Jeg serverede jordskokkegratin i går som tilbehør til en flæskesteg. Det vakte stor begejstring, og Andreas’ eneste klagepunkt var, at jeg skulle have lavet noget mere. Jeg havde bare brugt 300 g jordskokker til os 2, men jeg kunne da roligt have lavet dobbeltportion. Det smagte supergodt og havde en dejlig, cremet konsistens – også selvom mit fad måske lige fik 5 minutter for lidt i ovnen.
Jordskokker har, i modsætning til andre rodfrugter, den udmærkede egenskab, at de bevarer et lavt GI selv ved opvarmning. Så her har vi at gøre med et alternativ til flødekartofler, som faktisk er helt i orden i fht. en lchf-venlig kost.
Fordi jordskokker ikke indeholder så meget stivelse som kartofler og andre rodfrugter, tykner flødesovsen ikke helt så meget som i almindelige flødekartofler. Det kan man afhjælpe lidt ved at komme en håndfuld ost eller to i sovsen. Jeg ville egentlig foretrække mozarella eller revet flødehavarti, men jeg havde kun cheddar i huset, og det fungerede også helt fint. Jeg leger med tanken om at røre fløden op med en spsk pofiber (kartoffelfibre) næste gang for at få en endnu mere cremet sovs – så er det tip givet videre til fri leg 🙂 Ellers gør det egentlig ikke noget, at flødesovsen er lidt tynd – så kan den nemlig hældes over kød, og hvad man ellers har på tallerkenen.
Jordskokkegratin
- ca. 300 g jordskokker
- ½ lille løg – eller en god håndfuld porreringe
- 2 dl fløde
- En sjat kalvebouillon og/eller svampebouillon
- En håndfuld revet ost (mozarella, cheddar, havarti el.lign.)
- Salt, hvidløgspeber, (frisk) timian
- Lidt smør til at smøre fadet med
Skræl jordskokkerne, og skær dem i skiver. Fordel dem i et smurt, ildfast fad, og vend med krydderier, ost og fintsnittet løg/porre.
Bland fløden med bouillon, og hæld over.
Sæt fadet i ovnen, og bag i 30-40 minutter, eller indtil jordskokkerne er møre, og sovsen er tyknet lidt.
Servér fx til stegt oksekød, flæskesteg eller andet kød.
0 comments on “Jordskokkegratin (alternativ til flødekartofler)”Tilføj din