Tiramisu med lakrids og brombær

Italymania #4: Tiramisu med lakrids og brombær

Tiramisu med lakrids og brombærDet måtte jo ske! Italymania måtte næsten slutte med en tiramisu! Jeg havde ellers besluttet mig for, at der ikke skulle indgå tiramisu i føltetonen, fordi det var så kliché – og hvem kan ikke finde ud af at lægge en tiramisu sammen? Men så begyndte jeg alligevel at gå og drømme om en tiramisu med lakrids… og brombær! Og jeg havde både rester af mascarpone og ladyfingers fra festen i weekenden, så der var ingen vej udenom: der blev kreeret en lille portion tiramisu, hvor den fede creme har fået modspil fra salt lakrids og dybe, søde frysetørrede brombær. En rigtig dejlig lille sag!

Der er jo nærmest adskillige religioner bygget op omkring tiramisu. Nogle sværger til, at ladyfingers skal overhældes med kaffe. Nogle bruger portvin, nogle bruger amaretto, mens andre igen bruger kahlua til deres tiramisu. Jeg foretrækker altid at bruge marsala – og rigeligt af den! Jeg kan godt lidt det skarpe “alkoholbid”, den giver til tiramisuen. Og jeg har kun lige nøjagtig mine ladyfingers nede og røre ved kaffeblandingen – jeg kan ikke lide, når de bliver for slatne og våde. Man kan blande sin mascarpone med ricotta for en billigere og mindre fed tiramisu. Den slags føler jeg intet behov for – jeg laver den gerne med ren mascarpone.

Men er det så en lchf-tiramisu, det her? Har jeg bagt særlige ladyfingers på mandelmel og brugt sødemiddel i stedet for sukker? Nej, det gad jeg altså helt ærligt ikke. En tiramisu skal nu engang være en tiramisu. Så hellere spise lidt mindre af den og til gengæld  nyde den rigtige smag i fulde drag! Det kan være, at jeg en anden dag bliver grebet af bondeanger og kreerer en lchf-tiramisu – indtil da må du nyde den ægte vare!

Tiramisu med lakrids og brombær

Tiramisu med lakrids og brombær

(Til 2 personer)

  • 1 æg
  • 150 g mascarpone
  • 25 g sukker
  • 1 nip salt
  • 1 tsk pulverkaffe
  • 1 (lille) tsk lakridspulver (gerne Bülow)
  • 1 tsk frysetørret brombær
  • 1 kop stærk kaffe
  • 2 spsk marsala, kahlua, rom, eller hvad du har
  • Ca. 5 ladyfingers
  • Kakaopulver blandet med lakrids til pynt

Tiramisu med lakrids og brombærDel ægget i blomme og hvide.

Pisk blommen med sukker, pulverkaffe, frysetørret brombær og lakrids. Det bliver en meget tyk og sej masse, men det gør ikke noget. Rør mascarponen i æggemassen – rør så lidt som muligt, så mascarponen ikke bliver rørt for tynd.

Pisk æggehviden stiv med salt, og vend den i mascarponecremen.

Lav en kop stærk kaffe. Hæld den i en dyb tallerken, og lad den køle af et øjeblik, inden du hælder marsala i. Nu skal tiramisuen samles:

Læg først et lag mascarpone i bunden af en skål/et fad. Vend hurtigt dine ladyfingers i kaffeblandingen – de skal kun lige røre, ikke “soakes” i kaffe. Så bliver de bløde, smattede og ulækre. Læg dem ovenpå mascarponecremen, efterhånden som de bliver vendt i kaffe. Hvis du, som jeg, bruger en rund skål, kan du med fordel skære dine ladyfingers midt over. Så bliver de lettere at passe ind i formen.

Læg et lag mascarponecreme mere, så endnu et lag kaffevendte ladyfingers, og slut så af med et lag mascarponecreme.

Stil tiramisuen på køl i mindst 1 time, gerne natten over. Inden servering sigter du kakaopulver blandet med lakridspulver udover og pynter evt. med lidt frysetørret brombær – eller friske brombær, hvis du har.

Servér med en god kop kaffe eller måske et glas portvin.

Tiramisu med lakrids og brombær

2 comments on “Italymania #4: Tiramisu med lakrids og brombærTilføj din

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: