Æbleis med lakrids (LCHF)

Ice cream Mania #2: Æbleis med lakrids

Æbleis med lakrids (LCHF)Ismaskinen kører videre, og Ice Cream Mania fortsætter på bloggen. I dag er nogle af de dejlige æbler, jeg har i fryseren, blevet omsat til en frisk æbleis med salt twist af Bülow-lakrids og blød, cremet mascarpone.

Da jeg forleden på facebook spurgte efter idéer og ønsker til isvarianter, kom der – selvfølgelig – et forslag om lakridsis. Det er også bare en af mine egne yndlings-yndlings-yndlings-varianter! Især den fra Svaneke-is med Bülow-lakrids, som vi levede af på en ferie på Bornholm for nogle år siden. Jeg besluttede at kombinere lakridssmagen med en æbleis, da jeg er ret vild med kombinationen af syrligt/sødt æble og salt lakrids. Resultatet – jamen jeg kan næsten ikke overskue, hvor godt det er! Simpelthen så fantastisk, at jeg var lykkelig, da jeg opdagede, at portionen var lidt for stor til min lille ismaskine, så jeg var “nødt” til at bruge en ske til at slikke skålen med, mens resten kørte til is på maskinen.

Isen er relativt LCHF-venlig, hvis man ser bort fra frugtsukkeret i æblerne. Jeg har brugt Sukrin Gold som sødemiddel, og det giver en dejlig, rund og fyldig sødme til isen. Måske kunne man klare sig med en anelse mindre, hvis man ikke er til supersøde ting, eller hvis man bruger sødere æbler end mine madæbler – men hos mig balancerer sødmen fint den kraftige lakridsdosering, som jeg foretrækker.

Æbleisen kan laves med friske æbler eller frosne æbler fra fryseren. Jeg fik et ordentligt læs gode madæbler i efteråret fra min mors gode veninde, hvoraf jeg ordnede en del og smed i fryseren med det samme. Nogle af dem med, nogle af dem uden skræl. Jeg har her valgt at bruge æble med skræl, fordi jeg godt kan lide den rustikke tekstur og syrlige smag. Men man kan selvfølgelig også bruge æbler uden skræl og få en finere mos. Hvis man bruger æbler med skræl, skal man være opmærksom på ikke at have for store stykker skræl, som kan sno sig om ismaskinens pisker og måske bringe den i uorden.

Æbleis med lakrids (LCHF)
Min lille maskine er vist ved at blive lidt sløv allerede – i hvert fald ville den ikke indfryse isen helt nok i dag, så det blev lidt softice-agtigt.

Æbleis med lakrids

  • 100 g æble, skåret i både/tern, med eller uden skræl
  • Saft af ½ lime
  • 1 tsk Sukrin Gold
  • 50 g mascarpone
  • 1 æggeblomme
  • 1 dl piskefløde
  • 2 spsk Sukrin Gold
  • ½ vaniljestang
  • 1 nip salt
  • 1 tsk Bülow Rawlakridspulver (eller bare dit foretrukne lakridspulver)

Kog æblerne til mos med limesaft, Sukrin Gold og vanilje. Hvis du er smart, starter du med at skrabe kornene ud af vaniljestangen og sætte dem til side. Så smider du selve vaniljestangen ned til æblerne og koger den med, så æblemosen får en fin vaniljesmag. Jeg var ikke lige så organiseret i køkkenet i dag, så jeg gav den bare et par vrid med en “Vanilje Twister”. Jeg tror, at mine æbler fik omkring 10 minutter ved meget svag varme, hvor jeg flere gange moste dem lidt ud med grydeskeen.

Kom æblemosen i en beholder, og køl den helt ned. Det tager mindst 1 time i køleskabet. Når mosen er kold, piskes den sammen med mascarpone til en blød æblecreme.

Pisk nu æggeblommen med Sukrin Gold og vaniljekorn. Rør æblecreme og lakridspulver i æggesnapsen. Smag dig lidt frem, mht. hvor intens lakridssmag, du gerne vil have.

Pisk fløden stiv med et nip salt, og vend den i blandingen.

Hæld på en ismaskine, og følg maskinens anvisninger.

Pynt æbleisen med lidt lakridspulver, og servér!

Æbleis med lakrids (LCHF)
Noget af det smarte ved LCHF-is er, at den er så tung, at man faktisk kan have problemer med at kæmpe sig igennem bare lille portion …

6 comments on “Ice cream Mania #2: Æbleis med lakridsTilføj din

    1. Tak! 🙂 Jeg var også selv meget begejstret – og er lige nu meget ærgerlig over, at jeg ikke har mere tilbage 😉

  1. Eeeejjj har lige opdaget din blog og er nu igang med at kigge alle opskrifter igennem (specielt de søde af slagsen ), tror det bliver et farligt bekendtskab 😀
    Tror du man kan fryse isen på norma vis? Altså bare smide den i fryseren, har nemlig ikke nogen ismaskine, men det ser simpelthen for lækkert ud, at jeg bliver nødt til at prøve opskriften 🙂

    1. Hej Annemette
      Tusind tak for din søde kommentar 🙂 Man kan jo altid fryse is på normal vis, uden ismaskine – den bliver bare gerne meget hård, især når den er lavet på fløde. Derfor foreslår jeg næsten altid, at man fryser ned enten i ispindeforme eller muffinsforme, hvis man ikke har en ismaskine. Så ender man ikke med en stor, hård blok, som det er umuligt at skære en skive af 🙂 God fornøjelse med de søde opskrifter!
      Vh Louise

Det kunne være hyggeligt, hvis du lagde en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: